Siden maveplaskeren i København er pulsen forsvundet fra troen på det store klimapolitiske gennembrud, der ændrer den kurs, verden er på. Ja, det er kommet så vidt, at få orker at blive rigtigt sure, når Bolivia siger noget om, at kapitalismens skal afskaffes, eller Saudi Arabien sætter spørgsmålstegn ved, at verden bliver varm af al den olie, vi brænder af.
Der er ellers grund til at være bekymret. Det ved de fleste vel. Vi har hørt klagesangen, advarslerne, vi har set is, der smelter, isbjørne der leder efter en isflage og endnu en afrikansk tørke kata-strofe. Vi ved det godt.
Men er du klar over, at hvis ikke noget ændrer sig, vil vi om 5 år have bygget så mange kulkraftværker og cementfabrikker, købt så mange biler, bestilt så mange supertankere, at døren er ved at blive smækket i med et enormt brag i forhold til at holde verdenstemperaturen bare nogenlunde i ro. 5 år er ikke lang tid med det tempo beslutningerne tages ved de årlige klimatopmøder.
Igen i år sidder repræsentanter for verdens største økonomier og skændes om, hvorvidt kommissoriet for den dagsorden, de har arbejdet på et helt år nu, tillader konklusioner, der fører frem til en politisk beslutning, eller om uenighederne skal gemmes af vejen og behandles til næste år.
Næste år. Og til næste år vil de nok gentage den sang. Obama har intet at tilbyde verden, de kraftigt voksende økonomier i Asien vil gerne, men først når andre tager et initiativ, EU har vel tæt på opgivet. Sådan er situationen, mens vi sikkert er på vej mod en meget varmere verden.
De dage tænker jeg, at Danmark og EU skal smide håndklædet, at vi skal opgive at handle og en-gagere os – for det nytter jo ikke noget.
Men men. Det holder jo ikke. Hvis vi som samfund eller som individ ikke længere vil kæmpe for en bedre verden, hvis vi opgiver troen på, at menneskeheden kan skabe en bedre fremtid, hvis vi forlader troen på, at vi sammen med andre mennesker og lande kan finde veje til at lægge bånd på det enorme træk på naturens ressourcer, som vi alle medvirker til, så mister vi da en lille smule af os selv. Gu er det da naivt. Men er det ikke lige netop den naive trang til en bedre fremtid, som er den drivkraft, der skal få os fremad.
Og til dem der ikke falder for sådanne ideelle betragtninger så tænk lige over dette: I kraft af at verden ikke kan finde en fælles vej til at ændre vores forbrug af energi til den mere vedvarende del af slagsen, hvad tror du så er den mest sandsynlige fremtid? Er det en verden, hvor prisen på olie, gas og kul kommer til at stige eller falde? Ja godt gættet, prisen kender kun en retning, og det er op. Og det er faktisk godt nyt.
For med stigende priser på fossile brændsler vil markedet for alternative energiformer – vind, sol, vandkraft – vinde konkurrencekraft. Deres globale marked vil vokse, flere industrigiganter vil kæmpe om markedet – og så sker der en ting. Priserne falder på de grønne teknologier.
Det gælder derfor nu om, at EU skal holde fast i en offensiv klimapolitisk satsning. Vi skal uanset, hvad der sker i resten af verden, hæve det fælles europæiske reduktionsmål til 30% i 2020. Vi skal sætte turbo på investeringerne i vedvarende energi, og i de højspændingsledninger, som skal flytte vindkraften i nord og solenergien i syd til de mange menneske og industrivirksomheder, der ligger i Europas centrum.
Selvfølgeligt koster det penge. Men er det ikke lidt værd at bevare troen på en bedre verden og samtidigt sikre Europa mod den mest sandsynlige fremtid. En fremtid hvor prisen på konventionel energi – kul, olie og gas – vil stige.
Hørte du braget. Mon det var døren, der smækkede.