Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Dansk Energi får ny chef i EU

Lars Koch er Dansk Energis nye repræsentant i Bruxelles, og med klima øverst på EU’s dagsorden bliver der rigeligt at se til.

Mens EU’s regeringschefer blev enige om budgettet og genopretningsfonden satte Lars Koch sig i Dansk Energis chefstol i Bruxelles. Han har arbejdet med miljø og bæredygtighed i EU i otte år og senest som Assistant Manager for Take-Back Operations & Circular Economy i Sony, hvor han var ansvarlig for produktregler samt genanvendelse.

Jeg glæder mig til at være Dansk Energis spydspids i Bruxelles og få sat den grønne dagsorden helt i top, så vi kan få skabt et rigt, frit og grønnere Europa.
Lars Koch, ny EU-chef i Dansk Energi 

- Jeg glæder mig til at være Dansk Energis spydspids i Bruxelles og få sat den grønne dagsorden helt i top, så vi kan få skabt et rigt, frit og grønnere Europa, siger Lars Koch.

Med den grønne bølge, der skyller ind over EU, er der nok at tage fat på. Det første skvulp kom med valget til Europa-Parlamentet for lidt over et år siden. Det blev efterfulgt af en ny Kommission, der med European Green Deal satte klima i toppen af den politiske dagsorden.

Coronakrisen har ikke skyllet den grønne dagsorden længere ned. Tværtimod fylder grønne investeringer godt i den europæiske genopretningsfond.

- Vi glæder os over at have fået Lars Koch med ombord. EU er en supertanker, som nu for alvor er ved at sætte kurs mod klimaneutralitet i 2050. Der venter en masse opgaver i maskinrummet i EU, og dem skal Lars Koch med sin indgående erfaring fra Bruxelles være med til at løfte, så skibet sejler hurtigere i en grøn retning, siger Anders Stouge, viceadm. direktør i Dansk Energi.

En af de opgaver, der venter, er i begyndelsen af efteråret, hvor EU-landene skal forhandle om et højere klimamål for 2030 end de nuværende 40 procent reduktion af drivhusgasser. Her opfordrer Dansk Energi til et mål på mindst 55 procent reduktion i 2030.

Nyheder direkte i din indbakke?