Konference

Energipolitisk Konference: Bredt ønske om bred energiaftale

Der er godt kog under gryderne, hvor analyser, strategiske overvejelser og ideologi langsomt men sikkert dampes ind til den bouillonterning, regeringen i det nye år vil præsentere som udspillet til den næste danske energiaftale.

Det var i hvert fald indtrykket, da DI Energi og Dansk Energi torsdag samlede branche, embedsværk og organisationer til Energipolitisk Konference i København. Her gav repræsentanter fra energibranchen, industri og investorer deres bud på, hvordan den næste energiaftale skal se ud, hvis sektoren fortsat skal levere vækst og velstand.

Blandt oplægsholderne tegnede sig en enighed om nogle af de udfordringer, energi- og vækstpolitikken skal løse: Danmark skal kunne tiltrække og fastholde kompetencer, styrke forskning og udvikling – og sikre den langsigtede investeringshorisont.

- For nettet skal vi finde en regulering, der kan favne, at vores investeringshorisonter rækker over 40 år. Og jeg ved godt, vi aldrig får 40 års transparens. Men det er bare de tilbagebetalingstider, vi ser på. Derfor er vi nødt til at sikre et langsigtet paradigme, forklarede Niels Duedahl, adm. direktør i SE, fra podiet.

Heldigvis lyder det til, at nogle af branchens bønner bliver hørt. I hvert fald kunne energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt i sit oplæg bekræfte, at han da ønsker en bred politisk aftale. Ligesom statsminister Lars Løkke Rasmussen gjorde det, da han tirsdag åbnede Folketinget. Samtidig, forklarede ministeren, at han i den nye aftale vil adressere energiafgifterne:

- Det er mit mål, at vi med den nye energiaftale ændrer på de skæve energiafgifter. Vi vil gerne have et afgiftssystem, der fremmer elektrificeringen, sagde Lars Christian Lilleholt, som også gentog sit ønske om at afskaffe elafgiften – det er bare lige det med at finde finansieringen, der er udfordringen, fortalte ministeren.

Og næste energiaftale bliver en bred én af slagsen. I hvert fald, hvis det står til De Radikales energiordfører, Ida Auken, som gav sin vision for udfaldet af forårets forhandlinger:

- Jeg tror på et bredt energiforlig. Og det er jo også fordi I i branchen støtter det. Det er vigtigt at understrege, at det hjælper, når vi går til forhandlingsbordet.

Erhvervs- og Vækstminister Brian Mikkelsen roste i sit oplæg energibranchen, som er en vigtig erhvervsstyrke i Danmark. Han lagde vægt på vilkårene for, at vi i Danmark fortsat har et stærkt iværksætter- og erhvervsmiljø, der fordrer investering og udvikling.

- Jeg er enig i, at vi skal satse mere på forskning. Og det skal netop være mere strategisk forskning, af den slags, der skaber eksportjobs og vækst, sagde Brian Mikkelsen.

Sidste på dagen kunne Dansk Energis adm. direktør, Lars Aagaard, runde af med sine ønsker til, hvad Brian Mikkelsen og resten af regeringen skal opfylde, for at energisektoren fortsat kan levere vækst og velstand i Danmark:

- Jeg vil bede dig, Brian, og regeringen om at arbejde for fem K’er: Kapital skal have ordentlige rammer. Kompetence skal være tilgængelig for virksomhederne. Konkurrencen skal være i højsædet. Myndigheden skal udøves med høj kvalitet – og så skal der være konsensus om vores energipolitik, så vi får de langsigtede rammer, branchen efterspørger, sagde Lars Aagaard.

Energipolitisk Konference 2017 blev afholdt af Dansk Energi og DI Energi torsdag 5. oktober i Industriens Hus i København.