Fibernet

Nyt samarbejde viser vej mod bedre bredbånd

Vejen mod bedre bredbånds- og mobildækning for borgere og virksomheder i Region Sjælland bliver nu forbedret med et nyt samarbejde, der betyder, at regionens 17 kommuner samt Dansk Energi og Teleindustrien, går sammen i et såkaldt Digitalt AktionsForum. Det skal gøre det nemmere at etablere nye master og sætte spaden i jorden til bedre bredbånd. Det skriver Nyhedsbureauet Ritzau.

Det konkrete produkt af samarbejdet er i første omgang en aftale om retningslinjer for en fælles grave- og mastepolitik på tværs af de 17 sjællandske kommuner. Dansk Energi er tilfreds med aftalen, og kalder samarbejdet for et vigtigt første skridt på vejen mod at få fremmet udbredelsen af bedre bredbånd i hele landet.

- Arbejdet med Region Sjælland og de 17 sjællandske kommuner viser med al tydelighed, at vejen til at udbrede bedre bredbånd er brolagt med samarbejde og dialog. Vi har alle haft en gensidig interesse i at få gjorde det lettere og mere attraktivt at etablere den grundlæggende digitale infrastruktur. Med Digitalt AktionsForum sætter vi os sammen og taler om, hvordan vi får løst problemerne, siger Thomas Woldiderich, der er telepolitisk branchechef i Dansk Energi.

Dansk Energi mener, at det nye forum er et mønstereksempel på samarbejde mellem private og offentlige interessenter. En samarbejdsform, der er afgørende for udbredelsen af bedre bredbåndsforbindelser i Danmark.

- Vi håber, at arbejdet kan inspirere andre og sætte yderligere gang i hjulene rundt om i resten af landets regioner. Med 5 regioner og 98 kommuner er der jo mange forskellige måder at gøre tingene på, og ingen siger, at der er én rigtig løsning. Men der er helt sikkert en masse dybe tallerkener derude, og nogle af dem er så det, vi har forsøgt at få på bordet i Digitalt AktionsForum, siger Thomas Woldiderich og fortsætter:

- Det er dog vigtigt også at understrege, at lykken ikke alene er gjort med fælles retningslinjer. Der skal langt flere værktøjer til at sikre bredbåndsdækningen. Det har vi jo også set med den nyligt etablerede bredbåndspulje fra regeringens side og BoligJobordningen, som også giver mulighed for at få fradrag, hvis man bliver tilsluttet en ny bredbåndsforbindelse, slutter Thomas Woldiderich.