Af Troels Werner Christensen, 8. oktober 2009
Danmark er ikke foregangsland på energiforskningsområdet, viser en ny analyse. Desuden bærer energiforskningsområdet præg af stop-go politik og ustabile bevillinger, viser analysen foretaget af tre fremtrædende økonomiprofessorer fra Center for Economic and Business Research på CBS.
Skal Danmark blive en grøn vindernation indenfor udvikling og eksport af miljøvenlig og omkostningseffektiv energiteknologi, bliver det nødvendigt med en markant opprioritering af energiforskningsindsatsen. Nye tal viser, at Danmarks offentlige udgifter til forskning i nye energiteknologier ligger på OECD-gennemsnit.
Analysen belyser også sammenhængskraften mellem initiativerne på tværs fra grundforskning til anvendt forskning i form af udviklings- og demonstrationsprojekter.
Styrker og svagheder
Hvad er så dansk energiforsknings styrker og svagheder?
På plussiden tæller især energiforskningens evne til at samarbejde med erhvervslivet, til at få del i EU´s forskningsmidler og til at uddanne ph.d.-kandidater.
Men den opsummerer også tre svagheder:
- De sidste 20 år er energiforskningens gennemsnitlige andel af de offentlige forskningsmidler 7,5 procent, mens OECD-gennemsnittet i samme periode er 8 procent.
- Indsatsen er spredt over mange ’små kasser’, som ikke er koordinerede, og ansøgerne har svært ved at finde rundt. På aftagersiden er også en tendens til spredning med mange små miljøer, hvilket gør det svært at opnå kritisk masse.
- Bevillingerne til energiforskning har gennem årene været svingene på grund af en stop-go-politik, og det svækker muligheden for langsigtet planlægning i energiforskningen.Ny fond
Ny fond
Dansk Energi har sammen med Dansk Metal, Dansk Industri, Ingeniørforeningen foreslået en uafhængig energi- og klimateknologisk forskningsfond, hvis grundkapital skal forhøjes med 300 millioner kroner hvert år frem mod 2020.
Læs EnergiAgenda med hele analysen her