Smart Grid

Smart Grid er vejen til at udvikle et elsystem, der kan skabe et fleksibelt, intelligent elforbrug med de komponenter, der er nødvendige for effektivt at integrere mere vindmøllestrøm, flere elproduktionsapparater på husstandsniveau, elektriske varmepumper samt el- og plug-in hybridbiler.

Smart Grid er et vigtigt virkemiddel til at øge andelen af vindkraft i den danske elproduktion. Det kan bl.a. ske ved at udnytte vindkraft i transport- og varmesektorerne. Fleksibelt elforbrug - navnligt til elbiler, varmepumper og i fjernvarmesystemet - kan sikre, at vi går den billigst mulige vej.
 
Med automatiske omkoblinger i elnettet vil operatører af elnettet kunne sikre, at det er så få elkunder som muligt, der rammes af fejl i elnettet. 
 
Store mængder af vindkraft samt mikroproduktion, såsom solceller og husstandsvindmøller, rummer særlige udfordringer for operatører af elnettet. Det drejer sig fx om at sikre overholdelse af belastningsgrænser og krav til spændingskvalitet. For den systemansvarlige drejer det sig om at sikre en generel stabilitet i elsystemet. 
 
Smart Grid består af måle-, kommunikations- og fjernstyrbart koblingsudstyr i elnettet, herudover også elforbrugsstyresystemer i de danske hjem, samt, på overordnet niveau, udstyr til sikring af generel stabilitet i elsystemet.
 
Det første spadestik mod et Smart Grid er taget. Dansk Energi hjælper aktivt til med tekniske analyser inden for Smart Grid. Vi kæmper for, at de nødvendige økonomiske rammer er tilstede for de danske elselskaber.