Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Artikel

Dansk Energi hyrer ny public affairs-chefkonsulent

Dansk Energi styrker sin politiske interessevaretagelse med ansættelsen af Ruben Kidde, som kommer fra brancheforeningen DVCA.

Ruben Kidde bliver ny chefkonsulent til Public Affairs i Dansk Energi. Han kommer fra brancheforeningen for venture- og kapitalfonde samt business angels (DVCA), hvor han i fire år har været chefkonsulent og presseansvarlig.

Derudover sidder Ruben Kidde i Frederiksbergs kommunalbestyrelse for Radikale Venstre, og han er 1. suppleant til Folketinget i Københavns Storkreds.

– Jeg har valgt Dansk Energi, fordi vores medlemmer spiller en afgørende rolle i Danmarks grønne omstilling med massive investeringer i vedvarende energi. Med afsæt i sommerens klimavalg bliver Dansk Energi en vigtig sparringspartner for regeringen og Folketinget i rejsen mod at nå klimamålet om 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030, siger Ruben Kidde.

Dansk Energis PA- og kommunikationsdirektør, Jesper Gronenberg, glæder sig over ansættelsen af Ruben Kidde:

– Vi styrker Public Affairs-holdet i Dansk Energi, og det er jeg glad for, at Ruben Kidde vil være en del af. Klima er på alles læber – også på Christiansborg, hvor samtlige partier har fokus på at skabe et grønnere Danmark. Elektrificering er en fællesnævner for det arbejde, og derfor spiller energi en stadig større rolle på langt flere politikområder. Det er naturligt, at vi som branche løbende styrker vores samarbejde med omverdenen og forankrer energi endnu bredere i den politiske dagsorden, siger Jesper Gronenberg.

Ruben Kidde tiltræder i Dansk Energi 1. oktober 2019.

Nyheder direkte i din indbakke?