Nyhed

Briter vil lære af dansk vindhåndtering

Torsdag gæstede det britiske parlaments energiudvalg Dansk Energi for at lære om, hvordan danske energiselskaber arbejder med at integrere vedvarende energi i elnettet.

Danmark er kendt vidt og bredt for effektivt at integrere store mængder vedvarende energi, især vindkraft, i elsystemet – vel at mærke uden at den svingende produktion går ud over kundernes spændingskvalitet.

Derfor har Danmark også været et naturligt valg for det britiske parlaments energiudvalg, ECCC, der onsdag og torsdag var på studietur i Danmark, som del af deres vidensindsamling om vedvarende energinetværk. Foruden møder med blandt andet Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, DONG Energy og Energinet.dk, lagde udvalget vejen forbi Dansk Energi.

Her modtog administrerende direktør Lars Aagaard og forsknings- og teknologi-direktør Jørgen S. Christensen udvalget til en diskussion af danske og britiske energiforhold.

- Storbritannien er kommet et pænt stykke ned af den vej, Danmark har banet, når det kommer til vindkraft. Inden længe vil de få de samme udfordringer som os med at anvende den grønne strøm som effektiv erstatning for fossile brændsler i for eksempel transporten og i opvarmning , fortæller Lars Aagaard efter mødet:

- Både Danmark og Storbritannien kan også få endnu mere gavn og værdi ud af denne vedvarende energi ved at koble vores markeder fysisk sammen med det såkaldte Viking Link, og ved at koordinere vores havvind-udbygning bedre rundt om Nordsøen. Det vil gavne elkunder og producenter i begge lande.

Foruden den fysiske udveksling af strøm over grænser, viste det britiske energiudvalg stor interesse for, hvordan vi i Danmark arbejder med at udvikle et fleksibelt elmarked, der kan anvende energien, når den er rigelig. Her er Danske Energi projektpartner i et af Europas største smart grid-projekter, EcoGrid 2.0, hvor 2000 bornholmske husstande indgår.

Relaterede links