6 punkterede myter om energiselskabernes fibernet

Man hører meget. Eksempelvis florerer der myter som, at ingen danskere vil have fibernet, at den digitale fremtid er mobil, eller at der er benhård konkurrence på det danske bredbåndsmarked. Har du også stødt på den slags, er du den helt rette læser af Dansk Energis publikation "6 punkterede myter om energiselskabernes fibernet".

Dansk Energi efterprøver seks myter om den digitale udvikling i Danmark og energiselskabernes fibernet ved hjælp af tal og kolde fakta.

- Alt for ofte er debatten om fibernettet præget af nogle sejlivede fordomme, som ikke holder, når man går dem efter i sømmene. Eksempelvis stiger antallet af fiberkunder hastigt, og næsten hver fjerde af de danskere, som har adgang til fibernettet, har også tilsluttet sig. Det er faktisk rigtig pænt for en ny infrastruktur, konstaterer Mikael Bomholt, konsulent i Dansk Energi.

En anden udpræget myte er, at vi i fremtiden slet ikke vil få brug for kabelbaseret bredbånd, da alt vil ske via mobile netværk. Her glemmer man, ifølge Mikael Bomholt, at der er naturlige grænser for kvaliteten af de mobile forbindelser. Her er der nemlig mange, som skal deles om signalet fra den nærmeste sendemast:

- Alle vores mobile enheder, hvad enten det er tablets eller smartphones, er et fabelagtigt supplement til vores faste forbindelser. Jeg er selv storforbruger af min Iphone. Men de mobile netværk har naturlige begrænsninger, og derfor er det måske i virkeligheden ikke så mærkeligt, at langt størstedelen af datatrafikken på smartphones går via kabelbaserede wi-fi forbindelser.

Når den danske bredbåndspolitik diskuteres i medierne, fremstår det til tider som om konkurrencen mellem markedsaktørerne er benhård. Men den opfattelse holder heller ikke i virkeligheden. Mikael Bomholt udtaler:

- Konkurrencen på kabelbaseret bredbånd ligger på et noget lavere niveau end i vores nabolande og langt under EU-gennemsnittet. Danmark har da også i flere år, indtaget en bundplacering i EU’s årlige målinger. Det er desværre dagens realiteter, men jeg tror på, at både kunder og politikere er med på, at morgendagen bør være anderledes, afslutter Mikael Bomholt.

Hent publikationen "6 punkterede myter om energiselskabernes fibernet" i boksen til højre.