PSO

Bekymring over udenlandsk adgang til danske støttekroner

Energi-, forsynings og klimaministeren er i gang med at vedtage en lov, som betyder, at danske elkunder skal betale for solcelleanlæg i udlandet. Det skriver Børsen i dag. I første omgang er udbuddet begrænset, men ideen om at sende danske støttekroner til udlandet er også i spil som løsning på PSO-problematikken. Det bekymrer Dansk Energi, hvis der ikke følger gensidighed med i udbud over grænserne.

Hvis danske elkunder skal betale for en grøn omstilling i udlandet, uden at Danmark får noget retur, risikerer man at miste danskernes opbakning til at finansiere den grønne omstilling.

- Problemet er, at danske elkunder betaler for en grøn omstilling, som foregår i udlandet. Det kan man leve med, hvis udlandet er med til at betale den grønne omstilling, der foregår i Danmark. Men hvis det ikke sker, er det svært at se, at den her model kan virke i stor skala, siger Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi til Børsen.

Inden 2016 er omme, skal et nyt PSO-system ligge klar, fordi EU-Kommissionen har dømt det eksisterende konkurrenceforvridende. To modeller er i spil: At flytte finansieringen over på finansloven, og at danske støttekroner skal gå til vedvarende energiprojekter i for eksempel Tyskland, Holland og Polen.

- Kommissionen kræver, at enten sættes PSO-afgiften på finansloven, eller også åbner vi massivt op for at sende støttekroner ud af landet. Ved det sidste taler vi ikke længere om et par millioner kroner. Så taler vi om flere hundrede millioner kroner, siger Lars Aagaard til Børsen. Han ser hellere, at PSO-afgiften flyttes fra elregningen over på finansloven.

Energi-, forsynings- og klimaministeren understreger, at der i det lovforslag, som Folketinget behandler netop nu, er tale om et meget begrænset udbud på solceller. Ministeren har dog forståelse for bekymringen over at sende danske støttekroner ud af landet som en løsning på PSO-problematikken.

- Ja, den kritik forstår jeg da godt. Det er også derfor, jeg er betænkelig ved, at åbningsløsningen skal være en generel løsning, udtaler Lars Chr. Lilleholt til Børsen.