Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

GRØN OMSTILLING

Det elektriske Danmark

Klimapartnerskabet for Energi- og Forsyningssektoren forventer, at Danmarks samlede elforbrug fordobles fra 2019 til 2030, hvis vi skal indfri målet om 70% CO2-reduktion. Se, hvor meget strøm brint, biler, boliger og meget mere skal bruge om 10 år.

35 TWh - Elforbrug i dag

Det samlede danske elforbrug var i 2019 35 terawatttimer (TWh) – eller 35 milliarder kWh. Forbruget udgøres af både husholdninger og erhverv og forventes at vise en samlet svag stigning i de kommende år. Lavere elafgifter og generel økonomisk vækst vil være med til at trække forbruget op, men samtidig vil løbende energieffektiviseringer trække den anden vej, forventer Energistyrelsen.

Klimapartnerskabet for Energi- og Forsyningssektoren forventer, at Danmarks samlede elforbrug fordobles fra 35 TWh i 2019 til 71 TWh i 2030, hvis vi skal indfri målet om 70% CO2-reduktion.

+10 TWh - Power-to-X

Brint og andre brintbaserede brændsler fremstillet af grøn strøm forventes at erstatte store mængder fossile brændsler i tung transport og industri i både Danmark og Europa. Sverige, Tyskland og Holland har større Power-toX-projekter i gang, og også i Danmark er der bevilget støtte til en række demonstrationsprojekter. EU-Kommissionen vurderer, at der i 2050 skal bruges 1.600 TWh til Power-to-X, hvilket svarer til 75% af Europas nuværende elforbrug.

Med de rette politiske initiativer og en egentlig strategi kan Danmark blive en ledende aktør, bl.a. i kraft af vores rigelige plads på havet til at producere billig strøm, gode CO2-kilder samt et fjernvarmesystem, der kan udnytte overskudsvarmen fra Power-to-X-processerne.

Varmepumpen FlexHeat i Nordhavn
Foto: HOFOR

+9 TWh - Varmepumper

Naturgas indgår i dag i produktionen af fjernvarme, men kan i fremtiden erstattes med kollektive varmepumper og solvarme uden for de største byer. Samtidig findes der i dag cirka 375.000 naturgasfyr og 80.000 oliefyr, der opvarmer individuelle boliger og erhverv. 95% af oliefyrene og 70% af naturgasfyrene kan erstattes med individuelle luft/vand-varmepumper, mens de sidste 30% af sidstnævnte kan bruge biogas.

+7 TWh - Datacentre

Den stigende digitalisering i Danmark og i resten af verden betyder, at der er brug for flere datacentre til at håndtere de krævende processer bagved vores allesammens handlinger på internettet. Datacentre fra Apple, Facebook og Google er allerede skudt op i Viborg, Odense og Fredericia.

Centrene producerer store mængder af overskudsvarme, der kan bruges i det danske fjernvarmesystem eller af andre virksomheder. Store mængder grøn energi og potentialet for at bruge varmen er nogle af grundene til, at Danmark og andre kølige områder i Norden er særligt velegnede til at huse datacentre.

Foto: E.ON

+4 TWh - Biler, busser og lastbiler

Efter mange års tilløb har elektriske biler nu nået en rækkevidde, der gør dem til et seriøst alternativ for langt de fleste bilejere. I Danmark udgør de endnu kun 3-4% af det samlede bilsalg, men andelen forventes at vokse hurtigt i takt med, at etablerede bilproducenter lancerer et bredt udvalg af nye bilmodeller.

Infrastrukturen til opladning af bilerne er også i hastig udvikling. Ifølge Klimapartnerskabet for Energi- og Forsyningssektoren skal der i 2030 køre 1,5 mio. elbiler på de danske veje, ligesom de fleste busser om 10 år skal være overgået til grønne brændsler.

+3 TWh - Anden transport

Forskellige former for transport uden nummerplader omfatter fx landbrugsmaskiner som traktorer og mejetærskere samt gaffeltrucks og andre køretøjer internt i virksomheder. Disse køretøjer forventes gradvist at blive udskiftet med elektriske køretøjer ligesom biler og varevogne.

+2 TWh - Nordsøen

Udvinding af olie og naturgas i Nordsøen kræver betydelige mængder el til at drive produktionsplatformene. I dag produceres strømmen lokalt på gasturbiner på de enkelte platforme, men det er muligt at erstatte en del af gassen ved at installere havmøller i nærheden. Det gælder for eksempel i den sydlige del af Nordsøen, hvor en væsentlig del af installationerne findes, og hvor vanddybden er omkring 35 meter.

Lokalbanene
Foto: Lokaltog A/S

+1 TWh - Tog

Togene på de danske jernbaner kører allerede delvist på el, men flere strækninger er allerede ved – eller planlægges at blive – elektrificeret i de kommende år. Udover fordelene ved mindre udledning af CO2 og andre partikler end dieseltog vil nye eltog støje væsentligt mindre og være billigere i drift og vedligehold.

Artiklen er bragt første gang i Magasinet Energi. 

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?