Nyhed

"Smart brug af data kan blive dynamit under energisystemet"

De tekniske hindringer for at styre elforbrug hos kunder, hvad enten det drejer sig om store og små varmepumper, spildevandsanlæg, køleanlæg i supermarkeder, væksthuse, sommerhuse med swimmingpools eller elbiler, er ved at værre ryddet afvejen. Hvis politikerne ønsker et optimeret energisystem, kan de få det.

 Sådan lyder en af konklusionerne fra en workshop om smart dataanvendelse afviklet af Branchefællesskab for Intelligent Energi.

- Vi har mange af værktøjerne i dag og kan sammen med firmaerne udføre det i morgen. Danmark har infrastruktur og viden til at gøre det, og det vil være ærgerligt, hvis vi ikke bliver ’first mover’, mener professor Henrik Madsen fra DTU, der bl.a. leder kæmpeprojektet CITIES-projektet (Centre for IT-Intelligent Energy Systems in cities).

Henrik Madsen er i løbende dialog med EU-kommissionen om rammerne for et intelligent energisystem, og han vurderer, at lydhørheden er betydelig. Derfor haster det med at få ændret det danske afgiftssystem, der er en seriøs barriere, hvis vi skal kunne høste de fordele, der er forbundet med at være først, vurderer professoren.

Med CITIES og andre projekter er det lykkedes for DTU og en lang stribe samarbejdspartnere at vise, hvordan data fra den virkelige verden kan udnyttes bl.a. til et samspil med fluktuerende el-produktion fra vindmøller og solceller samt til dialog med bolig- og bygningsejere om energieffektiviseringer.

At det handler om at aktivere data kan direktør Christian von Scholten fra NorthQ, der sælger varmestyrings- og elstyringspakker, tale med om:

- Vi har snakket om Home Automation i 15 år uden, at det er slået igennem, fordi det ikke har skabt værdi for slutbrugeren. Data er dynamit i det her, og med engrosmodellen kommer der til at ske ting og sager, siger han.

Christian von Scholten påpeger, at der ikke er ret mange penge at spare for familier ved at skifte elselskaber. Derfor vurderer han, at de el-handelsselskaber, der forstår at udnytte data og ’bundle’ energi med andre ydelser til glæde for kunderne, kommer til at stå stærkt i konkurrencen