Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

ELMARKEDET

Danskerne skifter elhandler som aldrig før

Mere end otte procent af forbrugerne skiftede elhandler i 2019, og det er det højeste, der nogensinde er målt. Kundernes aktivitet understreger den skarpe konkurrence og vidner om stor appetit på nye grønne produkter.

I mange år har forbrugerne været svære at trække op af stolene, når det handler om at tage aktivt stilling til, hvor de køber deres strøm. Det ser dog ud til at være brudt, viser nye tal fra Energinets knudepunkt DataHub, der registrerer alle kundeskift. 

I 2019 skiftede 8,3 procent af forbrugerne elhandler. Det er det højeste i de 7 år, der er data fra og en voldsom stigning i forhold til 2018, hvor blot 5,2 procent af de mindre kunder skiftede elleverandør. 

Konkurrencen på det danske elmarked er velfungerende 

Dansk Energi glæder sig over nybruddet og peger bl.a. på et elmarked med stor konkurrence om kunderne som en af forklaringerne.  

– Det er fantastiske tal og vidner først og fremmest om et elmarked med god konkurrence om kunderne. Danmark ligger allerede i den europæiske top, når det kommer til antallet af leverandører og produkter med forskellige egenskaber og services. De nye tal bekræfter dermed, at konkurrencen på det danske elmarked er særdeles velfungerende, fortæller afdelingschef for detailmarked i Dansk Energi Kamilla Thingvad. 

I EU indtager Danmark en delt femteplads i forhold til, hvor mange typer af elprodukter forbrugerne har adgang til. Selvom el er essentielt i dagligdagen, betyder effektive markeder i produktions-, distributions- og handelsleddene, at omkostningen udgør en lille del af forbrugernes budget.  

Den hårde konkurrence kommer blandt andet til udtryk ved, at der i dag er op mod 50 registrerede elhandlere fordelt ud over landet. På den lille Christiansø ud for Bornholm har man for eksempel adgang til intet mindre end 32 forskellige leverandører og mange forskellige produkttyper.  

De danske elkunder er begunstiget af lave elpriser, stort udvalg af produkter og elhandlere, og indtjeningen for den enkelte elhandler er helt i bund. Med de nye tal fra Energinet bliver vi bekræftet i, at konkurrencen på det danske elmarked er benhård.
Kamilla Tingvad, afdelingschef for detailmarked, Dansk Energi

– De danske elkunder er begunstiget af lave elpriser, stort udvalg af produkter og elhandlere, og indtjeningen for den enkelte elhandler er helt i bund. Med de nye tal fra Energinet bliver vi bekræftet i, at konkurrencen på det danske elmarked er benhård. Dette er blot til gavn for forbrugerne, som i takt med den stigende klimabevidsthed også får større motivation for at afprøve nye elhandlere eller nye grønne produkttyper, siger Kamilla Thingvad. 

Danske elforbrugere er blevet mere klimabevidste 

Kundernes større aktivitet hænger godt sammen med ambitionen om, at forbrugerne i fremtidens elmarked skal spille mere aktivt med i den grønne omstilling – blandt andet ved at være fleksible omkring nyt elforbrug til elbiler og varmepumper.  

Den høje kundeaktivitet i 2019 kan også hænge samme med det store politiske klimafokus, der i høj grad gjorde folketingsvalget i fjor til et klimavalg. Derudover udbyder elhandlerne i stigende grad nye og grønne elprodukter, som kan være med til at aktivere kunderne yderligere. 

Nyheder direkte i din indbakke?