HB Køge spiller nu på det grønne hold

Spillere og ledere fra HB Køge har fået udleveret 10 flotte nye elbiler, og skal de næste tre måneder være ambassadører for SEAS-NVE og for ambitionen om flere elbiler på de danske veje.

”Fedt. Jeg glæder mig for sindssygt”, sagde HB Køges U18 landsholdsspiller Lee Rochester Sørensen, der i øvrigt i tirsdags bestod køreprøven. Der var derfor smil på læben og glimt i øjnene på fodboldspillerne fra HB Køge, da de ved et arrangement i Maskinhallen hos SEAS-NVE i Svinninge for første gang satte sig på førersædet i deres nye elbil.

”Vi har set jeres fightervilje og sammenhold. I kan tænke nyt og gå nye veje. Det er et langt og sejt træk. Sådan er det også med udbredelsen af elbiler i Danmark. Det kræver, at nogen går foran og tør være ambassadører for den gode sag. Det tør I. Både på banen og ude på vejene”, sagde administrerende direktør i SEAS-NVE Jesper Hjulmand inden udleveringen af bilnøglerne.

Overdragelsen af elbilerne til HB Køge er et led i kampagnen ”Test en elbil”, som SEAS-NVE som medejer af operatøren bag elbilerne, CLEVER – det tidligere ChoosEV, deltager i.

”Hvis vi kan være med til at forøge salget af elbiler i Danmark, har vi grund til at være stolte. Vi vil give de her frække og miljøvenlige biler masser af eksponering i de næste tre måneder, og det er en perfekt måde at aktivere SEAS-NVE’s sponsorat på,” siger Per Rud, sportsdirektør hos HB Køge.