Pressemeddelelse

EU’s klimaambitioner kræver massive investeringer i elnet

Europa-Kommissionen lancerer ny plan, der viser, at den grønne omstilling kræver investeringer i elnet for 584 mia. euro frem mod 2030. Green Power Denmark efterlyser regulering, der gør det muligt for elnetselskaberne at investere rettidigt.

Montoør arbejder på elnettet

Foto: Malene Dissing

Det skorter ikke på klimadrømme i EU. Udledningen af CO2 skal reduceres med 55 procent i 2030, udbygningen af vedvarende energi skal op i fart, og elektrificeringen skal accelereres.

Men alle disse klimadrømme bliver kun til virkelighed, hvis landene i EU investerer massivt i det elnet, som skal transportere den grønne strøm ud til forbrugerne. Tilsammen er der tale om investeringer for 584 mia. euro frem mod 2030, er konklusionen i Grid Action Plan, som Europa-Kommissionen har offentliggjort.     

- Med den nye plan sender EU et klart signal til alle medlemslande: Vi får ingen grøn og sikker fremtid uden et stærkt elnet. Udbygningen af vindmøller og solceller og elektrificeringen af vores transport, opvarmning og industri forudsætter, at vi investerer rettidigt i at forstærke og udbygge elnettet. Kommer vi først bagud med de tunge og tidskrævende investeringer, spænder vi ben for os selv i den grønne omstilling, siger Mette Rose Skaksen, viceadm. direktør i Green Power Denmark. 

Planen fra Europa-Kommissionen indeholder ikke konkret lovgivning, men den er derimod en buket af initiativer og anbefalinger. Derfor er det ifølge Green Power Denmark vigtigt, at den danske regering følger op på planen.

Med den nye plan sender EU et klart signal til alle medlemslande: Vi får ingen grøn og sikker fremtid uden et stærkt elnet.
Mette Rose Skaksen, viceadm. direktør i Green Power Denmark

Først og fremmest handler det om at tilpasse den økonomiske regulering af elnetselskaberne, som er hovedudfordringen for, at selskaberne kan blive ved med at udbygge nettet rettidigt til den grønne omstilling. Den nuværende regulering betyder, at selskaberne ikke har tilstrækkelig mulighed for at fastsætte deres indtægter til et niveau, der kan dække disse investeringer.  

Mette Rose Skaksen, viceadm. direktør
- De danske elnetselskaber er klar på at levere og er allerede i fuld gang med at investere. Men opgaven er enorm. Derfor er der behov for at tilpasse den økonomiske regulering af selskaberne i Danmark, så de har de nødvendige rammer for at kunne investere på forkant af elektrificeringen i de tilfælde, hvor det er den samfundsøkonomisk rigtige løsning, siger Mette Rose Skaksen, viceadm. direktør i Green Power Denmark. Foto: Jeppe Carlsen

- De danske elnetselskaber er klar på at levere og er allerede i fuld gang med at investere. Men opgaven er enorm. Derfor er der behov for at tilpasse den økonomiske regulering af selskaberne i Danmark, så de har de nødvendige rammer for at kunne investere på forkant af elektrificeringen i de tilfælde, hvor det er den samfundsøkonomisk rigtige løsning, siger Mette Rose Skaksen.

Hun glæder sig over, at den danske klima-, energi- og forsyningsminister netop har nedsat en arbejdsgruppe under energikrisestaben (NEKST), som skal se på udbygningen af elnettet og hvilke barrierer, der står i vejen.

Kig til Danmark for smartere elforbrug

I planen lægger Kommissionen op til, at ACER – agenturet for de europæiske energiregulatorer – skal fortsætte med at analysere og komme med anbefalinger til ’best practice’ i forhold til, hvordan man indretter tariffer. Det er prisen på at transportere strøm.

Ifølge Green Power Denmark kan ACER med fordel skele til Danmark. De danske elnetselskaber er langt fremme sammenlignet med resten af EU i forhold til at indføre såkaldte tidsdifferentierede tariffer, der skal få forbrugerne til at flytte en del af deres elforbrug til tidspunkter med mindre trængsel i elnettet.

- Vi kommer ikke udenom at investere massivt i elnettet over hele Europa. Men mængden af gravearbejde og størrelsen på investeringerne afhænger af, om vi kan få europæerne til at lade deres elbil og sætte opvaskemaskinen over på de tidspunkter, hvor der er plads i elnettet. Her er Danmark et foregangsland i forhold til resten af EU, og der er en masse inspiration at hente for andre lande, siger Mette Rose Skaksen og fortsætter:

- I det lange løb bidrager ændret forbrugeradfærd til at reducere de store investeringer i elnettet og holde tarifferne nede. Det er godt for hastigheden i den grønne omstilling og for privatøkonomien.

Nyheder direkte i din indbakke?