SolenergiSolceller Parcelhuse

Solidarisk betaling for brug af elnettet

Energitilsynet har sidste år bestemt, at solcellerabatten på elnettet skal udfases, fordi andre kunder ikke længere skal hæfte for solcelleejernes brug af elnettet. Ændringerne træder i kraft den 1. april 2016 og betyder, at husholdninger, med solceller, nu skal betale den såkaldte almindelige nettarif, samt en rådighedsbetaling på 65 kroner eksklusive moms om året og et abonnement.

Det er især i denne tid, hvor termometeret er en del under nul, at danskerne trækker maksimalt på elnettet, forklarer Dansk Energi om behovet for, at alle kan trække på elnettet, og derfor også må betale til det.
 
- Lige som motorveje er bygget til at kunne håndtere myldretid, er vores elnet det også. Samtidig har vi en regulering af betalingen til elnettet, der betyder, at alle skal betale for deres brug af nettet, siger Filip Marott Sundram, der er afdelingschef i Dansk Energi.
 
Dansk Energi gør opmærksom på, at elnetselskabernes indtægter ikke øges i forbindelse med ændringerne, men at det alene betyder, at elkunder uden solceller ikke længere betaler for, at solcelleejere også bruger nettet.