Færger, busser, biler og varme på el kan løfte stor del af klimamål

Når Danmark efter alt at dømme skal skære i størrelsesordenen 35 mio. tons CO2 af udslippet i de ikke-kvoteomfattede sektorer i perioden 2021-2030, kan en ambitiøs elektrificering af transporten og opvarmning løfte omkring halvdelen af CO2-reduktionen. Det viser en ny analyse fra Dansk Energi, og det betyder alt andet lige, at byrden bliver mindre for landbruget. Men det kræver, at der kommer politik på plads, der fremmer elektrificeringen.

Som led i EU’s 2030 klimamål står Danmark til at få et krævende mål i de ikke-kvoteomfattede sektorer, det vil sige transport, landbrug, individuel opvarmning og dele af industriens energiforbrug.

Drivhusgasudledningerne vil skulle nedbringes med i størrelsesordenen 35 mio. ton over perioden 2021-2030 – eller mere end et helt år af Danmarks udledning fra de ikke-kvoteomfattede sektorer. En høj grad af elektrificering af opvarmning og transport kan imidlertid halvere behovet for ekstra reduktioner. Det har Dansk Energis analyseafdeling beregnet.

– Danmark kommer sandsynligvis til at skulle løfte en stor klimaindsats på det ikke-kvoteomfattede område. En markant øget brug af el i vores transport og opvarmning kan levere et betydeligt bidrag. Når der høstes reduktioner ved at bruge el fremfor olie og gas, så er der både mindre behov for reduktioner i landbruget, som er konkurrenceudsat, og mindre behov for køb af udledningstilladelser i andre lande, siger Stine Leth Rasmussen, afdelingschef i Dansk Energi.

Hun påpeger, at indkøb af udledningstilladelser i for eksempel østeuropæiske lande kan være en billig strategi for at opfylde målet på den korte bane. Men på lang sigt kan det blive dyrt at skubbe problemet foran sig, idet Danmark også vil stå overfor skrappe EU-reduktionskrav efter 2030.

Desuden vil elektrificeringen bidrage til at fortrænge benzin, diesel, naturgas og fyringsolie, og dermed understøtte det langsigtede mål om, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler i 2050. Derfor kommer politikerne ikke uden om, at der skal investeres i nye teknologier.

Elektrificeringen af togdrift, tung transport, biler, busser og færgetransport kan levere godt halvdelen af de i alt 18 mio. ton CO2, der fjernes over perioden 2021-30 i et ambitiøst elektrificeringsscenarie. Store varmepumper fremfor naturgas i den decentrale fjernvarme og mange flere individuelle varmepumper i stedet for olie– og gasfyr kan levere den anden halvdel.

– Man skal huske, at et oliefyr som skiftes til en varmepumpe tidligt, vil levere CO2-besparelser hvert eneste år i perioden 2021-30. Det taler for at komme i gang - særligt de steder, hvor teknologierne er modne og omkostningerne lave, understreger Stine Leth Rasmussen.

Udfordringen er imidlertid, at det aktuelle tempo i elektrificeringen ikke er ambitiøst nok. Og hvis det bliver realiteten, så vil reduktionen kun være i størrelsesordenen en mio. tons CO2 over perioden, viser beregningerne fra Dansk Energis analyseafdeling.

– Selvom der er bred politisk opbakning til, at vi skal sætte strøm til både transport og opvarmning, så er der langt igen i forhold til at få indsatsen i gang. Det kræver, at der bliver justeret på bilafgifter, bussers afgifter, elafgiften for bare at nævne nogle få politiske håndtag, som er nødvendige at skrue på, forklarer Stine Leth Rasmussen.