Varmepumpe

Varmepumper på abonnement: Starten på noget stort

Danske familier uden for den fælles varmeforsyning får nu en håndsrækning, når ny pulje til varmepumper på abonnementsordning udrulles. Modellen har store perspektiver både for husejere og for de deltagende virksomheder.

1750 danske familier med oliefyr kan se frem til billigere og grønnere varme, efter regeringen fredag udrullede 25 mio. kroner til at støtte eldrevne varmepumper i områder uden fælles varmeforsyning.
 
Puljen, der tildeles fem virksomheder, skal samtidig skabe de første erfaringer med nye forretningsmodeller for, hvordan private kan få en varmepumpe uden at skulle foretage den relativt store éngangsinvestering. I stedet bliver de nye varmepumper udbudt efter en abonnementsordning. Derved kan driftsbesparelsen over nogle år betale selve pumpen. Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi, roser ordningen:
 
– Ny, effektiv teknologi som varmepumper og elbiler kendes jo på at være en større investering, der betaler sig hjem over driften. Desværre fører det ofte til at danskerne vælger ineffektive løsninger. Derfor er vi glade for, at danske familier kan få en håndsrækning til den samfundsøkonomisk set bedste løsning, uden at det bliver en stor udskrivning, siger han til EnergiWatch.
 
Typisk skal varmepumpe-kunderne betale et mindre beløb ved anskaffelsen, og så betale en løbende varmeregning, der altså bliver all inclusive. Og fordi varmepumper er meget effektive sammenlignet med oliefyr, vil det alligevel ikke være urealistisk at spare omkring 25 procent på varmeregningen, oplyser Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.
 
– Man kan sige, at energiløsninger nu træder ind i app-økonomien, hvor man abonnerer på varme som en service, lidt ligesom Netflix eller grønt fra Aarstiderne. Det tror jeg, der er en stor fremtid i, også for de virksomheder, der udvikler de gode forretningsmodeller. Det her kan være starten på noget rigtigt stort – for det er langt fra kun i Danmark, at husejere efterspørger billig og grøn varme, fortæller Lars Aagaard.
 
Selvom antallet af oliefyr i private danske hjem generelt er faldende, er der stadig cirka 140.000 aktive oliefyr tilbage i Danmark ifølge Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.