Elbil

Forsigtig elbil-optimisme trods lav oliepris

Selvom benzinprisen sætter bundrekorder i disse dage, og elbilerne nu skal betale registreringsafgift, så er der stadig optimisme i elbilbranchen. I hvert fald når det gælder den lidt længere tidshorisont. Det skriver finans.dk i dag.

- Lige nu er de lave benzinpriser og de nye afgifter på elbilerne en udfordring for branchen. Men prisen for en liter benzin skal ned omkring 6 kroner, før driftsudgifterne for de traditionelle biler kan konkurrere med elbilerne, lyder det fra Lærke Flader, der er branchechef i Dansk Elbil Alliance.

Hun fremhæver især fremkomsten af billigere batterier med længere rækkevidde, og udsigten til at elbiler inden for få år kan oplade 150 kW eller 3 gange hurtigere, end hvad der i dag betragtes som hurtigopladning. Desuden er vedligeholdelsesudgifterne til elbiler 20-30 procent lavere end for traditionelle biler, fordi de er opbygget mindre kompliceret.

- Batterierne til elbiler bliver mindre og bedre samtidig med, at priserne falder overraskende hurtigt, så bilernes rækkevidde bliver væsentligt længere, end vi hidtil har set uden at bilpriserne stiger.

- Det er også derfor, der kommer mange nye elbiler på markedet nu, så selv om der er sten i skoen for elbiler i Danmark, er der i den grad grund til optimisme for elbilmarkedet, siger Lærke Flader.