Energi Fyn går ind i varmepumper

Fynske boligejere med oliefyr kan nu henvende sig til Energi Fyn, hvis de går med planer om at skifte til en grønnere og billigere varmeløsning.

- Energi Fyn deltager aktivt i udviklingen af et bæredygtigt energisystem. Derfor synes vi, at det er naturligt at hjælpe vores andelshavere og andre fynboer med at skifte til en grøn løsning som varmepumper. Varmepumper er et af flere initiativer der skal medvirke til at Danmark når det overordnede mål om, at al energi i 2050 skal være vedvarende og fossilfrit, siger projektchef May-Britt Aaskov Jakobsen fra Energi Fyn.

Energi Fyn har varmepumpe-eksperter til rådighed, som skal rådgive den enkelte fynbo til den rigtige løsning for lige netop deres husstand og hjælpe med det praktiske papirarbejde, der følger med beslutningen om at investere i en varmepumpe.

Samtidig giver Energi Fyn et kontant tilskud til borgere, der får installeret en varmepumpe. Det skyldes, at den energibesparelse, der opnås ved at installere en varmepumpe, er penge værd.

Når det kommer til installation og drift har Energi Fyn indgået aftaler med fynske VVS-installatører, der alle lever op til kvalitetskravene i Teknologisk Instituts anerkendte Varmepumpeordning.

- Energi Fyn støtter udviklingen på Fyn gennem en lang række initiativer. Derfor finder vi det naturligt at alliere os med gode lokale virksomheder og på den måde være med til at sikre fynske arbejdspladser, siger May-Britt Aaskov Jakobsen.