Lederforum - 100 års jubilæum på Kronborg Slot  

Af Annette Bull, 4. maj 2009

Danske Energiselskabers Lederforum inviterer medlemmer, seniorer, gæster og venner med ledsagere til fest på Kronborg Slot fredag den 18. september 2009, fra kl. 12,00.

Foreningen, der så dagens lys en varm sommerdag i 1909, blev etableret på initiativ af driftbestyrer E.W. Buemann fra Kolding, har en imponerende historie bag sig og bærer på stolte traditioner.

Derfor skal jubilæet også fejres med manér, på et sted hvor historiens vingesus virkelig kan mærkes. Jubilæet holdes på Kronborg Slot. Et slot hvor historien går tilbage til 1420erne, hvor Erik Pommern, konge af Danmark, anlagde en borg på Ørekrog, en odde på Øresunds smalleste sted.

Et slot der, den dag i dag, ikke har alle almindelig bekvemmeligheder, men hvor historien trives, og hvor kerterne vil lyse for os ved mørkets frembrud.

Det er bestyrelsens håb, at I på festlig vis vil være med til at fejre jubilæet og gøre dagen til en ganske særlig oplevelse.

Programmet for hele arrangementet er som følger:

Dagsprogram:

Kl.  12.00

Ankomst og samling i slotsgården

Kl.  12.10

Frokost i sydfløjen – stueetagen

Kl.  13.00

Ordinær generalforsamling i Danske Energiselskabers Lederforum
(materiale udsendes særskilt)

Kl.  13.30

Tolkninger af H. C. Andersens Eventyr v/præst Kathrine Lilleør
Kronborg Slotskirke

Kl. 14.30       

Rundvisning på Kronborg Slot

Kl. 15.30

Forfriskninger og afslutning på eftermiddagens program

For god orden skyld kan oplyses, at hver især selv forestår transporten til Hotel Marienlyst.

Aftenprogram:

Kl. 17.00     

Fællestransport fra Hotel Marienlyst til Kronborg Slot
Ved ankomst til slottet må du/I påregne en spadseretur på ca. 500 meter over bro og toppede brosten. Praktisk fodtøj kan anbefales.

Kl. 17.30

Velkomstdrink

Kl. 18.00      

Festmiddag og underholdning mv. i Frederik d. ll’s vinkælder

Kl.  ca. 21.30

Dans i Riddersalen

Kl.  24.00

Fællestransport tilbage til Hotel Marienlyst

Kl.  00.30

Festen fortsættes i baren på Hotel Marienlyst med afsluttende natmad kl. ca. 2.00

Vi håber, at vore medlemmer og gæster har lyst og mulighed for at fejrer dagen ved deltagelse i det samlede program.

Praktiske oplysninger:

Påklædning:

I forbindelse med eftermiddagens program vil det være en god ide, at ekvipere sig med praktisk tøj, herunder fodtøj.

Dresscode for aftenfesten vil være festtøj/galla for kvinderne og mørkt tøj eller smoking for herrerne. Som tidligere nævnt vil det dog være en god ide at medbringe praktisk fodtøj til turen fra bussen og frem til festsalen.

Omgivelserne:

Da festen holdes på et gammelt slot, håber bestyrelsen på en bred forståelse for, at interiøret ikke efterlever dagens standard. Udgangspunktet er, at når landets dronning kan acceptere disse forhold – ja, så kan vi selvfølgelig også.

I vil således opleve, at der ikke findes toiletfaciliteter indendørs på slotte. Disse lokaliteter er henlagt til slotsgården.

Der er ligeledes totalt rygeforbud indendørs i hele slottet – også her er gæsterne henvist til slotsgården.

Overnatning:

Der er reserveret værelser til deltagerne på Hotel og Casino Marienlyst, Ndr. Strandvej 2, 3000 Helsingør, tlf.nr. +45 49 21 40 00.

Tilmelding:

For overholdelse af brandmyndighedernes direktiver, er der desværre kun plads til i alt 200 gæster mv. Vi vil derfor meget anbefale en forholdsvis hurtig tilbagemelding om deltagelse i arrangementet.

Tilmelding bedes fremsendt senest den 1. juni 2009. Bestyrelsen har besluttet, at anvende ”først til mølle – princippet”. Endvidere kan det oplyses, bl.a. af hensyn til foreningens økonomi, at tilmeldingerne vil have bindende virkning. Det skal dog for god orden skyld oplyses, at såfremt det vil være muligt, at overdrage evt. ledige pladser til medlemmer på en venteliste kan afmelding foretages uden beregning.

Vi ser frem til stor deltagelse i jubilæumsfesten.

Links

Tilmeld dig her
Tilmelding


Kontakt

###