Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

Coronakrise

Dansk Energi: Økonomisk genstart i EU skal være grøn

Styrkede grænser, tomme gader og økonomiske støttepakker på flere billioner kroner. Europas politiske ledere går langt for at tackle coronakrisen. Ifølge Dansk Energi bør den kommende genopretning af europæisk økonomi have grønt fokus.

Efter et seks timer langt video-topmøde er EU’s 27 ledere blevet enige om, at der skal igangsættes en genopretningsplan for Europa. Planen skal ledes af Frans Timmermans, første næstformand for Kommissionen og i spidsen af den europæiske klimaplan.

I en fælles udmelding understregede EU’s ledere, at den grønne transition skal integreres i genopretningsplanen. Sidenhen har Kommissionsformanden, Ursula von der Leyen, forslået en ændring EU’s omdiskuterede næste langtidsbudget for EU, så det 7-årige budget indeholder en ’post corona økonomisk stimuluspakke’. Det langsigtede budget skal ifølge von der Leyen spille en hovedrolle i genopretningsplanen, som hun selv kalder Europas ’Marshall Plan’.

Ifølge Anders Stouge, viceadm. direktør i Dansk Energi, er det vigtigt, at EU’s ledere signalerer ønsket om et grønt fokus i genopretningen af økonomien:

-  Europa har brug for at genstarte økonomien efter coronakrisen, og det kan vi lige så godt gøre ved også at investere i grøn omstilling. European Green Deal bliver gang på gang præsenteret som Europas nye vækststrategi, så det giver mening, at den er styrende for den nye genopretningsplan, siger Anders Stouge og uddyber:

- Det er selvfølgelig helt afgørende, at der på den korte bane støttes op med initiativer, der gør, at så mange som muligt bevarer tilknytningen til deres arbejdsplads, og som afbøder, at virksomheder lider likviditetsdøden i en situation, hvor efterspørgslen på et splitsekund er forsvundet. Men som det næste bør von der Leyen og Timmermans bygge EU’s bidrag til genopretning på de europæiske grønne mål og ambitioner, lyder det fra Anders Stouge.

Desuden har Kommissionen præsenteret et nyt initiativ kaldet SURE. Det er en pulje på 100 milliarder euro med formålet om at beskytte arbejdspladser og ansatte i Europa. SURE bliver en midlertidig låneordning til de hårdest ramte medlemsstater, som har brug for støtte til at dække deres øgede offentlige udgifter i forbindelse med forsøget på at bekæmpe arbejdsløshed.

Brev fra 31 europæiske organisationer

31 europæiske organisationer er gået sammen om et brev til Europas ledere, hvor opfordringen er den samme: Europas klimaplan skal være en integreret del af den økonomiske genopretningsplan. Brevet er blandt andet underskrevet af Eurelectric, SolarPower Europe og WindEurope. Organisationerne opfordrer til at accelerere investeringer i klimaneutral energi, energieffektivitet og innovative løsninger, fremme investeringer i grøn elektrificering på tværs af sektorer samt at vedligeholde forsyningen af ren energi og investeringer i energitransitionen.

Anders Stouge bifalder det åbne brev til Europa-Kommissionen:

- Vi skal tænke langsigtet i de kortsigtede tiltag. For på den anden side af coronakrisen står vi stadigvæk overfor en klimakrise, som også skal løses. Omstilling til grøn elproduktion og -forbrug og fremtidssikring af det europæiske elnet er nogle centrale løsninger på, hvordan vi kickstarter europæisk økonomi efter coronakrisen. Klimainvesteringer skal fremskyndes for at skabe aktivitet, ikke udskydes, lyder det fra Anders Stouge.

I Holland har man udskudt nye klimaplaner, og Polen advarer, at pandemien vil gøre det endnu sværere at nå EU’s klimamål. Også årets internationale klimatopmøde, COP26, er blevet udskudt til 2021.

2279 milliarder euro

Overalt i Europa har politikere og institutioner handlet i kampen mod Corona. Der bliver brugt enorme summer på at mindske og afbøde den økonomiske krise, som den nuværende sundhedskrise afføder i Europa og andre steder. I alt har EU’s institutioner og de enkelte medlemsstater vedtaget corona-tiltag til en samlet værdi på 2770 milliarder euro.

Den Europæiske Centralbank står klar til at opkøbe obligationer af de hårdest ramte stater til en værdi af 120 milliarder euro. Derudover har Centralbanken aktiveret det såkaldte ’Pandemic Emergency Purchase Programme’, hvorved yderligere 750 milliarder euro frigives til køb af stats- og virksomhedsobligationer.

Den Europæiske Investeringsbank hjælper også til og vil mobilisere 40 milliarder euro til lån, udskydelse af betalinger på lån og andre værktøjer til at lette likviditetspresset for især små og mellemstore virksomheder.

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?