Folketingets partier står i nærmest i kø for at fremlægge udspil til en ny, dansk energipolitik. Socialdemokraterne, de radikale, SF og Enhedslisten har alle været på banen. Heller ikke VK-regeringen holder sig tilbage og efter de forlydender, som El & Energi har løbet op, er regeringen tæt på at indkalde Folketingets partier for at give energipolitikken en ny start. Fælles om de officielle og uofficielle forslag er der at sige, at de alle indeholder spændende tanker. Vi har dog også nogle gode råd; men det vender vi tilbage til.
Dansk Energi vil som udgangspunkt klart og tydeligt udtrykke sin glæde over de nye toner. Glædeligt, fordi den danske energisektor har noget at byde på for danskerne og europæerne. Det to bedste beviser er vel, at vi er i top-tre over verdens mest energieffektive nationer. Og at den danske velfærd i højere og højere grad hviler på eksport af varer med energielementer. Nogle få tal illustrerer situationen: Væksten i eksporten af dansk teknologi og udstyr med et energielement har siden 1996 været dobbelt så høj som væksten i den samlede danske eksport. Foreløbige tal viser, at alene siden 1996 er eksporten af disse produkter vokset fra ca. 17 mia. kr. til ca. 45 mia. kr. i 2005. Det er tal, der taler!
Men vi kan ikke leve på fortidens bedrifter. Vi skal udbygge eksporten og den position, som den samlede danske energisektor har opbygget samtidig med, at vi sørger for en sikker og renere energiforsyning til danskerne.
I denne stund, hvor regering og Folketing forbereder sig på en ny politisk holmgang om energipolitikken, vil vi opfordre til, at partierne forholder sig aktivt til disse råd:
- energipolitikken må ikke isoleres fra miljø-, klima- og erhvervspolitikken. Det gælder om at sætte energipolitiske mål, som fremmer vor stilling i den internationale konkurrence og understøtter den kolossale omstilling, som vi skal gennemføre for at leve op til Kyoto-målene, som understøtter Danmarks eksportinteresser og som understøtter Danmarks forsyningssikkerhed, når olie- og gaseventyret slutter i Nordsøen.
- møjsommeligt har vi liberaliseret energimarkedet, men læg ikke kursen om. Vi tror ikke, at Folketinget er egnet til at overtage den dynamik, som energiselskaber og energiindustri skaber. Men vi tror på, at EU, suppleret med det danske Folketing og den danske regering er egnet til at skabe langsigtede mål og stabile rammer.
- den danske energisektor kan ikke håndteres som et rent dansk anliggende. Danmark er en del af et Europa og et globalt marked og derfor skal vi ikke ud i en energipolitisk satsning, der er ude af takt med den internationale konkurrence
- kunne det ikke for en gangs skyld i fasen forud for formuleringen af en ny energipolitik være en god idé at inddrage aktørerne i processen. Det ville da være forfriskende og nytænkende, at regeringen satte en ny energipolitik på to-tre måneders stand-by for at samle energiselskaber og energiindustri for at tænke højt og give praktiske og markedsnære input forud for en ny stor energiaftale mellem regering og Folketing.
Vi synes naturligvis, at energipolitik er det vigtigste i denne verden. Men vi tror også på, at det bedste resultat opnås i samarbejde mellem erhvervsliv og staten. Energiinvesteringer er i modsætning til størstedelen af alle andre investeringer langsigtede. Investeringerne rækker 10, 20, 30 og i enkelte tilfælde op mod 40 år ind i fremtiden. Energiforskning er et af de absolut mest omkostningskrævende overhovedet og tilbagebetalingen sker måske først 20 år ind i fremtiden. Og den omstilling, som vi skal gennemføre af hensyn til forsyningssikkerheden og klimamålene, klarer vi ikke i et snuptag eller gennem et kvikt forlig på Christiansborg. Derfor er det nødvendigt med et nyt samarbejde mellem regering, Folketing og energisektor.
Dansk Energi vil gerne invitere og samle regering, folketing og energisektor til en forudgående diskussion. Vi hører gerne, om der er opbakning til ideen!