Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

CHEFFORHANDLER

Dansker i spidsen for vigtig EU-strategi

Strategien for havvind er afgørende for at nå EU’s klimaambitioner, og Danmark har meget at spille ind med. Det mener Morten Helveg Petersen (R), der netop er blevet chefforhandler for EU-Parlamentet på området.

Den danske Europa-Parlamentariker Morten Helveg Petersen (R) er onsdag blevet valgt som rapportør på EU-Parlamentets strategi for fremme af havvind. Det betyder, at han bliver pennefører på Parlamentets rapport og skal repræsentere de folkevalgte parlamentarikere i det kommende halvårs forhandlinger med EU-landene.

Det er virkelig en vigtig sag, som jeg glæder mig afsindig meget til at komme i gang med, og hvor der er stærke interesser danske interesser på spil, siger Morten Helveg Petersen og fortsætter:

Den her strategi er vigtig først og fremmest for at bekæmpe klimaforandringerne, omstille til grøn energi og få fortrængt de fossile brændsler. Det er havvind en meget vigtig del af. I og med vi har en forhistorie på det og er førende på området i dag, så har Danmark meget at spille ind med, og vi kan præge, hvad der skal ske over de næste 10, 20, 30 år. Hvis vi byder rigtigt ind fra dansk side, så er det et kæmpe eventyr, der venter her.

Danmark har meget at spille ind med, og vi kan præge, hvad der skal ske over de næste 10, 20, 30 år. Hvis vi byder rigtigt ind fra dansk side, så er det et kæmpe eventyr, der venter her.
Morten Helveg Petersen (R) , medlem af Europa-Parlamentet

Anders Stouge, viceadministrerende direktør for Dansk Energi, er begejstret for, at vi har fået en dansker i spidsen:

Det er rigtig godt for Danmark, at vi får indflydelse på en så vigtig strategi. Med Nordsøen og Østersøen ligger Danmark i et smørhul for den havvind, der skal levere grøn strøm til forbrugere i Danmark og som kan eksporteres til forbrugscentre i Nordeuropa. Havvind har også enormt potentiale til at producere fremtidens grønne brændsler til lastbiler, fly og skibe via Power-to-X. Nu får Danmark muligheden for at sætte et solidt, dansk aftryk på udviklingen af havvind i EU, lyder det fra Anders Stouge.

Politisk medvind i EU

Parlamentets rapport, som Morten Helveg Petersen er pennefører på, er en reaktion på EU-Kommissionens udspil til strategien for offshore vedvarende energi. I strategien fastsættes en politisk ambition på 300 GW havvindskapacitet i 2050 og mindst 60 GW i 2030.

Op mod EU’s nuværende kapacitet på 12 GW betyder det en 25-dobling i 2050. Ifølge Helveg Petersen bliver det ikke en nem opgave:

Hvis vi skal i mål med EU’s klimaambitioner om at være klimaneutrale i 2050, så skal vi i gang nu. Det er en kæmpe udfordring, vi står over for. Vi skal gøre noget, vi aldrig har gjort før. Udrulningen af havvind skal foregå med et tempo og i en skala, som er helt vild, hvis vi skal i mål.

Udrulningen af havvind skal foregå med et tempo og i en skala, som er helt vild, hvis vi skal i mål.
Morten Helveg Petersen (R) , medlem af Europa-Parlamentet

Europa-Parlamentarikeren påpeger, at der er meget regulering, der skal på plads:

Det handler f.eks. om at sikre infrastrukturen i form af elnet, og om at skabe den rette regulering i forhold til markedsdesign og markedsmodeller. Udfordringen opstår, når vi skal regulere på tværs af grænser. Der er en tilbøjelighed til at holde fast i at gøre tingene, som man altid har gjort. Så det bliver ikke nemt – specielt ikke i det omfang og det tempo, som er påkrævet her.

En anden udfordring er de mange forskellige former for anvendelse af det maritime rum, hvilket skaber konflikter og konkurrerende interesser ude på havene:

Der er mange hensyn at tage på Nordsøen og Østersøen, så det handler også om at sikre den rette balance mellem forskellige temaer som f.eks. fiskeri og biodiversitet i medlemslandenes havplaner, siger Helveg.

Selvom der er meget, som skal gå op i en højere enhed, så oplever  Morten Helveg Petersen en velvillighed og øget politisk opmærksomhed i EU:

I alle de år jeg har været i Europa-Parlamentet og alt det arbejde, vi har lavet indenfor vedvarende energi, så oplever jeg virkelig, at man er ved at få øjnene op for, hvor vigtigt det her er. Med det store fokus der f.eks. er på brint i øjeblikket, er det tydeligt at mærke, at der er et andet momentum for havvind nu. Det skal der også være.

Nyheder direkte i din indbakke?