Men CO2-kvoteprisen har været faldende og konsekvenserne af den nedadgående prisudvikling, der er ved at rodfæste sig i EU’s kvotehandelssystem ETS, kan i sidste ende skade den grønne omstilling.
Med formandskabet har Danmark mulighed for at få reduceret i af udbuddet af CO2-kvoter, hvilket bør være en dansk mærkesag.
EU-kommissionen fremlagde den 15. december sin Energy Roadmap 2050. Her fremgår det, at grøn omstilling både er teknisk og økonomisk muligt og kan være billigere end en traditionel fossilbåret udvikling af den europæiske energisektor. Men det kræver ændringer og beslutninger om investeringer allerede nu. Noget som man skal være enige om i EU. Udfordringen er, at der er en vidt forskellig opfattelse EU-landene imellem af, hvad, hvor meget og hvornår det skal ske.
Energy Roadmap 2050 opstiller en række scenarier for udviklingen af den europæiske energisektor. Alle scenarier peger på en omstilling af energisystemerne, så fossile brændsler reduceres kraftigt, samtidig med at mængden af vedvarende energi øges dramatisk i EU.
Spørgsmålet er hvilke teknologier, der skal anvendes til denne omstilling, og hvad der skal drive omstillingen? En af drivkræfterne for en grøn omstilling i Europa er CO2-kvoteprisen. Men CO2-kvoteprisen har været faldende og konsekvenserne af den nedadgående prisudvikling, der er ved at rodfæste sig i EU’s kvotehandelssystem ETS, kan i sidste ende skade den grønne omstilling.
Behov for kvoter er faldet
For at forstå, hvorfor kvotemarkedet kan have en skadelig effekt på en grøn omstilling, er man nødt til at kende mekanismerne i det europæiske kvotesystem. CO2-kvoter handles på en række børser over hele Europa. Spotprisen afspejler markedets nuværende forventning til behovet for de udstedte kvoter i Europas kvoteomfattede industrier i Kyoto-perioden 2008-2012.
De seneste år har været præget af økonomisk krise i EU. Det har fået aktivitetsniveauet i Europa til at falde, og derved er behovet for CO2-kvoter i Europas kvoteomfattede industrier faldet. Det lave aktivitetsniveau har skabt en forventning i markedet om, at der er for mange kvoter i Kyoto-perioden, og derfor har prisen været lav de seneste år og faldende igennem 2011.
Dernæst er kvoteprisen påvirket af flere andre energipolitiske tiltag. Når medlemslandene – sammen eller hver for sig – øger støtten til vedvarende energi, så stiger udbuddet af CO2-neutral energi. Dermed falder efterspørgslen og derfor også prisen på CO2 kvoterne. Det samme sker, hvis der lægges skatter og afgifter på energi, som er omfattet af kvoter. Det mindsker også efterspørgslen på energi og som en konsekvens falder prisen på kvoterne yderligere.
Nogen anser det som en fordel, da kvoteprisen dermed afspejler, om vi er langt eller tæt på at opfylde den ønskede reduktion i udledningen af CO2. Men for investorerne er det et problem, da en lav og ustabil CO2 kvotepris giver usikkerhed. Ikke bare om rentabiliteten i den vedvarende energi, men også for investeringerne i gas- og kulværker, samt for planerne om udfasning af disse produktionsformer.
Figur 1: Udvikling i kvoteprisen juni 2008 – dec. 2011
Kommende forventninger til kvoteprisen
Der handles allerede nu kvoter for både Kyoto-periodens første forpligtelsesperiode (2008-2012) og for den kommende handelsperiode 2013-2020. De to perioder er sammenhængende, idet der er mulighed for at overføre ubrugte kvoter fra første til anden periode. Forventningen er, at der vil blive overført kvoter fra første til anden periode svarende til 25 procent af den samlede mængde kvoter i 2013, hvilket forstærker overskuddet af kvoter efter 2013 (Svarende til ca. 500 mio. kvoter. Kilde: Deutsche Bank, samt EU-Kommissionen).
Figur 2 viser markedsprisen for kvoter i begge handelsperioder og det ses, at det nuværende lave niveau for kvoteprisen fortsætter efter 2013.
Fremskrives prisen på kvoterne frem til 2020, fås en gennemsnitlig kvotepris i 2013-2020 på ca. 10 Euro/ton. Det er en formodning, der bakkes op af både PointCarbon og Deutsche Bank, der for nyligt har præsenteret deres forventninger til kvoteprisen fremover. Begge parter peger på en kvotepris på 10-12 Euro, hvis der ikke fra politisk hold iværksættes initiativer til at styrke kvoteprisen (PointCarbon: Præsenteret på IETA sideevent under COP17, 5. december 2011. Deutsche Bank: Commodities Special Report - “EU Emissions: What is the value of a political option?”, 29. November 2011).
Figur 2: Aktuel kvotepris fremskrevet til 2020
Selvom kvotemængden strammes årligt frem mod 2020, viser flere analyser, at der frem mod 2020 forventes et samlet kvoteoverskud i størrelsesordenen 500-600 mio. ton (Point Carbon: Præsenteret på IETA sideevent under COP17, 5. december 2011. Deutsche Bank: Commodities Special Report - “EU Emissions: What is the value of a political option?”, 29. November 2011).
Grunden til at kvoteprisen ikke går i nul, er, at der stadig er en mulighed for, at EU-målet strammes fra 20 til 30 procent, at der tages kvoter ud, og at der kommer en kvotehandelsperiode efter 2020, hvor mængden af kvoter reduceres.
Konsekvenser for den grønne omstilling ved lav kvotepris
Et af målene med det europæiske kvotehandelssystem er at sikre et forudsigeligt og langsigtet prissignal for fossilfrie investeringsbeslutninger. Som figur 1 viste, har prisen gjort det stik modsatte, nemlig været svingende og nedadgående.
Uden et stærkt signal om fossile brændslers klimapåvirkning har europæiske producenter og forbrugere ikke incitamenter til at foretage den nødvendige omstilling af energisystemet.
Figur 3: Elproduktionsomkostninger ved forskellige teknologier, 2020
Figur 3 viser produktionsomkostningerne ved at producere el på vindmøller og gas- og kulkraftværker i 2020. Som figuren umiddelbart viser, vil en kvotepris på 30 euro frem for 10 euro gøre, at landvind bliver konkurrencedygtigt med kulkraftværker og havvind med gaskraftværker i 2020. Derfor er der mange gode argumenter for, at kvoteprisen bliver styrket, På den måde skabes der flere incitamenter til, at man på kort sigt kan gå i gang med den langsigtede omstilling af Europas energisystem.
Konsekvenser for de europæiske statskasser
Udover konsekvenserne for den grønne omstilling, vil en lav kvotepris også have direkte indflydelse på medlemsstaternes budgetter. Det skyldes, at nationalstaterne fra 2013 skal bortauktionere en stor del af kvoterne til de industrier, der er kvoteomfattede. På den måde vil medlemslandene opnå et provenu, som blandt andet er tænkt til at hjælpe den grønne omstilling i gang (Kvotedirektivet artikel 10, stk. 3 nævner at medlemsstaterne bør benytte minimum 50 % af provenuet til reduktion af drivhusgasser og at opfylde EU’s mål om 20 % vedvarende energi i 2020 e.l. grønne tiltag).
På EU-niveau forventes det, at der årligt skal bortauktioneres ca. 1 mia. kvoter. Hvis kvoteprisen styrkes fra 10 til 30 euro, vil det således betyde en årlig forskel på 20 mia. euro. Til sammenligning brugte de europæiske nationalstater ca. 4 mia. euro på forskning og udvikling inden for energiområdet i 2010.
De lave kvotepriser gør også ondt nationalt, da midlerne går til nationalstaterne. Det gælder også Danmark, hvor indtægter fra salg af kvoter var et vigtigt element i finansieringen af VK-regeringens Forårspakke 2.0. Her var provenuet fra kvoterne med til bl.a. at finansiere en lettelse af personskatterne – en lettelse som den nuværende regering har valgt at fastholde.
I forhold til forudsætningerne i Forårspakke 2.0 står Danmark til at miste et årligt forventet provenu på over 2 mia. kr. fra 2013 og frem. Det betyder, at skattereformen er underfinansieret, hvis det på europæisk plan ikke lykkes at hæve prisen på CO2-kvoterne markant. Det er således ikke kun den grønne omstilling og dansk erhvervslivs konkurrenceevne, som skades af de lave kvotepriser. Det er også statsbudgettet.
Der burde med andre ord være et bredt politisk ønske om at styrke prisen på CO2-kvoter. Hvis det lykkes for Danmark at skabe en alliance om at øge det europæiske CO2-mål, eller at der i EU vedtages regler om, at CO2-kvoter kan tages ud af markedet, vil det ikke kun mindske hullet i statens økonomi. Det vil også fremme den grønne omstilling, fordi styrket kvotepris vil sende et vigtigt og positivt signal til investorer i grøn energi.
Danmark skal gå foran
Da markedet ikke forventer en stigende kvotepris fra 2013 og frem, og med de nævnte konsekvenser for den grønne omstilling og de europæiske statskasser, er det nu op til politikerne at skabe en forventning til en øget CO2-kvotepris.
En mulighed er at tage kvoter ud af systemet, såkaldt set-aside. En anden er, at EU strammer reduktionsmålet fra 20 % til 30 %. Med det danske EU-formandskab i foråret 2012 er der en oplagt mulighed for at skubbe på for både set-aside og for at stramme målet, så kvotehandelssystemet bliver den centrale driver i omstillingen som oprindelig tænkt.
For danske eksportvirksomheder er en højere pris for CO2-kvoterne isoleret set en fordel af især to årsager. For det første vil det mindske behovet for national finansiering og støtte til vedvarende energi over energiregningen. For det andet betyder en prisstigning på CO2-kvoterne, at det rammer alle energiforbrugende industrier i EU lige hårdt. Da vi i Danmark allerede er energieffektive, giver det os en relativ fordel ift. de europæiske konkurrenter.
Deutsche Bank konkluderer i den førnævnte analyse, at hvis der i løbet af de næste 6-12 måneder udvikles en politik, der strammer tildelingen i 2013-2020, er der mulighed for, at kvoteprisen kan vende tilbage til et niveau på 20-25 Euro i 2020. Lykkes dette ikke, vil der derimod være risiko for, at prisen forbliver under 10 Euro i hele perioden. Markedets forventning bliver derfor i høj grad afgjort af, om der kan skabes politisk opbakning til at stramme loftet over CO2-kvoter i systemet.
Bolden er således spillet videre til de europæiske politikere, der må tage stilling til, om CO2-kvotemarkedet primært skal sørge for, at europæiske industriers udledning af CO2 holdes under et politisk fastsat niveau, eller om det skal være den førende driver i den grønne omstilling af det europæiske energisystem.
Markedet for CO2-kvoter er afgørende. Koster det reelt noget at udlede CO2, så er der også incitamenter til at ”blive grøn”. Men med en europæisk markedspris for CO2-kvoter i frit fald og uden udsigt til, at prisen kommer tilbage til et niveau med klare investeringssignaler, så står det danske EU-formandskab over for en central udfordring. Uden politisk indgriben vil de lave kvotepriser få konsekvenser for den grønne omstilling både herhjemme og i EU.