Fonde har overskud til mere

Robust. Formålsorienteret. Åben. Professionel. Strategisk tænkende. Det lyder som buzzwords i et jobopslag, men det er faktisk en beskrivelse af, hvad der kendetegner de erhvervsdrivende fonde efter de har gennemgået en rivende udvikling de seneste 20 år.

Det mener politologen Birgitte Boesen, og hun ved, hvad hun taler om. Hun har beskæftiget sig med fonde i cirka 20 år og har med en fortid som kommunikationschef gennem 12 år i Realdania og siden som selvstændig rådgiver været tæt på den transformation, som fondsverdenen har gennemlevet. En udvikling, der har betydet, at fondene i dag også er mere nysgerrige, udadvendte, transparente og indflydelsesrige. Det er de blevet via en sur-sød cocktail af regulering, vilje til forandring og en fælles musketéred om god fondsledelse. 

Fra udskældt til uundværlig

Birgitte Boesen mener, at fondene i dag overordnet set har et godt renommé, men sådan har det ikke altid været:  

– I starten af 00’erne var der i offentligheden alvorlig kritik af nogle fonde, der ikke levede op til fondsloven. Fondene blev også beskyldt for at være ’de gamle mænds klub’ og for at være for lukkede. Så kom finanskrisen, og i årene efter begyndte politikerne at få øje på de særlige potentialer som fondene har for at være med til at løfte et samfundsansvar. Alle disse faktorer var med til at lægge pres på en revision af fondsloven.

For at kunne bevare sin status og de rammevilkår, fondene havde, blev det også nødvendigt at sætte god selskabsledelse på dagsorden, og i 2014 landede de første Anbefalinger for god Fondsledelse. Heri var der bl.a. fokus på at kommunikere åbent og transparent, på bestyrelsens kompetencer og på at sikre habilitet i ledelsen af fondene.

– Over en bred kam rettede fondene faktisk hurtigt ind efter anbefalingerne. Nogle af store var gået foran og arbejdede allerede med det før 2014. De havde erkendt nødvendigheden af professionalisering og var selv gået i gang med diverse governance-øvelser, men faktum er, at det bredte sig hurtigt.  

Ejerformen kalder på åbenhed

For at forstå behovet for regulering, er det nødvendigt at stille skarpt på fondskonstruktionen. Ifølge Birgitte Boesen er en af udfordringerne, at bestyrelsen i en erhvervsdrivende fond suverænt er den øverste myndighed:

– I fondene er der ingen aktionærer. Ingen medlemmer. Ingen generalforsamling. Det er alene bestyrelsen, der tager beslutningerne. Det forhold skærper bestyrelsens forpligtelse til at være åben og transparent af egen fri vilje. Bestyrelsen skal sørge for, at selskabet er i sync med omverden og i dialog med relevante interessenter. Afstanden fra fondsbestyrelsen og ud til dem, deres virksomhed berører, må ikke blive for stor.

Birgitte Boesen nævner forskellige greb, fonde kan benytte sig af, når nu de ikke har et repræsentantskab eller en generalforsamling til at sikre sig forankring:

– På uddelingssiden kan de for eksempel være transparente og tydelige i deres kommunikation og være i dialog med ansøgere til deres midler. De kan også stille viden eller netværk til rådighed - det behøver ikke være penge. Men det er afgørende, at de stiller sig til rådighed i det omfang, det understøttes af deres vedtægter. Og så bør de være åbne og kommunikerende – være aktive på sociale medier, fortælle om deres aktiviteter i årsrapporten, flage med bestyrelseskompetencerne på hjemmesiden osv. De skal kort sagt ikke opleves distante, men som en relevant samfundsaktør, der lader sig kigge i kortene.

Fonde og deres værdiskabelse

Birgitte Boesen mener, at fondenes fælles arbejde mod en strammere governance har gjort, at tilliden til dem er vokset. Deres legitimitet som samfundsaktører har betydet, at de i stigende grad er med til at løfte vigtige – til tider samfundskritiske – opgaver:

– Dét, der gør de erhvervsdrivende fonde særligt interessante og vigtige, er at de både rummer et forretningselement og et almennyttigt element. Når erhvervsdrivende fonde ejer virksomheder, er ejerskabet som hovedregel langsigtet og strategisk og tillader, at man har tålmodighed i investering og forandringsprocesser. De fluktuationer, som altid vil være i markedet, vil fondsejede selskaber ikke være så følsomme overfor, og det gør dem særligt interessante set i et samfundsperspektiv, siger Birgitte Boesen.

Så alt tyder på, at de erhvervsdrivende fonde, modsat mange andre virksomheder, klarer sig rigtig godt igennem kriser. Den robusthed er jo rigtig vigtig, når man snakker om samfundskritiske funktioner.

Hun henviser til, at coronakrisen har blotlagt fondenes samfundsbidrag og levedygtighed på mange forskellige måder. Eksempelvis gav Novo Nordisk Fonden 250 millioner kroner til Seruminstituttets hvide testtelte, A.P. Møller Fonden iværksatte en luftbro til værnemidler, Carlsbergfondet, Lundbeck Fonden og en række andre støttede akutte forskningsindsatser, mens Nordea-fonden, Augustinus Fonden, Dreyers Fond og mange andre gav penge til kulturlivet, civilsamfundet og til undersøgelse af retssikkerheden under coronaen.

Birgitte Boesen mener imidlertid ikke, at fondene har eneret på at tage samfundskritiske opgaver og funktioner på sig. Hun fremhæver også de forbrugerejede energiselskaber, der råder over elnettet, som anses for samfundskritisk infrastruktur:

– Her er der brug for meget langsigtede investeringer, og det tager selskaberne jo på sig. Som samfund står vi over for massive klimaudfordringer, og er der nogen, der spiller en rolle i den grønne omstilling, så er det energisektoren. Her er både fondseje og forbrugereje repræsenteret, og det er jo begge ejerformer, der tænker bredt i deres formål: De driver forretning, men de løfter også opgaven omkring forsyningssikkerhed og omstilling af infrastrukturen, og dermed tager de et bredere samfundsansvar på sig.

Birgitte Boesen mener, at både fonde og forbrugerejede selskaber tænker dobbeltheden ind i deres værdiskabelse:

– De tænker kommercielt og optimerer deres produkter, men de investerer også i samfundets behov. Det langsigtede og strategiske ejerskab ligger i at tænke sin egen rolle i markedet på den lange bane, ikke bare på den kommercielle bane. Og så gør det jo ikke noget, at det faktisk kan være en god forretning at tage samfundsansvar, slutter Birgitte Boesen.