NyhedSamlehal vindmølle

Behov for eksportstrategi for energiteknologi

Danmark eksporterer årligt energiteknologi for et tocifret milliardbeløb, og med en ambitiøs aftale ved COP21 i Paris er potentialet for dansk teknologieksport endnu større. Derfor må vi allerede nu formulere en klar politisk strategi for, hvordan vi bevarer vores internationale førerposition, som foreslået af DI Energibranchen, mener Dansk Energi.

I 2014 eksporterede danske virksomheder energiteknologi for mere end 74 mia. kroner til omverden, og vi eksporterer stadig mere for hvert år. Især er vi internationalt kendt for grønne energiløsninger. Ikke blot for vindmøller og varmepumper, men også for meget andet, såsom energieffektive pumper, effektelektronik, isolering, termoruder og rådgivning. Samlet er eksporten af grønne energiteknologier mere end firedoblet siden 2000.

Med en ambitiøs klimaaftale i Paris i december ventes den globale efterspørgsel efter energiløsninger at stige. Men der bliver også mange om buddet, og derfor må Danmark arbejde målrettet og intelligent for at vinde ordrerne, når eksempelvis Kina, Indien, USA, Brasilien, Sydafrika skal indfri løfterne fra Paris.

- Danske virksomheder er fortsat dygtige til at udvikle, demonstrere og sælge produkter, men konkurrencen skærpes, når det ikke blot er vores nærmarkeder i Tyskland og Sverige, vi skal konkurrere på. Derfor har vi behov for en samlet eksportstrategi for energibranchen, der giver overblik over eksisterende tiltag og identificerer nye muligheder for eksportfremme, fortæller Anders Stouge, vicedirektør i Dansk Energi.

Dermed støtter Ander Stouge et debatindlæg fra DI Energis branchedirektør, Troels Ranis, der onsdag efterlyste en eksportstrategi i et debatindlæg i Altinget.

- En eksportstrategi hviler på tre ben. Initiativer som State of Green, der fremviser de danske løsninger er et vigtigt ben i eksportindsatsen. Men vores markedsføring nytter ikke noget, hvis vores hylder kun har varer, hvor udløbsdatoen er nært forestående, siger Anders Stouge:

- En målrettet forsknings- og udviklingspolitik, efterfulgt af en ambitiøs udrulning af nye, effektive teknologier i hele samfundet er to lige så vigtige ben. Det betyder, at afsætningen i fremtiden er definereret af vores energipolitiske rammebetingelser – eksempelvis af, hvordan vi behandler vores forsyningssektorer. En strategi må derfor nå hele vejen rundt.

Han glæder sig over, at energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt denne uge gentog ønsket at fastholde Danmarks førerposition inden for energiforskning.