Elbil

Fokus på flere elbusser

Hvordan ser fremtiden ud for elbusser i Danmark? Det sætter Dansk Elbil Alliance fokus på den 11. maj, hvor de inviterer til konference om udbredelse af elbusser i Danmark. Konferencen bliver holdt i Odense Congress Center, der samme dag er vært for den store El- og teknikmesse.

Dansk Elbil Alliance glæder sig til at sætte elbusser på dagsordenen sammen med de vigtigste danske aktører og partnere.

- Elbusser er midt i en rivende udvikling i hele Europa. Mange storbyer har udskiftet eller er i gang med at udskifte hele buslinjer med elbusser og opladningshybridbusser, og i år starter en række serieproduktioner af elbusser hos flere større producenter. Derfor har jeg store forventninger til, at fremtidens grønne busser kører på el i Danmark, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.

Konferencen byder på en række forskellige indlæg fra branchen om forrentningsmodeller og ladeinfrastruktur. Derudover præsenterer Movia sine planer for elbusser i deres flåde, ligesom Aalborg Kommune fortæller om deres planer for en grøn BRT-løsning i stedet for den aflyste letbane.

- Forretningsmodellen for elbusser er anderledes end for dieselbusser, og dermed forudsætter elbusser også samarbejde mellem nye partnere. Dansk Elbil Alliance byder derfor velkommen til en konference som sætter fokus på hele værdikæden og samarbejdet mellem nye aktører, siger Lærke Flader.

Se programmet for konferencen