Denne artikel er fra før Green Power Denmark blev dannet og er udgivet af enten Dansk Energi, Dansk Solkraft eller Wind Denmark.

FIT FOR 55

’Fit for 55’-udspil er godt – men det kan blive bedre

EU-Kommissionens udspil er godt, men der er plads til forbedringer. Sådan lyder reaktionen fra Dansk Energi på der store klima-lovpakke, der blev fremlagt onsdag under parolen ’Fit for 55’.

EU skal have reduceret sine udledninger af drivhusgasser med 55 procent i 2030 og være CO2-neutral i 2050. Et klart mål kræver de rette midler, hvis det skal nås – og med den ’Fit for 55’-lovpakke som EU-Kommissionen onsdag præsenterede er vi på rette vej, men der skal mere til, mener Dansk Energi. Blandt andet er der brug for højere ambitioner for vedvarende energi, lyder det fra viceadministrerende direktør Anders Stouge.

– Jeg er både optimistisk og pessimistisk. Optimistisk fordi der nu kommer et udspil, men pessimistisk, fordi det kræver meget at få opbakning og få det her gennemført på tværs af EU's mange medlemsstater, siger Anders Stouge.

Jeg er både optimistisk og pessimistisk. Optimistisk fordi der nu kommer et udspil, men pessimistisk, fordi det kræver meget at få opbakning og få det her gennemført på tværs af EU's mange medlemsstater.
Anders Stouge, viceadm. direktør, Dansk Energi

– Vi hæfter os specielt ved tre ting: For det første er det positivt, at man lægger op til at reformere kvotesystemet, så det bliver dyrere at bruge fossile brændsler – også på nye områder. For det andet er det godt, at man sætter et tal på, hvor meget af energien, der skal være vedvarende – også selvom vi gerne havde set højere ambitioner her. Og endeligt er det vigtigt, at man tager skridt til at rette op på det helt urimelige i, at vedvarende, grøn energi i mange tilfælde – også i Danmark – beskattes hårdere end brug af sorte, fossile brændsler, siger Anders Stouge.

Kvotesystemet skal udvides

– Det er godt, at EU-Kommissionen lægger op til en reform af CO2-kvotesystemet, så kvote-prisen fortsat styrkes og sender de rette markedssignaler. Og det er positivt, at kvotesystemet fremadrettet også skal omfatte blandt andet transport og bygninger og på den måde kan være med til at fremme brugen af grøn brint og andre CO2-positive teknologier, siger Anders Stouge.

Det er positivt, at kvotesystemet fremadrettet også skal omfatte blandt andet transport og bygninger og på den måde kan være med til at fremme brugen af grøn brint og andre CO2-positive teknologier
Anders Stouge, viceadm. direktør, Dansk Energi

Han finder det i øvrigt positivt, at indtægterne fra handel med CO2-kvoterne skal bruges udelukkende på klima- og energitiltag, herunder støtte til renovering af bygninger.

– Det giver medlemslande et vigtigt værktøj til den omstilling der venter forude og viser, at EU tager udfordringerne mht. social sammenhæng alvorligt, siger han.

Vi får brug for mere vedvarende energi

– Den grønne omstilling af Europa handler grundlæggende om at holde op med at bruge fossile brændsler, og det kræver en masse strøm fra vindmøller og solceller. Derfor er det bydende nødvendigt, at EU-Kommissionen hæver målet for andelen af vedvarende energi i det europæiske energiforbrug. Men skal det flugte med 55 procents CO2-reduktion i 2030, så mener vi, at EU skal hæve målet for andelen af grøn energi til 45 procent, siger den viceadministrerende direktør.

Når andelen af grøn energi stiger, så er det godt for klimaet, men også for Danmark, hvis vi griber det rigtigt an, påpeger Anders Stouge:

– Et højere mål for vedvarende understøtter ikke kun EU’s grønne ambitioner. Det åbner også for, at flere eksportkroner ruller Danmarks vej og øger beskæftigelsen. Vi har løsningerne, der kan gøre hele Europa grønt.

Skatter og afgifter skal afspejle de grønne ambitioner

– Det giver ingen mening, at grøn energi og el i mange tilfælde – også i Danmark – beskattes hårdere end olie og gas. Det skyldes det nuværende system, som går helt tilbage fra 2003 og består af uklare definitioner og nationale smuthuller. Derfor er det logisk og på høje tid at få revideret direktivet for minimumsbeskatning af energikilder, vurderer Anders Stouge.

I forhold til danske forhold, håber Anders Stouge det også kan bane vej for en ny tilgang i Danmark:

– Elafgifterne herhjemme står slet ikke på mål med den grønne strøm, vi i dag leverer. Det er uholdbart, og flugter ikke med regeringens klima-ambitioner.

Debat

Snart lancerer EU-Kommissionen træningsplanen for, hvordan Europa kommer i topform til klimakampen – den omfattende “Fit for 55"...

Emne

Nyheder direkte i din indbakke?