Vind i strømmen lige efter bogen

Den danske elbranche og en række interessenter – herunder myndighederne og Forbrugerrådet – indgik i 2011 en aftale om, hvordan markedsføring af elprodukter med klimavalg skal foregå. DONG Energys nye kampagne for Vindstrøm lever op til denne aftale.

Kampagnen blev i DR’s nyhedsudsendelse torsdag den 20. september kritiseret – blandt andet for at det ikke rent fysisk er strøm fra vindmøller, som kunderne får i stikkontakten. Imidlertid er kritikken ifølge Henrik Gunnertoft, konsulent i Dansk Energi skudt ved siden af.
 
- Vi vurderer, at DONG Energys kampagne og produkt er helt efter bogen. Dansk Energi har sammen med blandt andre Energistyrelsen og Forbrugerrådet lavet en såkaldt branchedeklarering for elprodukter med klimavalg. Og den lever DONG Energy her op til. Der er tale om et produkt, der først og fremmest sender et signal om, at man som elkunde støtter op om målsætningerne om en mere klimavenlig energiforsyning. Og kampagnen er helt i tråd med produktet, siger Henrik Gunnertoft.

Det vil aldrig være muligt rent fysisk at levere strøm fra vindmøller direkte ud til stikkontakten i den enkelte husstand. Forbindelsen mellem vindmøllen og kunden skabes gennem såkaldte oprindelsesgarantier fra de pågældende VE-anlæg i tråd med brancheaftalen.
 
Læs hele branchedeklareringen, hvor de mange andre aftalepartnere blandt myndigheder og NGO’er også fremgår