Nyhed

Søkabel til England er historisk beslutning

Energinet.dk vil anlægge et søkabel fra Jylland til England, der for første gang knytter det danske elmarked til det britiske. Det er en historisk beslutning, der vil forbedre den danske forsyningssikkerhed og samtidig øge værdien af den danske elproduktion. Derfor bør regeringen give grøn lys til planen, mener Dansk Energi.

Energinet.dk har netop truffet beslutning om at søge tilladelse til at opføre den såkaldte Viking Link-forbindelse, der efter planen vil forbinde Jyllands elnet til det engelske, 740 kilometer mod vest, fra 2022. Forbindelsen vil komme både producenter og forbrugere til gode, når elmarkederne kobles tættere sammen.

- Viking Link-kablet bliver en vigtig korridor, der kommer både producenter og forbrugere til gode, fortæller Stine Leth Rasmussen, afdelingschef i Dansk Energi.

- Briterne kan se frem til at koge tevand med strøm fra danske vindmøller. Det giver samtidig en stor eksportindtægt til Danmark, da prisen på el i Storbritannien generelt er højere. Dermed øges værdien af de investeringer, vi allerede har foretaget i Danmark.

Selvom den større efterspørgsel ventes at hæve elprisen på det danske marked en smule, så sparer kunderne til gengæld på systemtariffen, der betaler for selve elsystemet, og på støtten til grøn energi:

- Producenter kan sælge strøm til en højere pris og forbrugere får en besparelse på elregningen, når de skal betale færre støttekroner til den vedvarende energi og til at få elsystemet til at fungere, herunder til back up-reserver.

Beregninger fra Konsulenthuset EA Energianalyse viser, at forbindelsen medfører en gevinst på 5,6 mia. kroner for samfundsøkonomien i form af blandt andet eksportindtægter.

Planerne om Viking Link-kablet, der sammen med tilhørende netforstærkning i Jylland beløber sig til cirka i 11 mia. kroner skal nu godkendes formelt af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt inden Energinet.dk kan gå videre.

Viking Link-kablet er sammen med det såkaldte COBRA-kabel fra Jylland til Holland på EU's liste over infrastrukturprojekter, der bør gives særlig prioritet, den såkaldte PCI-liste.