Nyhed

Studerende bygger fremtidens energiskabende boliger

Mere end 30 studerende fra DTU kæmper for Danmark i konkurrencen Solar Decathlon Europe i Paris og har designet et hus, der producerer 240 procent mere energi, end det bruger.

Konkurrencen om at skabe fremtidens mest energirigtige bygninger er i fuld gang.

Danmarks Tekniske Universitet, DTU, repræsenterer Danmark, og over 30 studerende fra universitetet er rejst til Versailles syd for Paris, hvor de har opført deres bud i den internationale konkurrence Solar Decathlon Europe 2014.

Her kæmper 20 udvalgte universiteter fra Europa om at designe, konstruere og ikke mindst bygge det bedste energiplus-hus, som udelukkende forsynes med energi fra solens stråler. Et hus som endda producerer mere energi, end det forbruger.

Bidraget fra DTU hedder EMBRACE og er en bolig designet til familier på 2-3 personer. Ideen med EMBRACE er at skabe en billig og smart energiplus-bolig, som samtidig dæmmer op for boligmanglen i København.

Dette vil teamet fra DTU gøre ved at bygge boliger og fællesarealer oven på allerede eksisterende bygninger, som alligevel skal renoveres. Hele den eksisterende bygning overdækkes af et stort transparent skjold, hvori der integreres solceller og solpaneler.

DTU har selv designet skjoldet, som består af store glasplader, hvori solceller er sporadisk fordelt. På den måde lader skjoldet stadig solen komme igennem samtidig med, at det udnytter solstrålerne til energi. Og energi bliver der produceret meget af.

- Vores hus producerer 240 procent mere energi, end det forbruger. Tanken er, at den overskydende strøm videreføres til værtsbygningen (den bygning EMBRACE bygges på, red.), som på den måde får billig strøm i stikkontakten, fortæller Patrick Olesen fra DTU Compute.

Til konkurrencen er det dog Schneider Electric, der modtager den overskydende strøm, og som blandt andet bruger den til at oplade elbiler.

Konkurrencen løber til den 14. juli, og priser i forskellige kategorier bliver uddelt løbende. Indtil videre har team-DTU blandt andet opnået en fjerdeplads i kategorien Urban Design, Transportation & Affordability.