Den smarte by

Med mere strøm fra især vindmøller i energimikset skal der skabes fleksibilitet i samfundets energiforbrug. Et nyt ambitiøst projekt skal i de kommende tre år omdanne Kalundborg til Danmarks smarteste energiby. SEAS-NVE og Kalundborg Kommune står i spidsen for det 100 mio. kr. store projekt, hvor Dansk Energis forsknings- og udviklingsafdeling skal spille en væsentlig rolle.

Der kan skabes fleksibilitet i elforbruget hos den enkelte forbruger med varmepumper eller elbiler. Men der er også store perspektiver i, at eksempelvis vandforsyningen eller håndteringen af spildevand flytter sit elforbrug til natten.

- Der er et markant potentiale i at flytte de andre forsyningsvirksomheders energiforbrug, og det kan vi nu blive bedre til i Kalundborg. Jeg ser store muligheder, da det virkelig batter, når energitunge enheder rokerer rundt på elforbruget. I Smart City Kalundborg-projektet skal vi netop tænke i helheder på tværs af forsyningsvirksomhederne for at gøre en forskel, konstaterer Jørgen S. Christensen, forsknings- og teknologidirektør i Dansk Energi.

Derfor bliver det også en væsentlig opgave at kortlægge og aktivere potentialerne i samarbejde med Kalundborg Kommunes forsyningsvirksomheder. Det er tidligere sket i skrivebordsprojekter og visioner for fremtidens byer – men med Smart City Kalundborg, så rykker smart city-tankegangen så at sige ud i virkeligheden. Det er netop løsninger, der er testet i virkeligheden, som vil skabe vækst og eksport i kølvandet på den grønne omstilling.

- Ændringerne vil ske i en eksisterende by, så det her projekt vil virkelig synliggøre både potentialer og barrierer for den nødvendige udvikling. Fra Dansk Energis side skal vi selvfølgelig være garanter for, at de løsninger som testes i Kalundborg, hænger godt sammen med de generelle standarder for fremtidens intelligente elsystem, som bliver udfærdiget i andre foraer. Vi ved, at distributionsnettet er krumtap for langt de fleste smart grid-tanker. Derfor er det kun naturligt, at SEAS-NVE og Dansk Energi går aktivt ind i det her projekt, fortæller Jørgen S. Christensen.

Det 100 mio. kr. store program har netop fået tilsagn fra EUDP – statens Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram – om støtte på 50 mio. kr. Det er SEAS-NVE og Kalundborg Kommune, som står i spidsen og ud over Dansk Energi, deltager ABB, Gridmanager, DONG Energy, Gaia Solar, Danfoss, Schneider Electric, CLEVER (tidligere ChoosEV), Spirae.dk og CleanCharge i konsortiet.