Solenergi

12 gode råd før du køber et solcelleanlæg

Står du og overvejer at købe et solcelleanlæg, kan du her få nogle gode råd, om hvad du skal være opmærksom på. Det rummer også forhold, som du bør spørge sælger om, inden du beslutter dig for at købe et solcelleanlæg.

Det er vigtigt, at du tager dig tid til at overveje og vurdere købet, og at du finder og vælger et firma med erfaring. Dansk Energis specialist Richard Schalburg har udarbejdet en række råd, som du kan følge for at komme i gang med dit solcelle køb.
 
De følger her - eller du kan printe vedlagte PDF, så du har dem ved hånden, når du afsøger markedet:

  1. Brug en certificeret installatør fra KSO-ordningen. De kan findes på www.kso-ordning.dk. Her kan du også for nogle af firmaernes vedkommende se, hvor mange anlæg de har installeret.
  2. Spørg ind til, hvor mange års erfaring de potentielle leverandører har med opsætning af solceller.
  3. Spørg efter garantien, om hvem og hvor solcellerne er forsikret hos, og hvor lang garanti, der gives på cellerne og på anlægget.
  4. Overvej om leverandøren vil være i stand til at sikre, at garantien på solcellerne og anlægget kan overholdes om 10-15 år.
  5. Spørg ind til kvaliteten og dokumentation for solcellernes holdbarhed: Hvor længe kan de holde, og hvilken dokumentation er der for det?
  6. Få indsigt i hvilken kvalitetssikring der er på, at anlæggene nu også overholder, det de lover i forhold til virkningsgrad og holdbarhed.
  7. Spørg ind til hvilke drift og vedligeholdelsesudgifter du kan forvente i anlæggets levetid – hvis et solcelleanlæg holder i 30 år, vil anlæggets inverter skulle udskiftes 1-2 gange.
  8. Husk solcellernes årlige produktion af strøm handler ikke alene om placering og sol, men også om solcellernes ydeevne. Bed om at få dokumentation for anlæggets ydeevnen.
  9. Husk at medregne at solcellernes effektivitet falder lidt over tid, og produktionen af strøm derved bliver lidt mindre end i starten.
  10. Husk alderen på dit tag. Skal taget skiftes inden for de kommende år, er det bedre at skifte taget, inden du opsætter solcelleanlægget, da det vil være udgifter forbundet med at tage anlægget ned og sætte det op igen.
  11. Når økonomien skal beregnes, skal det være med en elpris uden abonnement, for det skal du betale under alle omstændigheder – og det skal baseres på Energistyrelsens fremskrivning af elprisen.
  12. Du kan søge hjælp og få vejledning hos en række energiselskaber.