Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Bæredygtig rapportering

Bæredygtighed skal helt ind i kernen af strategierne

Et nyt Dansk Energi-netværk, der skal hjælpe med at forankre bæredygtighed i strategiarbejdet, har set dagens lys. "Vi er alle sammen oppe i fuldt pensum, og vær for guds skyld ærlig og transparent", lød det fra to eksperter på området.

Bæredygtighed fylder mere og mere i både medier og virksomhedsdrift. Men det er stadig en svær størrelse at bokse med trods mere detaljerede krav til rapportering og nye EU-regler for, hvad der må høre til under ’bæredygtigheds-hatten’.

At der stadig er mange mil at gå og meget fælles forståelse at skabe var tydeligt, da bæredygtigheds- og strategichefer fra et bredt udsnit af Dansk Energis medlemkreds for nylig mødtes i et nyt netværk for første gang.

- Vi er glade for, at vi kan være værter for samtalerne om bæredygtighed i et sektorperspektiv. Det er et uundgåeligt forretningsstrategisk tema, der betinger fremtidens license to operate. Og det er dejligt, at så mange har mod på at dele nogle af de udfordringer, dilemmaer og muligheder, som vi alle sammen møder i arbejdet med at forankre bæredygtighed i strategiarbejdet, sagde Ida Marie Behr, chefkonsulent i Dansk Energi, der sammen med konsulent Frederik Ingvordsen, er tovholder for netværket. 

Der er strategier – og bæredygtige strategier

Med til at sætte scenen var Esben Lanthén, managing partner i virksomheden Nordic Sustainability, der har specialiseret sig i at rådgive om krydsfeltet mellem strategi og bæredygtighed.

Omverdenen kan godt tåle at høre, at man ikke er i mål med alt endnu. Vi er alle sammen på vej.
Esben Lanthén, Managing Partneri Nordic Sustainability

- Bæredygtigheden skal gennemsyre alle dele af forretningen. Mange af jer arbejder med at levere produkter, der har et overordnet positivt bidrag til den grønne omstilling inden for fx grøn energi, men det er bare ikke nok kun at fokusere på det såkaldte handprint. I kan ikke længere slippe for at forholde jer kritisk til jeres eget aftryk og processer. Det vi kalder footprint, sagde Esben Lanthén.

Skal du være med i netværket?

Arbejder du i en virksomhed under Dansk Energi, Wind Denmark eller Dansk Solkraft med bæredygtighed, strategisk bæredygtighedskommunikation eller bæredygtighedsrapportering, og synes du, at dette netværk lyder som noget for dig? Så kontakt Frederik Ingvordsen, fin@danskenergi.dk eller Ida Marie Behr, imb@danskenergi.dk.

...

Noget af det sværeste, men også mest afgørende i arbejdet med bæredygtige strategier er at få styr på data. Og så handler det om at sætte nogle ideelle endemål og gå baglæns derfra med henblik på at identificere alle de politikker og programmer, der skal til.

- I bliver nødt til at sætte høje, videnskabeligt baserede mål, selvom I ikke ved præcis, hvordan I skal nå dem. Ellers bliver klimakrisen ikke løst. Nuludledning af CO2 vil være et oplagt mål for mange, men en del virksomheder tænker allerede nu et skridt videre ved at tage fat på, hvordan de kan bidrage positivt. Vi skylder som generation på kontoen, så det er måske ikke nok at mitigere sit aftryk, sagde Esben Lanthén.

Esben Lanthen
Esben Lanthén

Han understregede dog, at det vigtigste princip overhovedet i de bæredygtige bestræbelser er at være ærlig og transparent.

- Vær ærlige i jeres rapporteringer. Omverdenen kan godt tåle at høre, at man ikke er i mål med alt endnu. Vi er alle sammen på vej, og i bund og grund når vi som mennesker og virksomheder aldrig frem til det ideelle mål, sagde Esben Lanthén.   

Fælles sprog, forståelser og standarder

Christina Blak fra We Love People fortalte i sit indlæg om, i hvilken retning arbejdet med at dokumentere bæredygtigheden udvikler sig. Her er begrebet ESG – environment, social, governance – et nøgleord.

- ESG er en ny valuta i virksomhedsledelse. Det er et sprog, vi skal udvikle, og en praksis, vi alle bliver nødt til at tage del i. Udfordringen er, at bæredygtighed er et multifacetteret felt. Men som virksomhed synes jeg, at man skal starte der, hvor man allerede har gang i noget rigtigt, for det er et kæmpe område at give sig i kast med. Vi er alle sammen oppe i fuldt pensum hele tiden, påpegede Christina Blak.

ChristinaBlak
Christina Blak

De sidste par år har hun beskæftiget sig indgående med landets største virksomheders rapportering inden for ESG – og har bl.a. udarbejdet et barometer, som viser tendenser og fokus i C25-virksomhedernes rapportering på bæredygtighed. For mens det er ledelsen, der driver forandringen i den enkelte virksomhed, er det måltal og dokumentation, der sikrer, at den ønskede forandring sker.

Barometeret viser, at E’et de sidste par år har fået mest opmærksomhed med fx klimaregnskaber og mitigerende adfærd, men at det lige nu er S’et, det sociale i form af mennesker, trivsel mv., der rører på sig i de store koncerner, og at vi kan forvente en større balance mellem E, S og G i fremtiden.

 

Nyheder direkte i din indbakke?