100 megabit til alle  

Af Thomas Woldiderich, 9. marts 2009

Dansk Energi ønsker en målrettet, ambitiøs og visionær strategi for lynhurtigt bredbånd i Danmark. Derfor har Dansk Energi udarbejdet en bredbåndsvision, der består af en overordnet målsætning: 100 megabit til alle i år 2015

Dansk Energi ser tre indsatsområder:

  • Danmark som foregangsland indenfor digital kommunikation
  • Effektive og lige konkurrence for bredbånd
  • Nedbryd den digitale kløft mellem by og land

Til hvert indsatsområde er tilknyttet en række konkrete initiativer, der alle sammen skal være med til at fremme udbredelsen af lynhurtigt bredbånd i Danmark og bevirke, at Danmark får andel i de positive samfundsøkonomiske gevinster, som følger med udbredelsen og brugen af lynhurtigt bredbånd.

Bredbånd skaber vækst og nye arbejdspladser – og det skal udnyttes

Bredbånd har betydning for samfundsøkonomien, det viser beregninger offentliggjort af EU-Kommissionen. EU vurderer, at der frem til år 2015 kan forventes en nettotilvækst på mellem 1-2 millioner nye jobs som følge af bredbånd. Der kan i samme periode forventes en bredbåndsrelateret vækst på helt op til 6000 milliarder danske kroner på europæisk plan.

Ny dansk strategi for bredbånd år 2009-2015

Dansk Energis vision foreslås gennemført fra år 2009-2015, som afløser for den gamle bredbåndsstrategi fra år 2001.

Målet er at fremme udrulningen af lynhurtigt bredbånd i Danmark, hvor det offentlige går forrest som efterspørger og bruger af digitale løsninger, der udnytter de hurtige forbindelser. Herudover skal aktørernes incitament til at foretage private investeringer fremmes.

Med visionen ønsker Dansk Energi at fremme en dansk infrastruktur i verdensklasse, som kan:

  • bidrage positivt til vækst og beskæftigelse i samfundet og understøtte innovation og iværksætteri,
  • effektivisere den private såvel som den offentlige sektor,
  • aktivt bruges til at mindske CO2-udslip og fremme sundheden,
  • samt give borgere, virksomheder og det offentlige helt nye digitale muligheder for at være i kontakt med hinanden

5 cirkler


Seneste nyt fra USA: Need for speed

Perspektiv

I USA offentliggjorde den estimerede tænketank The Information Technology and Innovation Foundation i sidste uge (5. marts 2009) en rapport om behovet for båndbredde i den digitale økonomi. Rapporten med titlen "The Need for Speed: The Importance of Next-Generation Broadband Networks" konkluderer blandt andet:

  • Behovet for høj båndbredde hænger sammen med summen af bredbåndskrævende indhold og tjenester, hvoraf mange vil blive brugt på samme tid, af flere personer i den enkelte husstand.
  • Mængden af indhold og tjenester, som kræver båndbredde stiger eksplosivt, og vil fortsætte de kommende år.
  • Mindst 50 Mbit/s download og upload hastigheder på 10 Mbit/s til alle vil fremme udviklingen af en lang række nye online-applikationer og tjenester, hvoraf mange af dem er nogle, som vi ikke kan forestille os i dag.
  • Lynhurtigt bredbånd med høje hastigheder både up- og download gør internettet til et langt mere visuelt medium. Alle kan kommunikere med alle i både tekst, lyd og navnlig højopløselige billeder. Borgerne kan lave deres egne tv-kanaler, og ved hurtige forbindelser spares der betydelige mængder af tid og ressourcer på at sende og modtage datatungt digitalt indhold.
  • Cloud Computing kan revolutionere brugen af software, og måden at opstarte en ny virksomhed på. Ved at anvende softwaren over nettet, i stedet for at installere den lokalt, kan den lille iværksætter spare store it-investeringer i it-netværk/serverpark m.v., og være konkurrencedygtig på it-fronten fra begyndelsen. For at tilgå sine data og/eller hente data ned på sin pc lokalt, er der behov for væsentlig båndbredde.

Den amerikanske tænketanks bestyrelse består af nuværende og tidligere medlemmer af den amerikanske kongres, samt tidligere medlemmer af repræsentanternes hus. Herudover er der en direktør fra MIT (Massachusetts Institute of Technology), topledere fra IBM, Oracle, Microsoft, Cisco og en tidligere chef i Det Hvide Hus under Reagan-regeringen.

Links

Læs rapporten "The Need for Speed udarbejdet af The Information Technology and Innovation Foundation, USA
The Need for Speed


Dokumenter

  • Læs Dansk Energis "Vision 2015: 100 megabit til alle"

  • Vision
     pdf , 940 kb

Internetmuren

Holdning

Vi rammer internet- og vækstmuren, hvis vi ikke sadler om.

Selv om der løbende bliver arbejdet på at vride mere kapacitet ud af den nuværende infrastruktur, så er kendsgerningen den, at loftet for kapacitet snart er nået.

For at kunne udnytte alle de digitale muligheder kræves det, at der er en infrastruktur på plads, der kan håndtere de mængder af data, som højteknologisk indhold og tjenester har brug for.

Af kendte eksempler kan nævnes videokonferencer, telemedicin, intelligent styring af hjem, e-læring, brugerskabt indhold, HDTV, digital distance undervisning mv. Hertil kommer det indhold og de tjenester, som vi endnu ikke kender i dag, men som vil blive skabt i takt med, at infrastrukturen kommer på plads, og innovationen sættes fri i den digitale verden.

Hvis Danmark bliver et højhastighedssamfund, vil det kunne tiltrække højteknologiske virksomheder og gøre Danmark til et attraktivt test- og foregangsland inden for digitale tjenester, akkurat som vi var det på det mobile område for en del år tilbage.

Kontakt

###