Skatter og PSO-betaling giver dyrere elpriser i starten af 2012

Prisen for strøm er steget med knap 5 pct. (ca. 10 øre/kWh) for husholdningskunder per 1. januar 2012 i forhold til samme tidspunkt året før. Det viser en opgørelse af elprisen ved årsskiftet.

Det skyldes langt hen ad vejen stigende afgifter og en højere PSO-betaling. Nødvendige investeringer i kabellægning af el-nettet, samt et faldende elforbrug i 2011 betyder højere omkostninger per transporteret kWh og dermed højere tariffer fra netselskaberne.

En meget stor del af den pris, som en almindelig husstand med et forbrug på 4.000 kWh betaler for el, går til staten. Ved det seneste årsskifte var det således knap 56 pct. af elprisen som gik til skatter og afgifter.

- Vi ved, at skatteelementet fylder rigtig meget i den pris, som den enkelte husstand betaler for sin el. Og den del af elprisen er altså vokset med over 5 øre/kWh ved seneste årsskifte set i forhold til 1. januar 2011, fortæller Torben Møller Pedersen, afdelingschef i Dansk Energi.

Ud over den voksende beskatning udgør øgede udgifter til PSO-tariffen også en voksende post på elregningerne rundt om i Danmark. Det skyldes både investeringerne i den grønne omstilling og at den rene elpris – dvs. prisen for el på elbørsen - var lavere ved årsskiftet. PSO-tariffen er over 5 øre/kWh større i januar 2012 end året før, mens prisen på elbørsen i samme periode er faldet 1,7 øre/kWh.

- En af grundene til, at der også er sket et stigning i netselskabernes omkostninger, er at det danske elforbrug faldt med noget over 2 pct. i 2011. Det koster nemlig en del at drive og vedligeholde elnettet – uanset at forbruget falder. Derfor betyder det lavere forbrug, at transporten for hver enkelt kWh bliver 1,6 øre/kWh dyrere, fortsætter Torben Møller Pedersen.

Endvidere er der selvfølgelig sket ændringer i de enkelte netselskaber og selv om mange netselskaber har sat prisen ned, så viser det samlede billede en begrænset stigning på 1,6 øre/kWh for husholdningskunder. Hele fordeling af elprisens sammensætning afspejles i det øjebliksbillede, som fremgår af Dansk Energis årlige statistik om elforsyningens tariffer og elpriser pr. 1. januar.

Statistikken er nu er tilgængelig og viser blandt andet, at en almindelige husholdningskunde ved starten af 2012 i gennemsnit betaler 99,72 øre pr. kWh før afgifter og moms. Hertil kommer 125,68 øre pr. kWh i afgifter og moms.

Statistikken findes under menupunktet ”Energi i tal”.