Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Elnet til fremtiden

Cerius indfører differentierede tariffer

Det sjællandske netselskab Cerius sænker tarifferne det meste af døgnet og hæver dem på vinteraftener, hvor belastningen er størst. Formålet er at fordele danskernes elforbrug bedre – en øvelse, der kan spare milliarder af kroner.

Elnetselskabet Cerius, der dækker store dele af Sjælland, indfører differentierede tariffer for transport af strøm i et forsøg på at brede danskernes elforbrug mere jævnt ud over døgnet.

I vinterhalvåret fra klokken 17-20, hvor belastningen i elnettet er størst, godt og vel fordobles tariffen fra 1. april 2020 til 59,99 øre pr. kWh. Samtidig sænkes den på alle andre tidspunkter til 19,79 øre/kWh fra april 2020. I dag er prisen 25,61 øre/kWh.  

Vi håber, at vi kan hjælpes ad og flytte noget af forbruget væk fra de perioder, hvor belastningen af elnettet i boligområderne er størst.
Birger Bagger Mikkelsen, direktør i Cerius

- Vi ser ind i en fremtid, hvor det kan være nødvendigt at investere i en udbygning af elnettet for at få produktion og forbrug til at mødes. Eventuelle investeringer vil få tarifferne til at stige, så vi håber, at vi kan hjælpes ad og flytte noget af forbruget væk fra de perioder, hvor belastningen af elnettet i boligområderne er størst, siger netdirektør Birger Bagger Mikkelsen fra Cerius, der også fastslår, at den samlede betaling ikke vil stige for en almindelig forbruger med et gennemsnitsforbrug.

Viceadm. direktør Anders Stouge i Dansk Energi pointerer, at de differentierede tariffer er en helt rigtig vej at gå i en tid, hvor vores biler skal til at køre på el, og langt flere huse skal opvarmes med elektriske varmepumper frem for olie- og naturgasfyr.

Vi vil gerne have, at de forbrugere, der bruger el, når der er ledig kapacitet i nettet, bliver belønnet.
Anders Stouge, viceadm. direktør i Dansk Energi

- Det er præcis den vej, vi skal. Når vi kigger ind i fremtiden, kommer vi til at bruge el til langt flere ting end i dag, og der bliver det helt afgørende at fordele forbruget bedre. Vi vil gerne have, at de forbrugere, der bruger el, når der er ledig kapacitet i nettet, bliver belønnet, siger han.

Elbilerne kommer - Gør elnettet klart til elbilerne
Politikpapir

Dansk Energi har, med udgangspunkt i V-LA-K-regeringens målsætning om én million lavemissionsbiler i 2030, analyseret, hvad de grønne biler isoleret set vil kræve af vores eldistributionsnet, og hvad det vil koste i...

Udgivet
2019

- Vi har analyseret behovet for at investere i stærkere elnet i lyset af politikernes ambition om at have én million elbiler i 2030. Den analyse viser en forskel på 16 milliarder kroner afhængigt af, om vi skal indrette nettet til at lade bilerne op på forskellige tidspunkter af døgnet, eller om vi skal kunne gøre det samtidig. Det sidste vil udløse betydelige tarifstigninger, og det skal vi undgå, siger Anders Stouge.

Enkelte andre netselskaber har allerede indført de nye variable tariffer, mens flere ventes at følge efter i løbet af 2020.

Nyheder direkte i din indbakke?