Lars Aagaard skriver følgende i dagens Jyllands-Posten.
”I JP 23/ 6 bekendtgør Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme, at »naturgas er uden fremtid«. Kim Mortensen henviser til, at det nye energiforlig fastslår, at den fremtidige opvarmning er grøn og fossilfri, og fra 2035 skal der kun anvendes vedvarende energi i el-og varmeforsyningen.
Det er korrekt, at der i energiforliget er taget syvmileskridt mod et grønnere energisystem.
Men forliget fastlægger kun vejen frem mod 2020. Ønsket om en fossilfri el-og varmeforsyning i 2035 er således blot regeringens energipolitiske målsætning og dermed på nuværende tidspunkt ikke en del af en egentlig politisk aftale mellem partierne i Folketinget.
Spørgsmålet om hele den fremtidige opvarmning er faktisk en undladelsessynd i energiforliget.
På den ene side har man vedtaget at forbyde installering af naturgasfyr i nye bygninger fra 2013. På den anden side forbedrer man vilkårene for at opgradere CO2-neutral biogas til naturgasnettet, således at gasforbrugere vil kunne anvende fossilfri gas til opvarmning af deres bolig. Det peger i hver sin retning.
Naturgas udgør knap 30 pct. af fjernvarmeproduktionen.
Yderligere knap 25 pct. af fjernvarmen er produceret af andre fossile brændsler som olie og kul, der udleder betydeligt mere CO2 end naturgas. Et umiddelbart skifte fra naturgas til fjernvarme er altså ikke en ubetinget klimamæssig fordel.
Dansk Energi opfordrer til en diskussion med åbenhed på teknologifronten og respekt for samfundsøkonomien. Kun ad den vej sikres en fornuftig overgang til det fremtidige energisystem.
Her må det helt afgørende parameter være at få skabt et system, der udnytter fordelene ved de enkelte teknologier og brændsler optimalt, samtidig med at vi respekterer de investeringer, som allerede er foretaget.
Vi har et velfungerende naturgasnet - og det skal også udnyttes i fremtiden.
Energiforligets øgede satsning på vindmøller forstærker behovet for en lagringsbar ressource, der kan levere den nødvendige energi, når vinden ikke blæser - og samtidig kan nye teknologier i fremtidige perioder med overskudsel omdanne strøm til gas.
Gas har en fremtid og vil være en væsentlig faktor i energisystemet - også i fremtiden.”