Elbil

Hurtigladere til elbiler fremtidssikres

Danske CLEVER, der udbyder ladeløsninger til elbiler, vil fra næste år installere hurtigladere til elbiler med tre gange større effekt end hidtil. Dermed begynder udrulningen af ladestandere, der er tilpasset flere elbiler med større rækkevidde.

Den danske udbyder af ladeløsninger til elbiler, CLEVER, meddelte mandag, at man fra 2017 vil begynde at installere ladestandere, der kan lade moderne elbiler med op til 150 kW. Det svarer til gennemsnitsforbruget for ca. 300 danske parcelhuse og er tre gange mere end de hurtigladere, der i dag er installeret ved trafikknudepunkter over hele Danmark – når man altså ser bort fra de særlige Superchargere, der lader Teslas biler med op til 120 kW.

Dermed rustes Danmarks infrastruktur til fremtidige elbilmodeller, der kommer med støt voksende batteripakker og følgelig behov for højere ladeeffekter.

Mens elbiler som Citroën C-Zero for nogle år siden blev leveret med batteripakker på ca. 16 kWh, er det i dag almindeligt med væsentligt større batteripakker.

Eksempelvis blev Kia Soul EV lanceret i 2015 med 27 kWh batteri, den populære Nissan Leaf er blevet opgraderet til 30 kWh og Chevrolets nye elbil, Bolt, ventes i 2017 med 60 kWh. Tesla model S leveres allerede i dag med mindst 70 kWh.

CLEVER, der ejes af energiselskaberne SEAS-NVE, SE, NRGi, EnergiMidt og Energi Fyn, fortæller samtidig, at enkelte nye ladestandere er klar til at lade med helt op til 300 kW, såfremt de bliver efterspurgt af kommende bilmodeller.