Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Power-to-X

Danmark går med i europæisk nøglesatsning på brint

Regeringen har besluttet, at Danmark skal deltage i det fælleseuropæiske IPCEI-projekt om at etablere et brintmarked i EU. Det er gode nyheder, der åbner for at sætte skub i store værdikædeprojekter, lyder det fra Dansk Energi.

Regeringen har besluttet, at Danmark skal deltage i det fælleseuropæiske IPCEI-projekt vedr. etablering af et brintmarked i EU.

IPCEI står for ’Important Projects of Common European Interest’ – og er kort sagt værdikædeprojekter på tværs af europæiske grænser, hvor man puljer nationale midler til at skabe storskala-projekter. Ambitionen er at skabe en ramme der kan understøtte store, grænseoverskridende værdikædeprojekter, der kan blive europæiske flagskibe.

Der er i første omgang øremærket 77,6 mio. kr. til den danske deltagelse, og der afsøges yderligere finansiering.

- Det er gode nyheder, at regeringen har besluttet at melde Danmark ind i IPCEI. Resten af verden rykker, og vi ser, at partnerskaber p.t. dannes på tværs af Europa i et hæsblæsende tempo. Det er derfor helt centralt, at Danmark er med i disse partnerskaber, og det er afgørende, at Danmark udpeger og bakker op om værdikædeprojekter, der kan skaleres til at være europæiske flagskibe. Det er et stort gab der skal lukkes, og der vil være behov for yderligere finansiering, siger teamleder for nye brændsler i Dansk Energi Martin Dam Wied.

Det er et stort gab der skal lukkes, og der vil være behov for yderligere finansiering.
Martin Dam Wied, teamleder for nye brændsler i Dansk Energi

Hvad er IPCEI?

IPCEI-partnerskaber er del af EU’s industripolitiske dagsorden. Formålet er at løse markedsfejl som fx. det nuværende Power-to-X-paradoks og dermed fremme det europæiske marked for grøn brint gennem nationale investeringer.

I IPCEI går flere EU-medlemsstater sammen i større fælleseuropæiske projekter og udmøntninger af national statsstøtte. Samtidig er IPCEI-projekter fritaget for EU’s normale statsstøtteregler.  

Afgørende betydning for PtX i Danmark

De vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse kan være et afgørende værktøj til at afhjælpe markedsfejl og igangsætte den industrielle implementering inden for den grønne omstilling. Det kan således være et værdifuldt redskab til at opskalere teknologier, der allerede er klar til en bredere implementering for at nå EU's klimamål.

Projekterne kan knytte værdikæder sammen og skabe brede partnerskaber, hvilket kan være en afgørende faktor for at skabe rammerne til udvikling af storskala-industrialisering indenfor fx. vedvarende energi, brint, Power-to-X og andre initiativer der kan bidrage til økonomisk vækst, job og konkurrenceevne.

Nyheder direkte i din indbakke?