Nyhed

Dansk vindstrøm sætter ny rekord

De danske vindmøller leverede i året, der er gået, hvad der svarer til 42,1 procent af strømmen i danskernes stikkontakter. Det viser nye tal fra Energinet.dk. Dermed går vi nu ind i en ny fase, der først og fremmest handler om, at vi skal blive bedre til at bruge den grønne strøm, mener Dansk Energi.

Danmark er helt i front, når det kommer til vindmøllestrøm. Det er der god grund til at være stolt af, men det kalder også på politisk handling. Sådan lyder det i dag i både Radioavisen og P1 morgen, der sætter fokus på Danmarks nye vindrekord.

- Vi er glade og stolte af energiselskaberne, der investerer og hver dag arbejder målrettet for at producere grøn strøm til danskerne, siger administrerende direktør i Dansk Energi, Lars Aagaard, til DR Nyheder.

Ifølge Lars Aagaard er det nu politikernes tur til at bakke op om energiselskabernes flotte resultater. Den grønne strøm skal bruges til mere, og her er energiafgifterne en stopklods, som Christiansborg skal have gjort noget ved hurtigst muligt.

- Vores grønne el beskattes i dag langt hårdere end eksempelvis gas og olie. Det giver ingen mening, når nu vi alle sammen er enige om, at vi skal bruge grøn strøm til mere. Derfor er vores opfordring til politikerne, at de hurtigst muligt skal få set på vores energiafgifter, så vi kan få sat turbo på brugen af strøm i blandt andet varme- og transportsektoren, siger Lars Aagaard til DR Nyheder.