Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

BIOMASSE

CONCITO-forslag gør grøn varme dyrere og bryder med internationale klimaregler

Fjernvarmen skal elektrificeres, men bæredygtig biomasse er fortsat nødvendig for at udfase kul, gas og olie. Derfor vil CONCITOs forslag om en CO2-afgift på biomasse gøre danskernes varmeregning dyrere uden det bidrager væsentligt til et yderligere fald i forbruget. Dansk Energi opfordrer CONCITO og Folketinget til at bekæmpe fossile brændsler, og huske, at der fortsat er et behov for at supplere elektrificerede varmeløsninger med bæredygtig biomasse.

Træpiller og flis lavet på affaldstræ fra bæredygtig skovdrift, sikrer, sammen med halm, at Danmark hurtigt udfaser kul og har grøn fjernvarme indtil nye grønne og elektrificerede varmeløsninger, samt el fra vind og sol, kan stå alene. En fjerdedel af Danmarks CO2-reduktion siden 1990 kan tilskrives den bæredygtige biomasse, og tidligere på året vedtog et bredt flertal i Folketinget, at den danske energisektor skal efterleve strengere krav end øvrige EU-lande til biomassens bæredygtighed.

Derfor mener Dansk Energi, at CONCITOs forslag om at indføre en CO2-afgift på bæredygtig biomasse, som Politiken bringer i avisen mandag, er et fejlskud.

– Vi vil i fremtiden se en øget elektrificering af varmesektoren og et markant fald i biomasseforbruget i takt med, at de grønne elbaserede varmeteknologier kommer ned i pris og op i skala. Alle bør dog huske på, at nye varmeteknologier, samt el fra vind og sol, endnu ikke kan stå alene. Jeg er derfor overrasket over, at CONCITO bruger kræfter på at fordyre den grønne energi fra bæredygtig biomasse i en tid, hvor vi har ufatteligt travlt med at gøre os fri af fossile brændsler. Biomassen, vi anvender, er bæredygtig, og den er fortsat helt afgørende for, at danskerne har varme stuer og grøn el i kontakten på de helt vindstille dage, siger Kristine Grunnet, branchechef i Dansk Energi.

Hun kvitterer dog for, at CONCITO forholder sig til, at biomassen ikke kan udfases.

– Vi ser mere optimistisk end CONCITO på, hvor hurtigt store varmepumper, overskudsvarme og andre grønne løsninger kommer i spil. Men de elbaserede varmeløsninger er endnu ikke i alle sammenhænge den mest oplagte løsning, og det tager tid og plads at få dem indpasset i de store byområder. Derudover skal vi jo have nok grøn el til at dække behovet. Teknologi, skala og pris er derfor fortsat vigtige forudsætninger, når man skal vælge mellem to grønne teknologier. En afgift på biomasse vil derfor ikke sænke forbruget synderligt, men alene gøre danskernes varmeregning dyrere, siger Kristine Grunnet.

Dansk Energi udgav tidligere i år en rapport udarbejdet af EA Energianalyse, der viste, at størstedelen af biomassen (70 pct.) vil være udfaset i 2040 uden en afgift, da nye grønne varmeteknologier i stor stil vinder indpas hjulpet godt på vej af en lavere elvarmeafgift.

Pressemeddelelse

EA Energianalyse har for Dansk Energi og Dansk Fjernvarme analyseret, hvilke teknologier, der kan træde i stedet for biomasse i el- og...

Et opgør med internationale klimaregler og dansk afgiftssystem

CONCITOs forslag lægger op til, at de danske politikere skal begynde at beskatte CO2-udledninger, som finder sted i andre lande, og som derfor indgår i andre landes klimaregnskaber. Forslaget går stik imod internationale klimaregler samt Paris-aftalens og den danske klimalovs logik, når den samme CO2-udledning skal beskattes og tælle med i det globale klimaregnskab to gange.

– CONCITOs tilgang må betyde, at Danmark enten tager et opgør med resten af verdens måde at tælle CO2 på, eller kaster vores eget danske klimamål og afgiftssystem over bord. Desuden forholder forslaget sig ikke til, at Folketinget tidligere i år har indført de strengeste krav til biomasse i hele EU. Dette gør, at biomassen kommer fra resttræ fra bæredygtigt forvaltede skove, og derfor er biomassen klimavenlig og et brændsel, vi skal være glade for at have, indtil elbaserede varmeteknologier og vind og sol kan stå alene, siger Kristine Grunnet og fortsætter:

– Det vil være et principielt nybrud i dansk afgiftspolitik, hvis CO2-udledning fra produktion og transport af biomasse, som finder sted i et andet land, skal pålægges en afgift i Danmark. En sådan afgift giver ikke mening og da slet ikke, hvis den kun begrænses til biomasse, siger hun.

Benspænd for grønne Power-to-X brændsler

Hun mener også, at CONCITO glemmer, at vi får brug for biomasseværkerne til at fremstille fremtidens grønne Power-to-X-brændsler.

– Vi står med en kæmpe mulighed for at fange og bruge grøn CO2 fra biomasseværkerne til at fremstille de Power-to-X-brændsler, som skibs- og luftfarten skriger på. Det er helt afgørende, hvis Danmarks, og resten af verdenens, CO2-udledning skal gå i nul. En afgift på bæredygtig biomasse vil udfordre og gøre den omstilling unødvendigt dyr, siger hun.

Fakta om Danmarks brug af bæredygtig biomasse til el- og fjernvarmeproduktion

  • Danmark har siden 2005 reduceret sit kulforbrug med ca. 75 procent - især på grund af bæredygtig biomasse.
  • En tredjedel af Danmarks biomasseforbrug sker ude i husstandene og i mindre erhverv ved træpillefyr. CONCITOs rapport (Ea Energianalyse) kigger på den kollektive el- og varmeforsyning.
  • En forceret udfasning af biomasse vil i 2025 koste samfundet 14 mia. kr. i 2025 og 9 mia. kr. i 2030 i tabte investeringer og dyrere varmeregninger. Det vil føre til højere varmepriser på i gennemsnit 800-1.500 kr. om året pr. husstand i områder med fjernvarme produceret på biomasse. Det rammer især varmeforbrugerne i de største danske byer. (EA Energianalyse for Dansk Energi m.fl.: Potentialer for nye teknologier i el- og fjernvarmesektoren).
  • Folketinget besluttede med energiaftalen i 2012 at fremme investeringer i at konvertere kraftvarmeværker fra kul og gas til bæredygtig biomasse. Det medførte, at energi- og forsyningssektoren har investeret et tocifret milliardbeløb i at konvertere kraftvarmeværker fra kul og gas til bæredygtig biomasse.
  • Ifølge EA Energianalyses rapport udarbejdet for Dansk Energi, ”Potentialer for nye teknologier i el- og fjernvarmesektoren”, ventes biomasseforbruget at blive reduceret med 70 pct. i 2040 – præcis som CONCITOs forslag – men uden indførelse af en afgift, fordi store varmepumper og overskudsvarme vinder indpas i stigende hast især pga. afskaffelsen af elvarmeafgiften fra januar 2021.
  • Klimarådet anbefaler, at man indfører en afgift på den biomasse, der ikke er bæredygtig. CONCITOs forslag – med udgangspunkt i den seneste analyse fra EA Energianalyse - gælder al biomasse, og forholder sig ikke til, at Folketinget i foråret 2021 ved lov vedtog nye danske bæredygtighedskrav til biomassen. Kravene er strengere end de generelle krav i EU og sikrer, at den biomasse, der anvendes, har mindst mulig klimapåvirkning, kommer fra bæredygtig skovdrift, og at man anvender rest- og affaldsprodukter fra skovene, som ikke efterspørges til andre formål.
  • Store varmepumper vinder i et højt tempo indpas i mindre og mellemstore varmeområder. Men teknologien har endnu ikke en tilstrækkeligt stor kapacitet til at dække det fulde varmebehov i de største byområder. Ligeledes kræver varmepumper plads og adgang til en varmekilde, f.eks. havvand. Med tiden udvikles teknologien, og vil sammen med overskudsvarme, geotermi mv. reducere biomasseforbruget.
...

 

Nyheder direkte i din indbakke?