Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

EU

EU skal være mere klimaambitiøs

Til september fremlægger EU-Kommissionen sin plan om at øge målet for reduktion af drivhusgasser i 2030. Dansk Energi opfordrer til mindst 55 procent i 2030.

Europa-Kommissionen har en plan om at skærpe sit nuværende reduktionsmål for drivhusgasser på 40 procent i 2030, og den plan har Dansk Energi kommenteret på i et høringssvar. Dansk Energi bakker op om en målsætning på mindst 55 procent reduktion af drivhusgasudledning i 2030. Målet skal bl.a. nås gennem elektrificering, sektorkobling og udbygning af smart lokal og transnational energiinfrastruktur i Europa.

Det er på høje tid, at EU udstikker en tydelig retning for 2030. Hvis vi skal gøre os nogen forhåbning om at nå klimaneutralitet i EU inden 2050, så er det nødvendigt med et skærpet reduktionsmål for 2030. Der er brug for et EU, der toner grønt flag, og som viser resten af verden, at det kan lade sig gøre. Derfor så jeg egentlig gerne et endnu mere ambitiøst forslag end 50-55 procent, lyder det fra Anders Stouge, viceadministrerende direktør i Dansk Energi, og fortsætter:

Et mål på 55 procent i 2030 sætter EU på en lineær reduktionslinje mod klimaneutralitet i 2050, men vi ved, at udfordringerne ved at mindske udledningerne bliver større og større jo tættere vi kommer på nettonul-udledning. Det er derfor ikke kun vigtigt, at EU øger 2030-målet – klimaudfordringerne kalder på tidlig handling, og vi opfordrer derfor til at Kommissionen definerer et klimamål allerede for 2025. En tidlig klimaindsats er alfa og omega, hvis EU skal leve op til de løfter, unionen afgav i Parisaftalen, siger Anders Stouge.

Elektrificering og sektorkobling er hovedløsninger på klimaudfordringen

I høringssvaret anbefaler Dansk Energi blandt andet, at Europa-Kommissionen udarbejder en europæisk strategi for elektrificering.

I takt med at vores el bliver grønnere, er der enorme CO2-besparelser at hente ved f.eks. at skifte benzinbilen ud med en elbil og oliefyret ud med en eldrevet varmepumpe. Derudover vil elektrificering af vores samfund levere substantielle energibesparelser, da el generelt er langt mere energieffektivt end fossile brændsler.

Elektrificering er nøgleordet i den grønne omstilling. Det hersker der efterhånden ingen tvivl om længere. Det er derfor på tide, Kommissionen lægger en konkret plan for, hvordan vi får sat strøm til store dele af de europæiske samfund. F.eks. er den manglende ladeinfrastruktur til elbiler en enorm barriere for elektrificeringen af transportsektoren, som skal håndteres, fortæller Anders Stouge.

Den 8. juli fremlægger Europa-Kommissionen en strategi for et integreret energisystem, som skal adressere, hvordan man får koblet forskellige energisystemer med hinanden og til andre sektorer.

Succesfuld elektrificering af vores energiforbrug kræver bedre samspil mellem forskellige sektorer, f.eks. ved at blive bedre til at benytte overskudsvarme fra industrielle processer i fjernvarmen eller ved at levere el til opvarmning, transport, industri eller til Power-to-X-anlæg. Det er den mest omkostningseffektive måde at nå i mål med EU’s klimamål, siger Anders Stouge, og fortsætter:

Derudover forudsætter en større integration af vedvarende energi i vores energimix mere fleksibilitet, f.eks. i form af smart forbrug og bedre muligheder lagring af energi. Det er ting som disse, vi håber Kommissionen vil tackle med den kommende strategi.

Mere vedvarende energi og fremtidssikring af elnettet

I høringssvaret anbefaler Dansk Energi at hæve ambitionerne på området for vedvarende energi. Konkret skal EU sigte efter en andel på mindst 40 procent vedvarende energi i slutforbruget 2030 frem for den nuværende ambition på 32 procent.

For at imødekomme det enorme energibehov, der kommer til at opstå som følge af den gennemgribende elektrificering, er der behov for en markant større udbygning af sol og vind. Derfor anbefaler vi et højere VE-mål. Derudover bør Kommissionen undersøge de nødvendige årlige udviklingsrater af vind og sol, så vi får blotlagt behovet for udbygningen af vedvarende energi i årene frem mod 2030 og 2050. Det vil sende tydelige signaler om EU's retning og sætte skub i de grønne investeringer, fortæller Anders Stouge.

Et andet vigtigt emne i høringssvaret er den infrastruktur, som skal transportere den grønne strøm til forbrugere lokalt og på tværs af landegrænser. Dansk Energi anbefaler, at Europa-Kommissionen i den kommende plan fremlægger hvilken infrastrukturkapacitet, der skal til, for at nå et reduktionsmål på 55 procent i 2030.

Vi skal sikre, at vores infrastruktur kan følge med i takt med, at vi elektrificerer, udbygger vedvarende energi og forbruger mere strøm. Lige nu er transmissionsnettet mange steder i Europa slet ikke gearet til at være en del af klima-løsningen, og den manglende kapacitet står faktisk i vejen for udbygningen af mere vedvarende energi, siger Anders Stouge,

- Vi må ikke glemme netselskaberne, som kommer til at spille en anderledes rolle i takt med at mere vedvarende energi kobles på distributionssystemet. Hvis den øgede mængde vedvarende energi skal integreres og distribueres succesfuldt, er det afgørende at nettet udvides. Samtidigt skal vi fremme brugen af fleksibilitet. Aktiv forbrugsfleksibilitet kan nemlig reducere et øget investeringsbehov i distributionsnettet markant, forklarer Anders Stouge.

Europa-Kommissionen fremlægger til september sin plan for, hvordan EU skal øge sit reduktionsmål fra 40 procent til 50-55 procent i 2030. Herefter skal medlemslandene nå til enighed om det nye mål.

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?

Seneste nyheder