NyhedEuropa

Historisk håndslag: Nu skal vi dele strøm med Holland

Danske Energinet.dk og den tilsvarende systemansvarlige i Holland, Tenne-T, har i dag underskrevet leverandørkontrakter på nyt elkabel fra Holland til Danmark. Det vil om få år bidrage til, at Norden i fremtiden kan levere endnu mere vindstrøm til Europa og samtidig fremme den grønne omstilling.

Projektet med at anlægge et undersøisk højspændingskabel mellem Danmark og Holland, det såkaldte COBRA-kabel, passerede i dag en milepæl. Det skete, da de to systemoperatører, Energinet.dk og hollandske TenneT, indgik aftaler med leverandørerne om kablets opførsel.

- Vi er rigtigt glade for, at de sidste store kontrakter i COBRA-projektet nu er kommet på plads siger Carsten Chachah, chefkonsulent i Dansk Energi: - for det er en forbindelse, vi har akut brug for.
 
Elkablet mellem Danmark og Holland gør det muligt at eksportere strøm, når vi selv producerer for meget, og importere strøm når vi ikke har nok.  Da mere end 42 procent af vores strøm i 2015 kom fra vindenergi, og med målet om 50 procent vind om blot 4 år, er velfungerende udlandsforbindelser helt afgørende for den grønne omstilling i Danmark, fortæller Carsten Chachah:
 
- Vi har brug for forbindelser som COBRA til at øge værdien af den strøm, vi skaber med vedvarende energi. Vi skal sideløbende øge elektrificeringen af vores indenlandske elforbrug, men med forbindelsen til Holland udnytter vi eksportpotentialet i den grønne strøm.

Hvert år mister Norden et trecifret millionbeløb i eksportindtægter, fordi forbindelsen fra Jylland til Tyskland ofte er blokkeret. Det skyldes interne flaskehalse i Tyskland. COBRA-kablet ventes på længere sigt at afhjælpe en del af problemet, men det er dog stadig vigtigt at fokusere på at bruge de eksisterende forbindelser bedst muligt, påpeger Carsten Chachah.
 
COBRA-link bliver et ca. 350 km langt jævnstrømskabel, der udgår fra Endrup, syd for Esbjerg. Kablet, der forventes klar i 2019 kan bære 700 MW. Dermed kan kablet im- og eksportere, hvad der svarer til 700.000 husstandes forbrug. Samtidig indrettes forbindelsen, så den i fremtiden kan tilsluttes nye havvindmølleparker i området.

Projektet er opkaldt efter den berømte avantgarde-kunstnerbevægelse bosat i København, Bruxelles og Amsterdam i 1950’erne, som blandt andet omfattede danske Asger Jorn.