Elforbruget til hjemmecomputere er fordoblet

Computere i danske hjem bruger årligt samlet set strøm svarende til knap 700 millioner kr. Det er en fordobling i elforbruget på mindre end 10 år.

Hvis man vil sikre sig en energieffektiv computer, så kan man med fordel købe en, der er mærket med Energy Start-mærket, siger Richard Schalburg.

Fordoblingen af elforbruget skyldes, at vi får flere og flere computere i hjemmet, og det er især stationære computere, der får elmåleren til at tælle hurtigt. Det viser helt nye tal fra Dansk Energi.

I dag er der dobbelt så mange computere i hjemmet, end der var for 10 år siden, og tendensen er stigende.  Det hænger bl.a. sammen med, at priserne på computere er faldet, og at computere i dag er allemands eje. Det er især antallet af bærbare computere og tablets, der stiger i antal. Alligevel er det især stationære computere, der trækker strømforbruget op.

Flere faktorer er afgørende for fordoblingen af elforbruget. Dels er antallet af stationære computere ikke faldet som følge af, at vi har fået flere bærbare computere, dels bruger vi i dag dobbelt så lang tid på computeren som for bare 10 år siden. De to faktorer sammenholdt med flere computere pr. hjem giver fordoblingen.

- Fra at vi for godt 10 år siden havde en computer hver, nærmer vi os nu tre hver i gennemsnit. Vi bruger stadig flest timer og mest el på de stationære computere ca. fem timer om dagen, mod fire timer på de bærbare. Det hænger sammen med, at de stationære i mange hjem bruges til at spille på, og at større grafikkort kræver et større strømforbrug. Det slår igennem på elregningen, siger Richard Schalburg, forbrugerekspert i Dansk Energi.

At danskerne primært køber bærbare computere, er med til at sænke strømforbruget, fordi adfærden omkring brugen af en bærbar er anderledes i forhold til en stationær computer. Årsagen til at timeforbruget til de bærebare er lavere, hænger formentlig sammen med, at en del af de funktioner som traditionelt anvendes på en bærbar, som e-mail og internet, i dag er overtaget af mobiltelefonen.

- Hvis man som forbruger gerne vil spare på sin elregning, kan man med fordel kigge på sin families adfærd omkring computeren. Det har f.eks. en større betydning, hvis ens søn sidder den halve nat og spiller computer, end man umiddelbart skulle tro. Derfor er det vigtigt, at man kigger sig godt for, når man køber ny computer og på forhånd gør sig nogle ideer om, hvad man skal bruge computeren til. Hvis man vil sikre sig en energieffektiv computer, så kan man med fordel købe en, der er mærket med Energy Start-mærket, siger Richard Schalburg.

Hvis man blot skal bruge computeren til almene formål, så kan man med fordel købe en bærbar computer eller tablet. Der findes ca. 6,5 mio. computere i Danmark. Alt efter alder og type computer samt antal timer i brug og standby kan man spare 2-300 kr. i elforbrug pr. computer pr. år. Derudover er der to gode spareråd, sluk helt for udstyret når du ikke bruger det eller køb en spareskinne. 

Fakta:

ELMODEL-bolig er et prognoseværktøj for den danske boligs elforbrug. Modellen anvender oplysninger om husstandes bestand af elforbrugende apparater indsamlet hvert andet år siden 1974 i ca. 2000 husstande, repræsentativt fordelt over Danmark, geografisk, boligtyper mv.

De 2.000 husstande spørges hvert andet år. Deltagerne udfylder et spørgeskema på ca. 50 sider. På den måde får vi hvert andet år, indsigt i antallet af boligernes apparater, antal, drifttider og vi får også viden om ændringer i de apparater som der findes i boligerne.

Et eksempel er, at vi f.eks. kan se ændringerne i gammeldags fjernsyn og fladskærme, stationære computere og bærebare computere, lyskæder, pæretyper og meget meget mere. Vi kan fremskrive udviklingen, og på den må kan vi også sige noget om, hvordan vi forventer, at elforbruget vil være i 2030 og, hvilke typer af apparater der vil være i boligerne. 

Modellen opererer med ca. 50 konkrete apparattyper, beskrevet ved deres udbredelse, anvendelsesfrekvens og specifikke elforbrug samt størrelses- og levetidsfordelinger. Ud fra disse oplysninger kan der i modelsoftwaren opstilles elforbrugsscenarier gældende for hele Danmarks boligsektor, hvor effekten af antagelser for bestemte apparater eller apparatgrupper beregnes.