Søndag 11. december 2011, kl. 13.06
Sydafrika hamrer klimaaftale igennem
Af redaktør Jesper Tornbjerg
Dødtrætte ministre og embedsmænd i Durban blev her til morgen klokken lidt over fem mødt af en smuk, gryende morgensol, da de forlod kongrescentret i den sydafrikanske millionby. I deres tasker hjem fra COP17 medbringer de en klimaaftale under en ny Durban-platform.
Verdens nationer stiler nu mod at samle klimaindsatsen i én aftale, der gælder for alle, og som har en eller anden forpligtende juridisk form. Aftalen skal være forhandlet på plads senest på COP21 i 2015 og som skal implementeres i alle 195 medlemslande fra 2020.
Vedtaget er også en række tekster om Klimakonventionen og Kyoto-aftalens nærmeste fremtid, ligesom Den Grønne Klimafond bliver etableret Tyskland og sat i drift. Tyskland har tilbudt at være vært.
Alle COP17-vedtagelserne er bundet sammen i delikat balanceret pakke, som den sydafrikanske mødeleder med en blanding af ydmyghed, empati og håndfasthed hamrede igennem sent i nat. Flere lande med Bolivia og Nicaragua i spidsen forsøgte til det sidste at få ændret del-elementer, men de sidste fire timer af de 14 dage lange forhandlinger i Durban blev en demonstration af kraftfuld mødeledelse fra COP-president Maite Nkoana-Mashabane.
I et afgørende øjeblik på et langt uformelt (!) møde i fuld åbenhed vurderede hun, at hvis hun kunne give Indien og EU en indrømmelse hver, så kunne aftalen falde på plads. Parterne blev bedt om at blive i Plenar-salen og nøglepersonerne dannede cirkel – og fik omformuleret et par ord i Durban-platformen.
Omkranset af andre – fotograferende - ministre, embedsmænd og græsrødder lykkedes det parterne at blive enige. Efterfølgende brokkede Rusland sig over det procestekniske, men efter at være blevet rost og anerkendt af Maite Nkoana-Mashabane for sin åbenhed (om sine følelser, vel nærmest!), faldt også russerne ned på jorden.
Herefter åbnede det officielle møde i FN’s plenarforsamling, og her faldt mors ham-mer hårdt og hurtigt. I løbet af en times tid blev dokument efter dokument vedtaget.
Klokken lidt over fem lokal tid kunne repræsentanterne klappe af hinanden og vække de mange, der var faldet i søvn. COP17 var slut.
Tilbage nu står masser af hårdt arbejde de næste mange år. Der er ekstremt mange løse ender, men klimaforhandlingerne i Durban kommer til at skabe små og store æn-dringer i forhold til forebyggelse af udledninger af syv i stedet for seks drivhusgasser, i forhold til penge og teknologistrømme fra industri- til udviklingslande og i forhold til langsigtet internationalt samarbejde.
Bag det opnåede kompromis ligger stadig dyb uenighed om stort såvel som småt. Faktisk er uenighederne så omfattende, at formændene for begge centrale arbejdsgrupper (om konventionens fremtid og om Kyoto-protokollen) for egen regning sendte deres konklusioner videre til godkendelse i Planar-forsamlingen.
Kyoto-protokollen fortsætter i nogle år endnu, men om perioden bliver på fem eller otte år, vil først blive afgjort til næste år. Hvis der blive tale om fem år (2013-17), så vil der være et ’hul’ frem til 2020, og det skal en nu besluttet arbejdsgruppe analysere veje ud af.
I 2013-15 skal der laves en politisk, teknisk og videnskabelig analyse (review) af, hvordan udviklingen går i forhold til at nå et mål om at holde de globale temperaturstigninger på maksimum to grader. Og i 2014 udgiver FN’s klimapanel (IPCC) endvidere et samlet videnskabeligt over klimaets sande tilstand.
FN’s 18 klimakonference (COP18) foregår i det stenrige mellemøstlige olie- og gas-land Qatar til næste vinter. Inden da er verden mødtes til Rio+20-konference i Brasi-lien. Også her vil der blive talt om klima og energi, for der er stadig 1,3 mia. menne-sker, der lever uden strøm, og 2,7 mia. mennesker uden bare nogenlunde tidssvarende kogefaciliteter.
Søndag 11. december 2011, kl. 13.01
COP17 sender for svagt klimasignal
Af redaktør Jesper Tornbjerg
COP17-resultatet efterlader klodens klima for varmt og investeringsklimaet for koldt, mener Dansk Energi.
Durban har under COP17 genlydt af frasen ”save tomorrow today”. Men da det kom til stykket, havde verdens ledere svært ved at leve op til deres egne ord.
- COP17-aftalen er ikke et dokument, vi kan tage med i banken for at låne penge til den grønne omstilling af energiproduktionen, siger afdelingschef Charlotte Søndergren fra Dansk Energi.
Overordnet set blev der taget et skridt i Durban om at smelte det globale spor samt Kyoto-protokollen sammen i 2020. Kyoto-perioden forlænges med en anden forpligtelsesperiode fra 2013 og skal derefter gå over i et overordnet spor sammen med USA, Kina, Indien og resten af verden.
- Den gode nyhed er, at alle verdens lande nu har lovet hinanden, at de vil finde en måde, verden samlet set kan forpligte sig til at reducere udledningen af drivhusgasser. Men at lægge forpligtelsen otte år ude i fremtiden er at vende klimaet ryggen, siger Charlotte Søndergren.
COP17 har slået fast, at det overordnede spor skal udvikles i en roadmap frem mod 2015, og det skal træde i kraft efter 2020. Men hvis klodens tempaturstigning skal holdes under to grader opfordrer klimavidenskaben til, at verden skal handle inden 2015.
- COP17-aftalen skaber desuden stor usikkerhed om EU's mulighed for at udvide CO2-reduktionsmålet fra 20 pct. til 30 pct. inden 2020. Vi skal stramme målet for at få sat mere fart på udviklingen af energieffektive teknologier og vedvarende energi. Det betyder, at den danske regering under EU-formandskabet må knokle hårdt på, for at skabe den nødvendige sikkerhed om EU’s klimapolitik og dermed energisektorens investeringer, siger Charlotte Søndergren.
Fakta om indholdet i COP17-aftalen
- En Durban Platform, hvor der stiles efter et forpligtende resultat for alle verdens lande. Igangsættelse af en arbejdsgruppe, der fra starten af 2012 skal udarbejde et roadmap for proces, der skal besluttes i 2015 og træde i kraft og implementeres efter 2020.
- Definition af en anden forpligtelsesperiode under Kyoto-protokollen fra 1. januar 2013 til 31. december 2017 eller 31. december 2020. Omfattende EU, Schweiz, Norge og hvem, der ellers tilslutter sig. Beslutningen om længden af perioden udskydes til næste år.
- Debatten om at overføre overskydende varm luft fra gamle reduktioner fra 90’erne (AAU’er) udskydes til COP18.
- Etableringen af en grøn klimafond stadsfæstes med penge fra i-lande til u-lande. Den kortsigtede finansiering omfatter 30 mia. dollar i 2010-2012. Den langsigtede finansiering omfatter 100 mia. dollar pr. år fra 2020.
- Ny komite for klimatilpasning, ny komite for finansiering, et center for teknologioverførsel i støbeskeen, en politisk og videnskabelig analyse (review) i 2013-15, et arbejdsprogram for nye markedsbaserede mekanismer som supplement til kvotehandel og projektkreditter.
Lørdag 10. december 2011, kl. 23.28
Ørkenvandring i regnvejr
Af redaktør Jesper Tornbjerg
I Durbans gader siler regnen ned og vækker minder om begyndelsen på en syndflod. Over et døgn senere end FN’s 17. klimakonference i Durban skulle have endt, fortsætter stridighederne mellem verdens nationer.
Venezuela, Egypten, Kina, Bolivia, Nicaragua, Paraguay, Kenya… land efter land tamper i tale efter tale løs på de industrialiserede lande for ikke at leve op til deres historiske ansvar i forhold til reduktions af CO2-udledninger, for ikke at levere tilstrækkelige midler til udviklingslandene på længere sigt etc.
Stærkest i sin retorik har Venezuelas miljøminister, Claudia Salerno Caldera, været. Hun har i stærke vendinger afvist at tiltræde en aftale, som ’alle ved er dårlig’, ligesom hun anklager nogle af de industrialiserede lande for afpresning ved at holde en beslutning om oprettelse af Den Grønne Klimafond og en Kyoto II-periode tilbage som modydelse for støtte til en, mener hun, slap aftale om fremtidens fælles klima-regime.
- Vi sælger ikke Kyoto-aftalen for 100 mia. dollar, tordnede hun i vrede.
På manglende reduktion af udledninger er kritikken især rettet mod USA, der ikke deltager i Kyoto-aftalen, og Japan, Canada og Rusland, der ikke ønsker at deltage i en ny Kyoto-periode efter 2012.
Omvendt mener USA, at der er sket store fremskidt i Durban: Ny komite for klimatilpasning, ny komite for finansiering, et center for teknologioverførsel i støbeskeen, en politisk og videnskabelig analyse (review) i 2013-15, et arbejdsprogram for nye markedsmekanismer samt oprettelse af Den Grønne Klimafond og reduktioner fra de industrilande, der deltager i Kyoto-protokollen.
- En markant pakke, der bør nyde fremme, lød det fra USA’s chefforhandler, Todd Stern. Japan bakker det synspunkt op, mens EU uden begejstring siger ’ok’.
Diskussionerne frem mod kl. 23.45 sydafrikansk tid handlede ’kun’ om afrapportering fra den arbejdsgruppe, der nu i lang tid har beskæftiget sig med det langsigtede samarbejde (Klimakonventionen).
Tidligere på dagen har landene skændtes om afrapporteringen fra den arbejdsgruppe, der har givet bud på Kyoto-aftalens fremtid. Den rapport blev efter stærk kritik og uden en definition af, hvor mange år næste forpligtelsesperiode skal omfatte, sendt videre af mødelederen (på eget initiativ og ansvar) til Plenarforsamlingen.
Også rapporten om langsigtet handling blev – under vilde protester på en blanding af engelsk og spansk fra Venezuela – sendt videre på formandens initiativ og ansvar. Protesterne blev efter 10-15 sekunders øjneflakkende tøven ignoreret af mødelederen.
Rapporterne skal efter kl. 24 forelægges Plenarforsamlingen, og så starter mange af diskussionerne forfra. Bl.a. Malaysia og Egypten mener ligesom Venezuela, at fremtidsrapporten er så ringe, at der bør arbejdes videre ind i næste år.
Spørgsmålet er, om det i Plenum lykkes at blive enige om en ’balanceret’ (et ord, der går igen i alle taler) Durban-pakke – altså en pakke, der definerer en Kyoto II og bygger bro til en fremtid, hvor alle lande - rige som fattige - har pligt til at føre en ambitiøs klimapolitik med respekt for de enkelte landes meget forskellige udgangspunkter.
Durban-pakken skal også rumme tekst om Den Grønne Klimafond, der skal støtte udviklingslandene i forhold til tilpasning til klimaforandringer og forebyggelse af udledninger. Endelig skal der i pakken være en samlende konklusion, The Bigger Picture, der ideelt set smelter Kyoto-protokollen og Klimakonventionen sammen, så der eksempel i 2018 er et og kun et juridisk instrument/en juridisk bindende aftale/et juridisk udkomme.
Natten er ung i Durban. Dramaet kan fortsætte. Det er i plenum, at det må briste eller bære.
Lørdag 10. december 2011, kl. 12.41
Vildrede i det globale stammeråd
Af redaktør Jesper Tornbjerg
Forvirringen på FN’s 17. klimakonference (COP17) fortsætter her lørdag middag. Det sydafrikanske formandskab ved COP-president Maite Nkoana-Mashabane har fremlagt et nyt dokument, så der nu er fire tekster i spil:
En overordnet vision for Klimakonventionen, en (ny) og meget omfattende udpensling af, hvad der skal ske under konventionen, et forslag til oprettelse af Den Grønne Klimafond samt et bud på, hvad der sker ske under Kyoto-protokollen fra 2013-17.
Den nye ’lange’ tekst (56 sider) har været mange timer undervejs, og den bliver nu gennemanalyseret i de enkelte grupper. EU’s klimakommissær Connie Hedegaard sidder netop nu i møde med USA’s topforhandler Todd Stern og en sal fyldt med embedsmænd.
Sydafrikas formandskab bliver kritiseret for både langsommelighed og for fremlæggelse af fejlfyldte tekster - og uret tikker. Endnu er der ikke indkaldt til et afsluttende møde mellem alle 195 lande i Plenarsalen, og et indkaldt møde kl. 16.00 i et mere snævert stammeråd – på sydafrikansk en Indaba – kan snildt blive udskudt.
Hvis det ender med, at COP17 bliver suspenderet og genoptaget som en COP17bis, så er det et deja vue i forhold til COP6 i Haag, Holland, i 2000. Her kunne forhandlerne heller ikke blive enige, før værterne fjernede de sidste borde og stole. COP6 blev genoptaget som en COP6bis i Bonn i juni 2001.
Selv om mange faciliteter er fjernet i Durban, så er der stadig borde og stole i konferencecentret, der også stadig kan tilbyde lam i karry og en rigtig god kop kaffe.
Lørdag 10. december 2011, kl. 09.08
Risiko/chance for at COP17 genoptages i 2012
Af redaktør Jesper Tornbjerg
Lummer varme følger de delegerede på FN’s 17. klimakonference, når de kaster sig i taxaer og busser på vej mod Durbans lufthavn. Konferencecentret er lettere tomt, selv om forhandlingerne fortsætter ude i mindre lokaler.
I nat fremlagde det sydafrikanske formandskab tre nye dokumenter, men stadig mere tyder på, at COP17 bliver suspenderet og genoptaget som en COP17-bis i 2012. Hvis det sker, så får danske embedsmænd og minister Martin Lidegaard et ekstra hårdt program under EU-formandskabet.
De tre fremlagte tekster handler om Klimakonventionen, Kyoto-protokollen og Den Grønne Klimafond. Endnu er det uklart, hvad der kommer til at ske. Et bebudet Plenar-møde i fuld åbenhed kl. 10.00 er udskudt. Officielt er der intet sket fra midnat til morgen – faktisk har mange embedsmænd og journalister sovet en del af natten, hvilket er uset i klimaforhandlingssammenhænge.
De nye tekster ser lidt bedre ud set i forhold til at bringe verden på kurs mod en temperaturstigning på maksimum to grader. Blandt andet står det nu på tryk, at den næste Kyoto-periode kan blive fem-årig fra 2013-17. Meningen er herefter at erstatte Kyoto-aftalen med nogle regler, der gælder for alle verdens nationer – med respekt for deres forskellighed.
Et særligt stridspunkt inden for Kyoto-aftalen handler om, hvor meget varm luft, der må overføres fra Kyoto I til Kyoto II. Den varme luft er reduktioner skabt i 1990’erne, og som kan handles mellem lande som klimakreditter (såkaldte AAU’er). Internt i EU er stillingen 25-2 til fordel for at sætte skrappe restriktioner på overførslerne, men Polen og Rumænien står trods massivt pres stejlt på muligheden for en 100 procents overførsel. For klimaet vil det være skidt – ikke mindst fordi Rusland og Ukraine så også kan kræve overførsel af deres milliard-overskud af varm luft.
- Situationen er træls. Der er grund til at glæde sig over, at EU holder fanen højt, men det her er virkelig op ad bakke. Vi nærmer os et punkt, hvor en udskydelse beslutningerne er bedre end et forhastet og dårligt kompromis, siger adm. dir. Lars Aagaard, der har fulgt forhandlingerne i Durban tæt den seneste uge.
Fredag 9. december 2011, kl. 22.50
Og så gik lyset ud i Durban
Af Jesper Tornbjerg
EU, de små østater og flere andre har afvist udspillet som værende alt for uambitiøst.
Afvisningen skete på et 'ældreråd' - en såkaldt Indaba. Sydafrika havde sammenfattet en række konklusioner i dokumentet 'The Bigger Picture'. Heri blev det foreslået at igangsætte en proces ’in order to develop a legal framework’, der omfatter alle under FN's klimakonvention (UNFCCC) efter 2020.
2020! Så længe vil EU og østaterne i AOSIS ikke vente, og de ønsker et stærkere sprogbrug i forhold til juridisk karakter.
Frustrationerne i Durban vokser time for time. Deres udsendte medarbejder mødte tidligere på aftenen EU's klimakommissær Connie Hedegaard på vej ud af mødelokale - ildsprudende efter en fejlinviation fra værterne. Mødet var et andet sted, og deltagerkredsen var udvidet istedet for koncentret - noget der ellers kunne have bragt processen videre.
Situationen om forhandlingerne i Klimakonventionen er helt uklar i skrivende stund.
Med hensyn til Kyoto-protokollen ser det fortsat ud til, at der kan komme en 2. forpligtelsesperiode, men det afhænger, at hvordan det går med konventionssporet. Af et udspil om Kyoto-aftalen fremgår det, at de industrilande, der vil være med, skal melde deres mål ind senest den 1. maj 2012.
Der står ikke noget om længden på perioden i Kyoto II, og problemet med overførsel af klimakreditter fra 1990'erne - altså varm luft - er udskudt til næste år. Det er altså uklart, hvor meget varm luft, der kan overføres fra Kyoto I til Kyoto II. EU er internt uenige om dette spørgsmål, hvor Polen (pt. EU-formand) har hyppet egeninteresser, der vækker bred forbitring.
Med i en eventuel Kyoto II er næppe mange flere lande end EU-27, Norge, New Zealand og ganske få andre. Japan, Rusland og Canada er særdeles tvivlsomme. Ukraine har så mange AAU'er, at de kan lokkes ind, hvis bare nogle af dem er penge værd.
Aktuelle dokumenter kan findes på http://unfccc.int/2860.php
Fredag 9. december 2011, kl. 13.39
Verden svømmer over i kvoter og kreditter
Af redaktør Jesper Tornbjerg
Glem alt om at holde den globale temperaturstigning på maksimum to grader i det århundrede.
FN’s klimaforhandlinger på COP17 i Durban kommer ikke til at levere den 'vare', stats- og regeringscheferne vedtog på COP15 i København og miljøministrene bekræftede på COP16 i Cancún. Forhandlingerne står her fredag over middag i total stampe, så klimakonferencen i den gråtunge sydafrikanske storby fortsætter efter alt at dømme til langt ind i lørdagen. Selv med det allermest optimistiske scenarie er konklusionen imidlertid klar:
Glem alt om to grader. Det bliver meget varmere. ’Døren’ til to grader er lukket for altid, og konsekvenserne vil uomgængeligt blive øget vandstand i havene, mere ekstremt vejr etc.
Hovedproblem: USA, Kina, Indien og andre større udledere bliver sandsynligvis ikke forpligtet til at reducere deres udledninger på denne side af 2020.
Delproblem 1: En række især østeuropæisk EU-lande, Rusland, Ukraine med flere har tilbage i 1990’erne reduceret udledningerne rigtig meget, og denne såkaldte ’varme luft’ har værdi som klimakreditter i Kyoto-aftalens første forpligtelsesperiode (2008-12).
Globalt findes der 9-11 mia. tons af disse AAU’er. Af dem er 2 mia. tons (400 mio. tons/år i Kyoto-perioden) skabt i EU-lande som Polen, Sverige, Baltikum osv. Det betyder, at EU-landene kan øge den samlede udledning markant og stadig leve op til Kyoto-målet om en otte procents reduktion fra 1990 til nu.
På grund af den økonomiske krise, så får de enkelte lande imidlertid ikke brug for at købe AAU’er, så et af de politiske slagsmål i Durban handler om, hvor meget af denne ’varme luft’, der må overføres til en Kyoto II.
EU er ved at feje for egen dør ved ’kun’ at tillade ca. 200 mio. tons. Nogle EU-lande presser på for at få overført flere AAU’er. Andre foretrækker at lukke den trafik helt og aldeles.
Næste skridt handler om at håndtere overskuddet fra Rusland og Ukraine i en FN-sammenhæng. Hvis alle AAU’erne fra disse to lande bliver overført til tiden efter 2012, så kan alle læne sig tilbage og gøre ingenting. Zero. Nothing. Selv skrappe klima-mål vil kunne nås ved blot at købe AAU’er af de to lande (hvis de tiltræder en Kyoto II).
Delproblem 2: Klimaforhandlingernes duks, EU, har et tilsvarende internt problemkompleks. Point Carbons analyser fremlagt i Durban viser, at der i EU’s CO2-kvotesystem kan der frem mod 2020 opstå et kvoteoverskud på svimlende 1 mia. tons. Det kan ændre sig, men sådan ser det ud lige nu.
Kvoteprisen falder dag for dag og er nu nede på 7 euro/ton (50 kr.). Med så billige kvoter har kraftværker og industrier ringe økonomisk incitament til at omstille fra kul, olie og naturgas til vedvarende energi. En ekstra dimension af de faldende kvotepriser er, at staterne får færre indtægter, når de går i gang med at auktionere kvoterne. En stor del af disse penge skal ifølge en EU-beslutning gå til investeringer i grønne teknologier.
Summa summarum: Erhvervslivet har ikke incitament til at investere i en grøn omstilling, og staterne har ingen penge. Dén konklusion vækker bekymring i Dansk Energi:
- Den danske energibranche har brug for en global klimaaftale, der er så stærk, at EU øger sit klimamål fra 20 til 30 procent i 2020. Et øget mål kan bl.a. nås ved at EU trækker CO2-kvoter ud af markedet, siger afdelingschef Charlotte Søndergren fra Dansk Energi. Hun påpeger, at en øget kvotepris vil få to positive effekter: Der vil opstå en markedsdrevet efterspørgsel efter grønne løsninger, og staterne vil få flere penge til støtte for de klimavenlige teknologier.
- En global klimaaftale er altså en forudsætning for, at energisektoren får sendt investeringerne i den rigtige retning, siger Charlotte Søndergren, der følger klimaforhandlingerne i Durban på tætteste hold.
Fredag 9. december 2011, kl. 09.48
Dansk Energi og danske NGO’er enige: Kurs mod katastrofal klimaaftale på COP17
Af redaktør Jesper Tornbjerg
Derved fjernes det nødvendige pres på disse lande, og en overholdelse af EU’s egen 2 graders klimamålsætning bliver umulig. Samtidigt mindsker det markedet for vedvarende energi og energieffektive løsninger. I stedet bør EU kræve en kort tidsperiode inden en ny aftale træder i kraft, og at indsatsen her og nu styrkes væsentligt.
Klimatopmødet i Sydafrika risikerer at låse verden fast på kurs mod uoverskuelige klimaændringer, advarer Dansk Energi og danske NGO’er i 92-gruppen. På klimatopmødet diskuterer verdens lande, hvad der skal ske, når første periode af Kyoto-protokollen udløber i 2012. EU er rede til at forpligte sig til en ny periode, men forudsætter, at de andre store udlederlande som USA, Kina og Indien samtidigt tilslutter sig en køreplan frem mod en forpligtende aftale for alle lande. EU’s forslag er, at en ny klimaaftale skal være forhandlet færdig i 2015, men derefter kan vente med at træde i kraft til så sent som 2020. Ud over konsekvenserne for klimaet giver det ikke de optimale vilkår for det erhversliv, som skal investere i fremtidens energiteknologiske ønsker.
- Det er godt, at EU vil forpligte sig til at fortsætte Kyoto-protokollen, siger Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi, fra klimatopmødet i Sydafrika. ”EU sikrer derved, at den eneste forpligtende globale klimaaftale, vi har, fortsætter. Men det er helt utilstrækkeligt, hvis store udledere som USA og Kina slipper for at skulle gøre yderligere i 9 år mere. Det er dårligt nyt for klimaet og markedet for energiteknologi.
Dansk Energi og de danske NGO’er mener, at EU bør kaste alle kræfter ind for at sikre en forpligtende klimaindsats fra alle de store udlederlande så hurtigt som muligt. ”EU bør ikke tro på luftige løfter om en klima-aftale efter 2020”, siger Troels Dam Christensen, koordinator i 92-gruppen, et netværk af danske miljø- og udviklingsorganisationer. ”En ny aftale må være på plads senest i 2015 og træde i kraft umiddelbart derefter. Hvis en ny klimaaftale først træder i kraft fra 2020, vil det reelt betyde, at håbet om at holde den globale temperaturstigning under 2 grader for-svinder”.
Dansk Energi og 92-gruppen peger på, at EU har lyttet for meget til USA i klimaforhandlingerne, og i stedet for at fokusere på, hvad der sker efter 2020, bør EU insistere på, at forhandlingerne resulterer i handling her og nu.
- EU burde i forhandlingerne om Kyoto-protokollens fremtid og en ny klima-aftale have meget mere fokus på, hvordan der sikres en klimaindsats her og nu. Hvis det, USA og de andre store udlederlande vil tilbyde EU for at fortsætte i Kyoto-protokollen, er så dårligt, at det underminerer den nødvendige globale klimaind-sats, bør EU sige nej tak til handlen, udtaler John Nordbo, WWF Danmark.
Både Dansk Energi og 92-gruppen hilser det velkomment, at EU nu er gået sammen med gruppen af mindst udviklede lande og små ø-stater for at påvirke forhandlingerne i mere ambitiøs retning.
- Det er godt, hvis EU nu vil samarbejde tættere med verdens fattigste og mest sårbare lande. Vi håber, at dette samarbejde vil lægge yderligere pres på de store udledere for at tage ansvar og samtidig få EU til at indse, at en aftale om styrket indsats fra alle verdens store udlederlande under ingen omstændigheder kan vente til 2020, siger Søren Dyck-Madsen, Det Økologiske Råd.
Fredag 9. december 2011, kl. 08.35
Alliance mellem 117 lande kan bryde dødvande
Af redaktør Jesper Tornbjerg
En alliance mellem 117 ud af FN’s 195 medlemslande går nu sammen om af bringe klimaforhandlingerne på COP17 i Sydafrika ud af dødvandet. Alliancen er netop blevet præsenteret på et pressemøde i en støjende kælder i bunden af konferencecentret i Durban. Med i alliancen er 42 østater (AOSIS-gruppen), 48 af verdens fattigste lande organiseret i LDC-gruppen samt de 27 EU-lande.
Bag initiativet står Gambia og EU’s kommende formandskabsland, Danmark. Klimaministrene fra de to lande har i løbet af kort tid formået at samle bred opbakning til et fælles forhandlingsmandat for de 117 lande.
- Efter maveplaskeren i København er det godt, at Danmark igen er aktiv på den internationale klima-scene, siger adm. dir. Lars Aagaard om det, der kan betragtes som klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard (R) svendestykke.
Muligheden for en alliance mellem EU, østaterne og de fattigste lande (heraf mange i Afrika) har simret i en del år, men de fattigste lande har været bundet i udviklingssamarbejdet G77+Kina. Mange af de fattige lande har imidlertid flere fælles snitflader med EU end Kina, der ligesom USA ikke er meget for at påtage sig internationale forpligtelser. De fattigste lande er også dem, der bliver hårdest ramt af de klimaforandringer, der allerede nu påvirker mennesker og økosystemer mange steder på kloden.
På det kaotiske kælder-pressemøde fortalte Martin Lidegaard sammen med kolleger fra Gambia, Polen, Storbritannien og Bangladesh om nogle af detaljerne i forhandlingsmandatet. De 117 lande er enige om at presse på for en klimaaftale, der kan holde den globale temperaturstigning på maksimum 2 grader (og om muligt 1,5 grader) i dette århundrede.
- Det er nødvendigt at handle nu, sagde Martin Lidegaard.
Aftalen, der skal lægge pres på Kina, USA og andre store udledere, har tre grundelementer. For det første skal der være en 2. forpligtelsesperiode under Kyoto-protokollen, for det andet skal der i 2015 indgås en juridisk bindende klimaaftale for alle større udledere (med respekt for landenes forskellige udgangspunkter), og for det tredje skal Den Grønne Klimafond gøres operationel.
Landene har åbenbart ikke kunne blive enige om, hvornår den nye klimaaftale skal træde i kraft, men på et pressemøde tidligere på dagen fastslog repræsentanter for østaterne (Dominica, Granada, Fiji og Barbados), at 2020 er alt for sent. Mange af ø-staterne er allerede hårdt ramt af klimaforandringer, og nogle af dem frygter at bliver udslettet af stigende vandstand. For østater som Kiribati og Tuvalu er en ambitiøs klimaaftale et spørgsmål om liv og død, lyder budskabet fra AOSIS.
Der er ikke offentliggjort papirer om samarbejdet, men Lars Aagaard fra Dansk Energi lyder forsigtigt positiv:
- Samarbejdet er fint. Det er ikke en klimaaftale, men et stærkt signal. Vi har brug for en international aftale, der kan skabe en tro på, at vi vitterligt er i gang med en grøn omstilling. Vi har brug for det signal i forhold til energisektorens investeringer for de næste årtier, siger Lars Aagaard, der følger forhandlingerne i Durban tæt.
Torsdag 8. december 2011, kl. 11.42
EU smider fløjlshandskerne og kræver klare svar
Af Jesper Tornbjerg
- Hvad vil I egentlig være med til?
I slutspillet om en Durban-aftale efterlyser EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, klare svar fra de største udlederlande, for EU står kun for knap 15 procent af udlederne.
- Hvad vil de øvrige 85 procent? spøger kommissæren igen og igen.
På et pressemøde i Durban citerede hun i går Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, for, at aftalen skal omfatte ’both now and the future’. Det er altså nødvendigt at nå frem til en aftale, der både giver Kyoto-aftalen en ny forpligtelsesperiode efter udløbet i 2012 og i form af et Roadmap peger frem mod en juridisk bindende aftale for alle større økonomier.
Spørgsmålet er, hvor mange allierede EU har - udover gruppen af de allerfattigste lande - til den strategi, når dagen er omme i morgen, fredag. Ifølge Connie Hedegaard er det aldeles uklart, hvilke holdninger de andre store udledere har til en fremtidig aftale. EU kræver et Roadmap vedtaget senest i 2015 og med ikrafttrædelse hurtigst mulig derefter. Andre taler om en mere langvarig proces.
EU har netop lanceret et forslag til klimafinansiering fra 2013 til 2020, og Connie Hedegaard fastslår, at EU fortsat er villig til at øge sit klimamål fra 20 til 30 procent i 2020, hvis andre større nationer kommer ud af busken. Trods økonomisk krise i Europa, trods Kyoto-afbud fra Rusland, Japan og Canada, og trods USA’s fortsatte modstand, så er EU ’fortsat villig til at gå foran’, fastslår Connie Hedegaard.
- Et er, at I ikke er klar til at indgå en aftale nu, men fortæl os dog i det mindste, hvornår I kan være klar, sagde Connie Hedegaard i går med direkte adresse til USA, Kina og de øvrige store forurenere.
Formanden for EU-parlamentets miljøudvalg, Joe Linen, supplerede på pressemødet med at opfordre sine politikerkolleger i de store nationer til forlade politik, ’hvis de ikke er i stand til at beslutte det nødvendige på fire år’. Joe Linen mener i øvrigt, at USA og Kina har taget forhandlingerne som gidsel i deres indbyrdes ’ping-pong game’.
- Kina har bevæget sig lidt – lad os teste deres vilje. Desværre ser vi ikke samme signaler fra USA, konstaterer Joe Linen.
EU fastholder, at der er betingelser for en Kyoto II, men Norges statsminister Jens Stoltenberg erklærede i går, at han er parat – uden betingelser. En af de mere tricky ting frem mod en Kyoto II er, hvor mange overskydende kreditter (såkaldte AAU’er), de enkelte lande må overføre fra periode I (2008-12) til periode II.
Her er EU i dyb indre splid, for nogle af de østeuropæiske lande har ganske mange kreditter. Det er dog for ingenting at regne mod de mængder Rusland og Ukraine har på bankbogen. Kommer de i spil, så undergraver det fuldstændig den miljømæssige integritet i en Kyoto II.
Torsdag 8. december 2011, kl. 11.41
Det sker i Durban
Af Jesper Tornbjerg
Mandag-fredag: Forhandlingerne på FN’s 17. klimakonference (COP17) fortsætter i en række formelle og uformelle arbejdsgrupper. Det sker i to spor – ét under selve Klimakonventionen og ét under Kyoto-protokollen.
Til diskussionen er bl.a. emner som teknologioverførsel, oprettelse af en Grøn Fond, FN’s Grønne Udviklingsmekanisme (CDM), nationale tilpasningsplaner, den juridiske form i en fremtidig aftale, finansiering på kort/langt sigt og bevaring af skove. Særligt fokus er der på en eventuel ny forpligtelsesperiode under Kyoto-aftalen (der nuværende udløber med 2012) og stærkere involvering af de lande, der ikke har Kyoto-mål.
Torsdag: Højniveau-delen åbnes med en tale af Ecuador, senere følger bl.a. Saudi Arabien og USA. Formiddagen afsluttes af Barbados. Eftermiddagen startes af Brasilien og sluttes ikke som tidligere varslet af Palæstina, der har ændret status fra observatør til almindelig deltager. Inden da har Rusland ved hr. Alexander Bedritskiy talt – han, der er rådgiver for præsidenten, er kendt som uforudsigelig.
Af sideevents kan næves et om ESCO i Kina, der i øvrigt har et tætpakket program i sin pavillion. Energi-strategier for Østersø-området er emnet for et sideevent om Basrec-samarbejdet. Danske Ea Energianalyse er blandt arrangørerne.
Mange større lande/grupper har varslet pressemøder i løbet af dagen. Det gælder også Business Council for Sustainable Energy & Building samt World Bioenergy Association.
Fredag: Fra morgenstunden taler repræsentanter for tværnationale regeringsorganisationer som Den Afrikanske Udviklingsbank og Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi. Senere følger ord fra ikke-regeringsorganisationer som Eurelectric og Verdenskirkesamfundet og fra kommuner.
Et sideevent handler om lowcarbon-byer i Kina.
Forhandlingerne afsluttes, men går det, som det plejer, så må ministre og embedsmænd tage en del af natten til lørdag med.
Torsdag 8. december 2011, kl. 11.39
Ildevarslende understrømme i Durban
Af Jesper Tornbjerg
Gråt og diset vejr med farlige understrømme i det ellers så indbydende Det Indiske Ocean… Klimaforhandlingerne i Durban er her til morgen startet uden et samlende udkast til aftale fra det sydafrikanske formandskab, og der er ikke meget opmuntring at hente i den lokale vejrudsigt. Gråt, gråt, gråt.
Forhandlerne har to dage tilbage, og det er svært at finde håb og tegn på konstruktive kompromisser. USA kan ikke deltage i en ambitiøs aftale, Kina vil ikke, og EU lider åbenlyst under et polsk formandskab, der har sin helt egen dagsorden. Få solstråler var der dog i går under afviklingen af de enkelte landes officielle taler. Tag især Costa Rica, der har lovet at være CO2-neutral i 2021, og som satser massivt på vedvarende energi til beskyttelse af regnskov.
Et af de vigtigere overordnede emner under klimaforhandlingerne er oprettelse af en Den Grønne Klimafond, der skal kanalisere penge fra industrilande til udviklingslande, så de kan tilpasse sig klimaforandringer og selv forebygge udledninger af drivhusgasser. Tyskland tilbyder at være vært for klimafonden, og den tyske minister lovede i går at lægge 40 mio. euro i fonden. Det medførte betydelige klapsalver i plenarsalen.
Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard slog ikke for alvor igennem på ’klap-o-meteret’, selv om han kunne fortælle om Danmarks ambitiøse mål om en 40 procents reduktion i 2020 og en 100 procent overgang til vedvarende energi i 2050. Danmark har afsat 15 mio. euro til Den Grønne Klimafond, oplyste ministeren over for Deres udsendte medarbejder lige efter talen. Den nyhed ville salen sikkert gerne have hørt.
Onsdag 7. december 2011, kl. 10.39
Mens vi venter…
Af adm. direktør Lars Aagaard
Det er jul, den første sne er faldet i Danmark, og som det har været de sidste 17 år samles verdens klimanørder, miljøfanatikere, kulfetichister, bekymrede ø-boer og meget andet til Klimatop-mødet. Denne gang i den sydafrikanske havneby Durban.
Siden maveplaskeren i København er pulsen forsvundet fra troen på det store klimapolitiske gennembrud, der ændrer den kurs, verden er på. Ja, det er kommet så vidt, at få orker at blive rigtigt sure, når Bolivia siger noget om, at kapitalismens skal afskaffes, eller Saudi Arabien sætter spørgsmålstegn ved, at verden bliver varm af al den olie, vi brænder af.
Der er ellers grund til at være bekymret. Det ved de fleste vel. Vi har hørt klagesangen, advarslerne, vi har set is, der smelter, isbjørne der leder efter en isflage og endnu en afrikansk tørke katastrofe. Vi ved det godt.
Men er du klar over, at hvis ikke noget ændrer sig, vil vi om 5 år have bygget så mange kulkraftværker og cementfabrikker, købt så mange biler, bestilt så mange supertankere, at døren er ved at blive smækket i med et enormt brag i forhold til at holde verdenstemperaturen bare nogenlunde i ro. 5 år er ikke lang tid med det tempo beslutningerne tages ved de årlige klimatopmøder.
Igen i år sidder repræsentanter for verdens største økonomier og skændes om, hvorvidt kommissoriet for den dagsorden, de har arbejdet på et helt år nu, tillader konklusioner, der fører frem til en politisk beslutning, eller om uenighederne skal gemmes af vejen og behandles til næste år.
Næste år. Og til næste år vil de nok gentage den sang. Obama har intet at tilbyde verden, de kraftigt voksende økonomier i Asien vil gerne, men først når andre tager et initiativ, EU har vel tæt på opgivet. Sådan er situationen, mens vi sikkert er på vej mod en meget varmere verden.
De dage tænker jeg, at Danmark og EU skal smide håndklædet, at vi skal opgive at handle og engagere os – for det nytter jo ikke noget.
Men men. Det holder jo ikke. Hvis vi som samfund eller som individ ikke længere vil kæmpe for en bedre verden, hvis vi opgiver troen på, at menneskeheden kan skabe en bedre fremtid, hvis vi forlader troen på, at vi sammen med andre mennesker og lande kan finde veje til at lægge bånd på det enorme træk på naturens ressourcer, som vi alle medvirker til, så mister vi da en lille smule af os selv. Gu er det da naivt. Men er det ikke lige netop den naive trang til en bedre fremtid, som er den drivkraft, der skal få os fremad.
Og til dem der ikke falder for sådanne ideelle betragtninger så tænk lige over dette: I kraft af at verden ikke kan finde en fælles vej til at ændre vores forbrug af energi til den mere vedvarende del af slagsen, hvad tror du så er den mest sandsynlige fremtid? Er det en verden, hvor prisen på olie, gas og kul kommer til at stige eller falde? Ja godt gættet, prisen kender kun en retning, og det er op. Og det er faktisk godt nyt.
For med stigende priser på fossile brændsler vil markedet for alternative energiformer – vind, sol, vandkraft – vinde konkurrencekraft. Deres globale marked vil vokse, flere industrigiganter vil kæmpe om markedet – og så sker der en ting. Priserne falder på de grønne teknologier.
Det gælder derfor nu om, at EU skal holde fast i en offensiv klimapolitisk satsning. Vi skal uanset, hvad der sker i resten af verden, hæve det fælles europæiske reduktionsmål til 30% i 2020. Vi skal sætte turbo på investeringerne i vedvarende energi, og i de højspændingsledninger, som skal flytte vindkraften i nord og solenergien i syd til de mange menneske og industrivirksomheder, der ligger i Europas centrum.
Selvfølgeligt koster det penge. Men er det ikke lidt værd at bevare troen på en bedre verden og samtidigt sikre Europa mod den mest sandsynlige fremtid. En fremtid hvor prisen på konventionel energi – kul, olie og gas – vil stige.
Hørte du braget. Mon det var døren, der smækkede.
Onsdag 7. december 2011, kl. 10.02
Whitehouse-effekten har ramt FN
Af redaktør Jesper Tornbjerg
På alle FN’s klimakonferencer er stemningen pessimistisk og mat tirsdag-onsdag-torsdag op mod kulminationen fredag og natten til lørdag. På COP17 i Durban er stemningen ikke alene mat, men det virker som om energien er suget ud af lokalerne. Uden for i den sydafrikanske storby blæser der en halv pelikan, men inde i kongrescentret er der begrænsede mængder ilt i lokalerne.
FN er ramt af ’whitehouse-effekten’ – en global handlingslammelse svarende til den, USA’s regering lider under som følge af manglen på et ambitiøst mandat fra Kongressen i Washington DC.
Durban-forhandlernes ringe kampgejst, der også ser ud til at have ramt selv de grønneste græsrodsorganisationer, står i skærende kontrast til opgavens omfang:
Vi har allerede set negative konsekvenser af en global opvarmning på 0,7 grader, og verden styrer nu ifølge Det Internationale Energiagentur mod smeltende varme seks grader. Verdens nationer er meget langt fra at levere den politik, der kan holde temperaturstigningen på de politisk besluttede 2 grader.
Hvad gør man så, når man skal skrive hjem? Går på jagt efter de lyspunkter, der er hist og pist.
Dagens eksempel: USA er i en international sammenhæng totalt handlingslammet, men verdens største CO2-udleder (akkumuleret til nu) gør dog noget nationalt. Præsidenten har i samarbejde med myndigheder, bilfabrikker og andre udviklet nye standarder for energieffektivitet i biler og mindre truck.
Det vil spare forbrugerne for milliarder af dollars, når de tanker, USA vil blive mindre afhængig af olieimport, og atmosfæren vil blive skåret for mange milliarder tons CO2. Amerikanerne mener selv, at der er tale om en historisk aftale, der vil give innovation og grønne jobs, og det vil det givetvis. Standarderne vil sætte et loft over de værste energispild i transportsektoren, men bilindustrien vil næppe få svært ved at tilpasse sig standarderne frem til 2025.
Tirsdag 6. december 2011, kl. 19.30
Erhvervslivet har klimaløsningerne
Af redaktør Jesper Tornbjerg
Ti procent af verdens samlede elforbrug går til at drive pumper af alle mulige slags. Hvis man forestiller sig, at pumperne med et trylleslag udskiftes med de mest energieffektive af slagsen, så vil elforbruget blive halveret, og atmosfæren vil blive skånet for 3-5 procent af de globale CO2-udledninger.
Eksemplet på blot én af mange klimavenlige tekniske muligheder kommer fra public affairs director Jørgen Bjelskou fra Grundfos. Han deltager på FN’s 17. klimakonference (COP17) som lobbyist for den danske pumpekoncern, men han er langt fra uerfaren med COP’er. Siden 2001 har Jørgen Bjelskou været på COP’er med tre andre kasketter på hovedet: Som dansk forhandler, som ministersekretær for Hans Christian Schmidt (V) og som sekretær for Folketingets miljøudvalg.
Rolleskiftet til den private sektor bekommer ham imidlertid vel:
- 85 procent af kapitalen på klimaområdet er private penge, så erhvervslivet er en nøgleaktør. Man kan lidt provokerende spørge sig selv, om ikke det er de forkerte, der sidder til højbords under forhandlingerne. I øjeblikket er det private virksomheder og borgmestre, der driver udviklingen – Københavns Kommune er her et godt dansk eksempel. Staterne derimod har ikke leveret, konstaterer Jørgen Bjelskou.
På COP17 forsøger dele af det internationale erhvervsliv at trække den politiske i langdrag, mens andre dele forsøger at presse på for at få en global aftale så hurtigt som muligt.
- Grundfos vil gerne påtage sig et ansvar. Vi er en del af løsningen. Men vi lægger heller ikke skjul på at vi gerne vil kapitalisere på den nødvendige omstilling til energieffektive løsninger, siger Jørgen Bjelskou, der i Durban for at følge forhandlingerne, deltage i sideevents og tale med forhandlerne og ministerne. Samtidig benytter Grundfos anledningen til at lancere en kampagne, som er rettet mod at skabe stigende forståelse for nødvendigheden af handling på energiområdet i Afrika.
Grundfos har i dag et selskab i Sydafrika og vil gerne benytte Sydafrika som brohoved til vækstmarkeder syd for Sahara.
- Forhandlingerne foregår i flere spor – Klimakonventionen, Kyoto-protokollen og i form af implementering af besluttede tiltag, for eksempel den grønne udviklingsfond. Vi vil gerne have lagt som mange kræfter i implementeringen som muligt. Verden står over for praktiske problemer, og de skal mødes med praktiske løsninger. Og vi bidrager gerne. Med at vise løsningerne, kan vi måske også få politikerne til at lægge nogle af de fastlåste forhandlingspositioner til side, siger Jørgen Bjelskou, der forventer små og utilstrækkelige fremskidt i Durban.
Han er dog ikke i tvivl om, at der på et eller andet tidspunkt kommer et gennembrud i forhandlingerne. COP-veteranen efterlyser imidlertid hurtig handling. Det Internationale Energiagentur (IEA) har for nylig påpeget, at fra 2017 kan der kun installeres vedvarende energi og/eller skal laves en energirevoultion, hvis det politiske mål fra COP15 i København om en global opvarmning på maksimum to grader skal nås.
- Konklusionen fra IEA bekræfter Grundfos i, at situationen er for alvorlig til at overlade til regeringer og politikere, siger Jørgen Bjelskou.
Tirsdag 6. december 2011, kl. 11.30
Dansk Energi vært for COP17 side event den 7. december: Nye nordiske mål – intelligente løsninger
Af journalist Solveig Willum
CO2-neutral i 2050 – det er ikke kun muligt, det er vejen til bæredygtig økonomi, til forsyningssikkerhed, til højere levestandard og til at bekæmpe klimaforandringer.
I de nordiske lande er det en voksende konsensus mellem regeringer, kommuner, energiindustrien og de grønne NGO’er, om at samfundet skal satse på en energi-revolution.
Side eventet fokuserer på den nordiske løsning i kampen mod klimaforandringerne, og nøgleaktører vil præsentere eksempler på samarbejder og løsninger.
Klima- og energiminister Martin Lidegaard, vil fortælle om det nye danske mål om en 40 % drivhusgasreduktion frem mod 2020.
Mød også Anders Flanking, departementschef i det svenske Miljøministerium, Sigrid Hjørnegård, direktør for vedvarende energi, klima og miljø i Energi Norge, Søren Dyck-Madsen, klima- og energimedarbejder i Det Økologiske Råd og Maria Sunér Fleming, direktør for Energi og Klima i Svenskt Näringsliv.
Arrangører: Charlotte Søndergren, Dansk Energi og Søren Dyck Madsen, Det økologiske Råd
Moderator: Lars Aagaard, adm. dir. Dansk Energi
Tid: 10.30-12.30, onsdag 7. december
Sted: Durban, EU pavilion – Brussels Room
Tirsdag 6. december 2011, kl. 09.56
Grøn omstilling og internationale aftaler skal gå hånd i hånd
Af afdelingschef Charlotte Søndergren
Årets klimaforhandlinger på COP17 i Durban er ved at tage form, men spillet er svært at gennemskue. Taktik overskygger vilje til kompromis, og mandagens debat var udpræget negativ. Ingen var konstruktive, men det er en forventelig del af spillet og lægger op til de videre forhandlinger. Måske. Først onsdag går det rigtig i gang - her kommer ministrene for alvor på banen. Og det er herefter, der skal arbejdes igennem og forhandles om detaljerne frem til fredag nat.
Men det er ikke detaljer, der er diskussion om. På globalt plan arbejdes der med at få et review af de enkelte landes langsigtede mål – altså de mål, landene har meldt ind efter COP15 i København. Mht. Kyoto-protokollen diskuteres mulighederne for at lave en roadmap, der fører frem til, at der kan indgås en eller anden form for aftale i 2015 med forpligtelser i 2020. I 2020! Altså om otte år. Det er rigtig lang tid. For lang tid.
Samtidig snakkes der i business-baglandet i EU om, at der er behov for en langsigtet tro på, at der er et mål. En sådan tro vil medføre investeringer. 2030 nævnes som et vigtigt år. Først i 2030 er der behov for et mål, mener mange. Vi skal ikke fokusere for meget på 2020 og den lave kvotepris lige nu, da det vurderes som irrelevant for omstillingen til et system med mere vedvarende energi. Det er holdningen, at et skrappere mål i 2020 bare vil føre til brændselsskift fra kul til gas.
I Dansk Energi mener vi, at udskydelsen af aftaler, mål, forpligtelser mv. er skadeligt. Skadeligt for opmærksomheden, skadeligt for omstillingen af energisystemet og skadeligt for omstillingen af energiforbruget. Analyser og rapporter viser i et langt væk, at der er brug for handling inden for en kort periode, ellers taber vi kampen om klima-investeringerne.
Hvis vi skal omstille energisystemet, så har vi behov for en tro på, at det er der, verden bevæger sig hen. Der er behov for mål, der underbygger troen. Og der er behov for systemer, der underbygger målet. Vores drømmescenarie er:
- At der arbejdes for en forlængelse af Kyoto-protokollens mål med så mange lande som muligt. Der indgås en aftale i 2015 med mål hurtigt derefter. Mål, der gradvist fører til reduktioner på 80-95% i 2050. En sådan aftale vil give de rette rammer for EU at arbejde videre med.
- EU skal skærpe CO2-målet frem mod 2020, og det skal pege frem mod et endnu skrappere mål i 2030. EU skal altså nu gå fra 20 til 30% i 2020 eller sætte kvoter til side, som det diskuteres i forbindelse med Energieffektiviseringsdirektivet. Dansk Energi mener, at løbende mål vil få industrien, kraftværkerne og forbrugerne til at ændre adfærd. Det er det, der brug for.
Tirsdag 6. december 2011, kl. 09.31
Kinas gletsjere smelter og uret tikker
Af redaktør Jesper Tornbjerg
Musikken banker ud i lokalet, og billeder af smukke, smeltende gletsjere kombineret med tikkende termometre (0,7 grader) med stærkt stigende gradtal (0,9 grader) flimrer i hastigt tempo (1,0 grader) over storskærmen (1,1 grader). ’Her var der engang et dejligt scenarie’, står der på kinesisk og engelsk (1,3 grader).
Videoen varer fire minutter og er produceret – ikke af Greenpeace eller WWF Verdensnaturfonden (1,6 grader) – men af Greenriver Conservation Center i Kina. Filmen blev fremvist på et sideevent på FN’s 17. klimakonference i Durban i går (1,8 grader), som endnu et tegn på, at kineserne er fuldt klar over, hvor stor en trussel, klimaforandringer udgør også for dem (2,1 grader).
Tidligere på dagen havde den kinesiske miljøminister Xie Zhenhua afviklet et tolket pressemøde (2,4 grader), men på sideeventet tales der engelsk. Både film og engelsk tale var fraværende fra COP’er for blot fem år siden. Da var kineserne usynlige – nu er de overalt og involveret i internationalt samarbejde på mange fronter (2,7 grader).
Tag professor Qian Ye for eksempel. Han samarbejder med University of Colorado om integreret risikohåndtering. Han fastslår, at klimaet og meget andet i Jordens økosystem har forandret sig markant de seneste årtier (3,0 grader). Atmosfæren rummer mere CO2, mere methan og mere lattergas. Havene indeholder mere CO2, og fiskeriet har forandret sig. De globale temperaturer er steget. Osv.
- Forandringerne rammer både rige og fattige lande, og de rammer ikke kun mennesker, men også dyr og planter, lyder det fra professor Qian Ye.
Han påpeger, at det er forholdsvis simpelt (3,4 grader) at pege på, hvad vi skal gøre for at forebygge: Energieffektivitet + vedvarende energi + CO2-opsamling og -deponering (+ evt. geoengineering).
Mange taler om lowcarbon-samfund, og en del forsøger også at skabe fremskridt i den retning – men realiteterne er ifølge professoren, at FN’s klimaforhandlinger står i stampe (3,8 grader), at mange lande er handlingslammede (den såkaldte whitehouse effect!), at det ikke er lykkedes at sætte en global pris på CO2, at opbygget og forældet infrastruktur på energiområdet forsvares i årtier, og at menneskets natur typisk ikke tilsiger ændret adfærd, før det er absolut nødvendigt.
- Derfor er det meget svært at udvikle et lowcarbon samfund. Ja, og så ændrer mange samfund sig også. Vi er nu 7 mia. mennesker og bliver 9 mia. inden 2050, siger Qian Ye, der mener – og her er det, at risikohåndteringen kommer ind i billedet – at vi skal blive bedre til at forstå mange komplicerede, globale sammenhænge og lære at leve med mange former for klimamæssige og sociale ekstremer i årene, der kommer (4,1 grader).
- Det abnorme bliver det normale, forudsiger professoren, der ser grøn vækst (4,5 grader) som mulighedernes vej fremad.
Pressemødet i går med den kinesiske miljøminister viste, at Kina fortsat ikke tilbyder at forpligte sig juridisk i en international sammenhæng på denne side af 2020. Ministeren fastslog dog, at Kinas klimamål og ambitiøse femårsplan er vedtaget af Folkekongressen (4,8 grader) og dermed er juridisk bindende i Kina.
Kinas langt fra demokratiske regering satser ganske kraftigt på øget energieffektivitet og mere vedvarende energi (og en masse konventionel energiproduktion). Og den tilskønner befolkningen til græsrodsarbejde (5,1 grader).
Derfor kunne dr. Yang Fuqiang fra NRDC i går i Durban fortælle om et initiativ, der hedder C+ , og som går ud på at inspirere og samle kommuner, virksomheder, familier og andre, der vil yde en ekstra klimaindsats. Og derfor kunne Fangyi Yang fra Shanshui Conservation Center berette om et projekt, der skal få folk i landsbyer til at satse på bæredygtig biomasse (bl.a. halm) i ovne i stedet for det, der ellers er trenden i øjeblikket: Overgang til fossile brændsler (5,3 grader).
Filosofien er i begge tilfælde (5,6 grader) forandringer skabt nedefra i et ellers på mange måder topstyret samfund. Kineserne er klar over, at klimaforandringer ikke kan forebygges alene via topdown-politik – hverken i hjemlandet eller internationalt.
Ja, og de kinesiske forhandlere i Durban har med garanti også læst World Energy Outlook fra Det Internationale Energiagentur. Den konkluderer, at hvis den udvikling, vi ser i øjeblikket, fortsætter, så styrer verden mod en global opvarmning i dette århundrede på katastrofale 6,0 grader.
Mandag 5. december 2011, kl. 11.25
Næsehornet er reddet – nu gælder det klimaet
Af redaktør Jesper Tornbjerg
Efter nogle dage med uldent vejr skinner solen nu fra en diset himmel over Durban, og temperaturen har sneget sig op i retning af de 30 grader. FN’s klimaforhandlinger er gået ind i sin anden uge, og ministre fra hele verden er ved at indfinde sig. I køen til konference-centret møder deres udsendte medarbejder formanden for FN’s klimapanel (IPCC), Rajendra Pachauri, og han bekræfter, at verden – som påpeget af Det Internationale Energiagentur for nylig – kan være på vej mod en global opvarmning på seks grader.
- Ja, det er inden for det spænd, vi opererer med, siger chefen for det videnskabelige panel. Han påpeger, at opvarmningens omfang og konsekvenser deraf naturligvis afhænger af, hvilken politik, der vil blive ført de næste få år.
Målet fra COP15 i København og COP16 i Cancun er at holde stigningen på maksimum 2 grader i dette århundrede, men det kræver mere handling, end der foreløbig ligger i kortene. I Durban har embedsmændene ikke gjort de store fremskridt i den første uge, men EU’s topforhandlere melder om ‘konstruktive forhandlinger’.
EU har senere i dag et solomøde med Kina, der i verdenspressen de seneste dage er blevet citeret for at ville tiltræde en juridisk bindende klimaaftale. EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, ser frem til mødet, men umiddelbart vurderer hun ikke, at der er så meget nyt i signalerne fra Beijing. Hovedspørgmålet er ifølje kommissæren fortsat, hvad Kina selv vil forpligte sig til.
Durban ligger ud til Det Indiske Ocean i den smukke sydafrikanske provins KwaZulu-Natal. Nogle hundrede kilometer mod nord i nationalparken Hluhluwe/iMfolozi er det lykkedes at skabe så gode rammer for både sorte og hvide næsehorn, at de let lader sig beskue sammen med elefanter, giraffer og bavianer i det grønbølgede landskab. De næste dage vil vise, om det internationale samfund er villig til at levere tilsvarende politisk vilje og mod til at bremse drivhuseffekten.
- Der skal presses på for en international aftale. Vi har ikke tid til at vente på en ‘balanceret løsning i 2020’, som nogle lande foreslår. En sådan tøven vil medføre uoprettelige skader mange steder paa Jorden, siger chefkonsulent Charlotte Søndergren fra Dansk Energi. Hun tilføjer, at det er nødvendigt med en global aftale senest i 2015.
EU’s tilbud til verden er at acceptere en ny forpligtelsesperiode under Kyoto-aftalen, selv om Japan, Rusland og Canada formentlig står af, og at USA fortsat afviser at være med. Betingelsen for en Kyoto II er, at de største økonomier (herunder også Kina og Indien) er med på en køreplan (roadmap) frem mod en global aftale.
- Nogle lande siger, at der er behov for mere tid til at tænke, og at vi skal vente med at indgå en aftale. Europa mener, at verden har haft tid nok til at tænke. Vi har brug for handling, siger Connie Hedegaard, der tror på, at en stærk aftale kan give den grønne omstilling ‘speed and scale’ – tempo og opskalering.
EU har allerede lovgivning på plads i forhold til en 20 procents reduktion i udledninger af drivhusgaser i 2020 – nu må andre følge efter, fastslår Connie Hedegaard. Hun har med tilfredshed har noteret sig, at gruppen af verdens fattigste lande (least developed countries) nu støtter EU’s tilgang, der bygger paa 14 års praktisk tilpasning til det, der blev besluttet i Kyoto i 1997. Et alternativt ‘skelet’ vil vaere umuligt at implementere inden for få år, lyder vurderingen fra kommissæren.
Læs mere på www.unfccc.int
Fredag 2. december 2011, kl. 10.48
Nødvendigt med krisehjælp til EU’s kvotesystem
Af redaktør Jesper Tornbjerg
Priserne på europæiske CO2-kvoter er alt for lave til at sikre en grøn omstilling i retning af mere vedvarende energi, advarer afdelingschef Charlotte Søndergren fra Dansk Energi, der opfordrer EU til at holde fokus på kvotesystemets fremtid under FN’s klimaforhandlinger i Durban, Sydafrika.
- Den aktuelle kvotepris er langt fra forventningerne. Da man oprettede systemet, forventede EU-kommissionens klimakontor en pris på 150 kr./ton CO2 nu stigende mod 225 kr./ton i 2020. I øjeblikket koster det en halvtresser at købe en kvote til et ton CO2, så kvoteprisen er langt fra at kunne drive noget som helst. Vi risikerer, at kvoteprisen går i nul, men det, vi har brug for, er en høj og stabil kvotepris, siger Charlotte Søndergren.
Dansk Energi ser kvotesystemet som hjertet i EU’s klimapolitik. En højere pris på kvoter kan sikres ved at begrænse mængden af CO2-kvoter fra 2013 eller ved at øge EU’s samlede reduktions-mål fra 20 til 30 procent i 2020. En tredje mulighed er at begrænse mængden af CO2-kreditter fra de største udviklingslande – et skridt som EU allerede har taget.
- Det er fint, at EU stopper for import af kreditter fra Kina, Indien og andre større udviklingsøkonomier, og det er også positivt, at EU inddrager luftfarten i systemet fra 2012. Vi håber, at EU kan stå for det globale pres, begge dele har medført og som næppe bliver mindre på COP17 i Durban, siger Charlotte Søndergren.
Dansk Energi mener, at det haster med at få en global klimaaftale i hus. Charlotte Søndergren påpeger, at nye analyser fra Det Internationale Energiagentur viser, at verden styrer mod en global opvarmning på seks grader, og at vi kun har 4-5 år til at vende udviklingen, hvis stigningen skal holdes på maksimum to grader.
- Vi SKAL have en global pris på CO2. Selv om det ser sort ud i forhold at opnå større fremskridt under FN’s klimaforhandlinger, så er der lyspunkter. Australien, Californien og en række kinesiske regioner har CO2-kvotesystemer undervejs, så det er ekstremt vigtigt, at EU strammer sit system op, så det kan være en rollemodel for resten af verden, siger Charlotte Søndergren.
Onsdag 1. december 2011, kl. 16.24
Sydafrika går efter alle energikilder
Af redaktør Jesper Tornbjerg
Værten for FN’s 17. klimakonference (COP17) satser på alle energikilder, så danske drømme om eksport af energiteknologi kan med fordel omfatte Sydafrika, der har enorme behov – og betalingsevne.
Sydafrika oplever kraftigt vækst i disse år, og landets regering har markante planer om at øge energiproduktionen uden samtidig at spille hasard med klimaet. Ifølge en plan fra 2010 skal vedvarende energi (VE) stå for 42 procent af energimikset de næste 20 år. Inden for de næste få år skal der etableres 3.725 MW VE primært fordelt på vindkraft, solceller og centrale solkraftværker. For nylig sluttede den første chance for at byde ind med projekter, men der er åbne vinduer også i februar og september 2012. Senere vil formentlig opstå nye muligheder, for ambitionen er at installere 10.000 MW frem til 2020 – heraf op til 8.000 MW vindkraft.
Altså ganske meget sammenlignet med Danmarks kapacitet på knap 14.000 MW.
Sydafrika har ganske lidt vindkraft, og der eksisterer mange fordomme om, hvad vindmøller kan bidrage med. Derfor har energikoncernen Eskom netop haft et dusin ansatte på efteruddannelse i Danmark, hvor de bl.a. mødte eksperter fra Energinet.dk, SEAS-NVE og Ea Energianalyse.
Elsektoren er totalt domineret af netop Eskom, der sidder på såvel produktion som transmission og distribution. 90 procent af elproduktionen kommer fra kulkraftværker placeret ved kulminer i de nordlige hjørner af landet. To nye kulkraftværker er ved at blive bygget, og Sydafrika overvejer at opføre endnu et atomkraftværk. Koeberg-værket på 1.800 MW har produceret el i mange år.
Når Eskom alligevel tager VE til sig, så skyldes det andet og mere end politiske ønsker om klimahensyn og forsyningssikkerhed fra regeringen i Pretoria, vurderer konsulent Edward James-Smith fra Ea Energianalyse. VE giver også god mening økonomisk set, for elproduktionen befinder sig langt fra de store forbrugscentre på sydkysten ved Cape Town, Port Elizabeth og Durban. Ved at stille møller op i den sydlige del af landet, så kan elnettet udnyttes bedre – og der kan spares diesel til spidslastkraftværker, påpeger Edward James-Smith.
Modelberegninger udarbejdet af Ea Energianalyse for GIZ - Tysklands svar på Danida - viser, at de eksisterende planer frem til 2015 vil give 8,1 mia. kWh VE-el, skåne atmosfæren for 8,4 mio. tons CO2 og spare sydafrikanerne for en import af diesel på 2,5 mia. kr. Læg dertil værdien i bedre udnyttelse af elnettet.
Selv om Sydafrika gennemfører en hastig industrialisering, så lever mange af de 50 mio. indbyggere stadig i desperat fattigdom. Hvad angår elforsyning er Sydafrika imidlertid langt længere fremme end de øvrige lande syd for Sahara. 74 procent af sydafrikanerne har adgang til el, og ifølge den sydafrikanske regering tilsluttes der årligt 150.000 hjem til elnettet. Andre 10.000 boliger får installeret solceller – en teknologi, der udmærker sig ved, at den faktisk kan fungere uden elnettet som backup. Dermed kan en elektrificering af landområder gå hurtigt. Sydafrika satser også på energieffektiviseringer, ligesom nye kulfyrede kraftværker fremover skal være forberedt til CO2-opsamling og -lagring.
Danmark eksporterede energiteknologi til Sydafrika for godt 200 mio. kr. i 2010, så der er indtil videre tale om en lille samhandelspartner. En række fremstød under COP17 kan måske være med til at rette op på det.
Læs mere på www.energy.gov.za
Onsdag 30. november 2011, kl. 16.22
FN fokuserer nu - også - på energi til alle
Af redaktør Jesper Tornbjerg
’Energi til alle’ er et underliggende tema på FN’s 17. klimakonference, der foregår i Durban, Sydafrika, i disse dage.
FN’s generalsekretær Ban Ki-moon har med en nylig udtalelse om udryddelse af energi-fattigdom forsøgt at angribe klimavinklen på en mere offensiv måde end med den begrænsnings-dagorden, der ligger i reduktioner af CO2-udledninger. Tre må er opsat:
I 2030 skal alle mennesker på Jorden have adgang til moderne energi, den globale energieffektivitet skal være øget markant, og andelen af vedvarende energi i energimikset skal være dobbelt så stort som nu.
Baggrunden for Ban Ki-moons mål er den dystre, at hvert femte menneske (over 1,3 mia.) i dag ikke har adgang til elektricitet, og at dobbelt så mange (2,7 mia.) stadig lever uden mulighed for at opvarme mad under anstændige sundhedsforhold. Begge dele er ifølge FN-chefen nødvendigt at få rettet op på.
Ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA) kræver det investeringer for 48 mia. dollar om året at give alle adgang til energi og dermed bedre muligheder for udvikling. I 2009 blev der investeret 9,1 mia. dollar, så investeringsomfanget til gavn for verdens fattigste skal op med en faktor fem… ikke umuligt, da kun få procent af de globale energiinvesteringer i dag går til udryddelse af energi-armod.
FN har udnævnt 2012 til ’The International Year of Sustainable Energy for All’, så der kommer fokus på sagen efter nytår – herunder på en FN-konference om bæredygtig udvikling i juni i Rio. Da vil det være 20 år siden, at FN for alvor satte klima og biodiversitet på dagsordenen netop i den brasilianske storby. Med Rio+20 ønsker Ban Ki-moon at lancere et tema om ’en grøn økonomi i sammenhæng med bæredygtig udvikling og udryddelse af fattigdom’.
FN’s generalsekretær fremhæver Danmarks vindmølleudbygning til over 20 procent af elforbruget som et eksempel på, at forandringer kan ske hurtigt. Bangladesh er et andet: På blot tre år er der opsat over 500.000 solenergisystemer i private hjem.
Læs mere på www.un.org og www.unfccc.int
Onsdag 30. november 2011, kl. 12.11
Klimakonference leverer første resultat
Af redaktør Jesper Tornbjerg
FN’s 17. klimakonference (COP17) er i gang i Durban, Sydafrika, og det er allerede lykkedes at træffe den første beslutning: Næste år skal verdens nationer mødes til COP18 i Qatar den 26. november til 7. december efter at have holdt formøde med ministerdeltagelse i Sydkorea.
Chefen for FN’s klimasekretariat, Christiana Figueres, takker i en pressemeddelelse de to lande for deres lederskab. ’Begge er i front på hver deres made, og det kan skabe stærk synergi i forhold til at lede verden i retning af en mere sikker klimavej. Alle de regeringer, der arbejder sammen om de næste afgørende skridt, kan blive inspireret af dette eksempel på samarbejdets ånd’, siger hun.
Klimasekretariatet fremhæver Sydkorea som et mønstereksempel på at land, der satser på grøn økonomi – altså et land, der kobler vækst, bæredygtig udvikling og udryddelse af energi-fattigdom. Netop disse emner sætter FN på dagsordenen næste år i juni på Rio+20-mødet i Brasilien. Qatar fremhæves af FN-sekretariat som et eksempel på en af verdens største energieksportører (olie!), der samtidig arbejder ihærdigt på at sikre fremskridt i klimaforhandlingerne og hjælper de små østater med at tilpasse sig uafvendelige klimaforandringer.
FN’s klimakonvention blev oprettet i Rio i 1992. I alt 195 lande er tilsluttet konventionen, der i 1997 fik tilføjet en protokol på et møde i den gamle japanske kejserby, Kyoto. Denne Kyoto-aftale er ratificeret af 193 lande – heraf har 37 industrilande påtaget sig juridisk forpligtende klimamål for årene 2008-12. Et af stridspunkterne i Durban er, om der kan vedtages en 2. forpligtelsesperiode, og hvem den i givet fald skal omfatte.
Forhandlingerne om dette og mange andre emner har længe gået trægt – bl.a. fordi verdens historisk største udleder af drivhusgasser, USA, ikke er med under Kyoto-aftalen og ikke vil være med i en Kyoto II, og fordi verdens nye, største udleder, Kina, heller ikke vil lade sig binde internationalt.
Spørgsmålet er så, hvor stor Kyoto II-kredsen kan blive. EU er positiv, men Japan, Rusland og Canada har på forskellig vis markeret modvilje. Netop Canada blev i går af de grønne græsrødder i Durban kåret som ’Dagens fossil’. USA blev nr. 2.
Canadas miljøminister, Peter Kent, har ifølge græsrødderne talt med uld i mund ved at sige, at ’vi har ikke brug for en bindende konvention – vi har brug for handling og et politisk mandat for at arbejde hen imod en eventuel bindende konvention’. Ministeren vurderer i øvrigt, at klimaforandringer er et påtrængende problem.
Læs mere på www.climatenetwork.org og www.cop17-cmp7durban.com
Mandag 28. november 2011, kl. 15.18
Dansk Energi: Det haster med en global klimaaftale
Af redaktør Jesper Tornbjerg
- Klimaforandringerne skal tages alvorligt. Udledningen af drivhusgasser til atmosfæren stiger og stiger, og den kurve skal knækkes via en international aftale. Og det haster med en klimaaftale. Verden har maksimum fem år til at knække kurven, hvis den globale temperaturstigning skal holdes på maksimum 2 grader.
Sådan lyder hovedbudskabet fra afdelingschef Charlotte Søndergren fra Dansk Energi i forbindelse med dagens åbning af FN’s 17. klimakonference. Forud for COP17 i Durban, Sydafrika, har Det Internationale Energiagentur (IEA) advaret mod, at uden et skifte i den globale energiforsyning så vil de globale temperaturstigninger blive på katastrofale 6 grader ved slutningen af dette århundrede.
- Vi har mere end nogensinde før brug for en klimaaftale mellem verdens største CO2-udledere. Dansk Energi foretrækker en global juridisk bindende aftale, men det ser desværre sløjt ud på den front, konstaterer Charlotte Søndergren.
Hun understreger vigtigheden af, at FN-processerne bliver mere konstruktive – eksempelvis ved at få præciseret, hvordan overførsel af energiteknologier til de fattigste lande kan foregå.
- Teknologioverførsel må alle være enige om. Mødet i Durban skal levere en simpel og effektiv mekanisme, siger Charlotte Søndergren.
Derudover er der behov for, at nogle lande og regioner går foran og viser det gode eksempel. Dansk Energi mener, at EU bør styrke sit europæiske kvotesystem, der er hoveddrivkraften i at sikre omstillingen af energiproduktionen. Det kan fx ske ved at hæve EU’s klimamål for 2020, så udledningen af drivhusgasser reduceres med 30 i stedet for kun 20 procent.
I Danmark får Dansk Energis medlemmer en hovedrolle i forhold til at sikre et mål om en 40 procents mindre udledning af drivhusgasser i 2020. Dels skal kraftværkerne omstille deres produktion fra kul til biomasse, dels skal elnetselskaberne realisere markant flere energibesparelser i erhvervslivet og blandt familier.
- I FN-regi skal EU gå efter en ny forpligtelsesperiode under Kyoto-aftalen, men det er klart, at det må få konsekvenser, hvis Kina, Indien og andre større økonomier møder op med korslagte arme. Så skal EU lukke for køb af CO2-kreditter fra de rigeste udviklingslande og koncentrere sig om at kanalisere penge til østater og de allerfattigste lande, siger Charlotte Søndergren.
Afdelingschefen vurderer, at et minimumresultat af COP17 er fælles enighed om en køreplan, der beskriver den nye fremtidige vej fremad for en bred, globalt funderet aftale. En sådan aftale skal aftales på plads så hurtigst som muligt og senest i 2015.
- På COP15 i København var stats- og regeringscheferne enige om, at vi skal begrænse den globale temperaturstigning til maksimum 2 grader. Den enighed blev bekræftet på COP16 i Cancun. Dette års møde i Sydafrika er en test af, om verdens miljøministre vil leve op til, hvad landene allerede har lovet hinanden, siger Charlotte Søndergren.
Mandag 28. november 2011, kl. 13.44
COP17 i Durban: USA er bundet – FN-forhandlinger står i stampe
Af redaktør Jesper Tornbjerg
FN’s 17. klimakonference siden 1992 er i gang i Durban, Sydafrika, men det sker der nok heller ikke ret meget ved. Historiens største CO2-udleder, USA, har en præsident, der måske nok har en vilje til at nedbringe klimabelastningen, men politisk sidder Barack Obama i suppedasen.
Ligesom Bill Clinton/Al Gore i 1997 ikke havde mandat til at tiltræde det, der blev til Kyoto-aftalen, så har Barack Obama heller ikke Kongressen med sig, hvis han skulle ønske sig at tilslutte sig en juridisk bindende klimaaftale i FN-regi. I en kort periode har der været Demokratisk flertal i begge kamre, men dét vindue var ikke tilstrækkeligt åbent til at give verden det, der er brug for mere end noget andet: En ambitiøs amerikansk klimapolitik.
Nu har Republikanerne flertal i Repræsentanternes Hus, og politikere, der betvivler selv banale naturvidenskabelige kendsgerninger, får applaus. Den højreorienterede Tea Party-bevægelse står stærkt, og skrækscenariet med en ny antividenskabelig amerikansk præsident er ikke længere urealistisk.
Det videnskabelige grundlag tegner ellers stadig mere solidt og skræmmende. FN’s klimapanel, IPCC, har fremlagt grundige sammendrag af de videnskabelige data:
- Jorden er med meget stor sandsynlighed blevet ca. 0,7 grad varmere.
- Opvarmningen skyldes især (men ikke kun) CO2-udledninger fra afbrænding af kul og olie.
- Konsekvenserne af opvarmningen ses allerede nu bl.a. i form af afsmeltning af gletsjere verden over og is i Arktis.
- Modelberegninger viser, at med den nuværende politisk kurs, så bliver opvarmningen på op mod 6 grader i løbet af dette århundrede.
- Selv en stigning på ’kun’ 2 grader, som var det politiske mål fra COP15 i København i 2009, får betydelige negative konsekvenser i form af ørkenspredning, vandstandsstigninger og mere ekstremt vejr.
IPCC kommer med et nyt sammendrag i 2014, og vi må håbe, at de amerikanske politikere til den tid læser rapporten og tager den alvorligt. Nye analyser fra Det Internationale Energiagentur (IEA) viser, at der skal træffes globale beslutninger inden for de næste 2-3 år og handles prompte derefter, hvis vi skal have bare en minimal chance for at holde den globale opvarmning på maksimum 2 grader.
Hvad så med kineserne? Ja, de skal naturligvis også stramme grebet om deres udledninger. Kineserne gør allerede ganske meget i form af udbygning med vedvarende energi og øget energieffektivitet, men samtidig bygger de kulfyrede kraftværker i hobetal, ligesom antallet af biler vokser dramatisk fra dag til dag. Verdens CO2-udledninger var i 2010 de højeste nogensinde, og den globale energieffektivitet blev ringere for andet år i træk – altså to meget dårlige nyheder.
COP17 i Durban ender i bedste fald med en ny mål-periode under Kyoto-aftalen. Omfattet vil næppe være mange andre end EU’s 27 medlemslande, Australien, New Zealand, Norge, Island og Schweiz. I bedste fald tiltræder resten af verden en slags køreplan frem mod en bredere og mere forpligtende aftale. Uden USA og Kina, der til sammen repræsenterer halvdelen af verdens udledninger, sidder vi alle i suppedasen.