Morten Messerschmidt har henover sommeren agiteret i medierne for, at Folketinget bør afskaffe afgiftsfritagelsen for elbil og i stedet satse på biobrændstof i tanken på konventionelle biler. Derfor havde Dansk Elbil Alliance inviteret ham til alliancens strategidag for at fremlægge sine synspunkter på området. På mødet deltog cirka 50 repræsentanter fra alle led i elbilens værdikæde: bilproducenter, leverandører til branchen, forhandlere, udlejningsselskaber mv.
Morten Messerschmidt benyttede lejligheden til at rejse kritiske spørgsmål om miljøbelastningen ved fremstilling af elbilens lithium-batterier. Han rejste også kritik af elbilen som en dyr vej til at sænke udslippet af CO2 sammenlignet med andre teknologier, samt spørgsmålet om den arbejdsplads-skabende effekt af elbilen i Danmark blev endevendt.
Alliancens medlemmer tog i debatten til genmæle og inddrog bl.a. beregninger, der viser, at elbiler samfundsøkonomisk er en billig måde at sænke udslippet af CO2 i sammenligning med biobrændstof.
Branchechef Lærke Flader opfordrede både egne medlemmer og politikerne til at sige et ”både og” om fremtidens transportpolitik:
- Vi skal løse transportsektorens klimaproblem ved at bruge mange teknologier. Elbiler bliver vigtige i samspil med plugin-hybrid-biler og 2. generation biobrændstoffer i konventionelle biler.