BiomasseBiomasse til energi

Viden om biomasse

Bæredygtig biomasse spiller en vigtig rolle i et grønnere energisystem. Men hvad er bæredygtig biomasse? Hvor stor er CO2 besparelsen ved at skifte kul og naturgas ud med biomasse? Og hvordan arbejder energibranchen med at dokumentere, at den biomasse, der bruges på kraftvarmeværker er bæredygtig? De spørgsmål besvarer Dansk Fjernvarme og Dansk Energi i den fælles folder ”Bæredygtig biomasse – Rygraden i Danmarks klimaindsats”.

Kraftvarmeværker på bæredygtig biomasse udgør en grundpille i fremtidens grønnere energisystem.

Biomasse vil i 2020 have sparet klimaet for 7,4 mio. tons CO2 i forhold til 1990, svarende til over en fjerdel af Danmarks samlede CO2-reduktion. Biomassen vil i 2020 have erstattet 1,6 mio. tons kul siden 1990 og reduceret naturgasforbruget med 55 procent siden årtusindskiftet.

Det kræver brug af bæredygtig biomasse. Det sikrer energibranchen ved at efterleve den danske brancheaftale, som stiller skrappe bæredygtighedskrav. De træpiller og træflis, der bliver brændt af i danske kraftværker, kommer fra skove, som er i vækst og hvor biodiversitet og økosystemer opretholdes.

Skovindustriens vigtigste produkt er højkvalitetstræ til huse, gulve og møbler. Træ til energiformål er et biprodukt som resttræ eller affaldstræ, som ikke kan bruges til andet. Det afspejles også i prisen, hvor prisen på tømmer er 5 gange højere end på træ til energiformål. Øget efterspørgsel skaber øget udbud og sikrer genplantning, da skovejernes forretning afhænger af at have nok træ til rådighed.

Den slags fakta har Dansk Fjernvarme og Dansk Energi samlet i folderen ”Bæredygtig biomasse”, der beskriver, hvorfor biomasse udgør et vigtigt element på vejen mod et fossilfrit samfund.