Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

ORGANISATION

Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft søger sammenlægning af de tre foreninger

Bestyrelserne for Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft har på baggrund af de gennemførte drøftelser besluttet, at der skal udarbejdes et endeligt fusionsgrundlag, som kan fremsendes til godkendelse hos medlemmerne i de tre foreninger.

Efter grundige sonderinger er de tre bestyrelser nået til den fælles konklusion, at perspektiverne ved at etablere én organisation med et dedikeret fokus på vedvarende energiteknologi og elektrificeringen af Danmark er så positive, at bestyrelserne vil søge medlemmernes opbakning til at virkeliggøre ideen.

I de tre foreningers bestyrelser er vi optaget af, hvordan vi løser klimaudfordringen og griber de muligheder, som energisektoren i Danmark står overfor. Vi mener, at svaret er at samle kræfterne i en ny, fælles forening, der kan agere som fremtidens energipolitiske talerør og være den toneangivende stemme for energisektoren. 

Elektrificering er omdrejningspunktet i den grønne omstilling. En ny, samlet forening vil have som mission at skabe et integreret og konkurrencedygtigt energisystem, baseret på direkte og indirekte elektrificering. Visionen er at bidrage til Danmarks position som et globalt foregangsland for accelereret elektrificering, grøn energiteknologi og fossilfri fremtid. Vi vil i fællesskab vise, at vores medlemmer løfter et betydeligt samfundsansvar, når det handler om at levere de konkrete løsninger, der er afgørende for at sikre tempo i den grønne omstilling i Danmark og i resten af verden. 

Ved at samle hele værdikæden - fra udvikling, produktion og eksport af energiteknologi over projektudvikling, vedvarende energiproduktion til distribution og handel med energi - vil vi have de bedste forudsætninger for at kunne drive og understøtte en accelereret elektrificering som svar på de globale klimaudfordringer. Sammen vil vi have større gennemslagskraft og styrke interessevaretagelsen på vegne af vores medlemmer, fordi vi er endnu stærkere i fællesskab, end hver for sig.

Det nye fællesskab bygger på en enhedsorganisation med udgangspunkt i fire interesseområder: industri (global teknologi og eksport), energiproduktion og -udvikling, infrastruktur samt handelsselskaber, suppleret af fællesskaber for E-mobilitet, PtX, Intelligent Energi, Tele og fortsat samarbejde om forskning og udvikling. Alt sammen funderet i en aktiv og involverende medlemskultur.

Med de tre bestyrelsers indstilling, skal medlemmerne nu tage den endelige beslutning om sammenlægning. Det vil ske på generalforsamlinger i de tre foreninger, som forventeligt vil kunne afholdes i begyndelsen af det nye år efter en forudgående debatproces.

Jesper Hjulmand
F
ormand, Dansk Energi                        

Mads-Ole Astrupgaard
Formand, Wind Denmark
Anders Dolmer
Formand, Dansk Solkraft  
Pressemeddelelse

Dansk Energi, Wind Denmark og Dansk Solkraft kan bekræfte, at de tre organisationer har indledt en dialog om en sammenlægning.

Nyheder direkte i din indbakke?